SPARK-forløb har hjulpet medarbejderne på Agerbo i Herning

Tavle giver overblik: Medarbejdere peger ikke længere fingre ad hinanden

På et døgn- og aflastningstilbud for børn med flere diagnoser i Herning har medarbejdere og ledelse under et SPARK-forløb udviklet en tavle til at skabe overblik over dagens praktiske opgaver, hvilket har nedbragt mængden af fejl, og medarbejderne er blevet bedre til at hjælpe og anerkende hinanden.

Af Bettine Romme Andersen 09/05/2019

Telefonen ringer, og pædagogerne tænker: "Åh nej, hvad har vi nu glemt?".

Sådan så dagligdagen ud på afdeling Agerbo gruppe 4 på Døgn og Familiestøtte Herning for ganske nylig.

- Vi fik mange henvendelser fra forældre, som oplevede, at der skete mange fejl og kommunikationsbrister, og vi forsøgte at gøre, hvad vi kunne for at undgå fejlene, uden at det lykkes, og det blev træls og svært at være i for medarbejderne, siger funktionsleder Majken Toft Fabech.

De mange fejl og deraf afledte klager fra forældre var belastende for arbejdsmiljøet, og derfor søgte Agerbo hjælp udefra hos SPARK, der er et skræddersyet tilbud til kommunale arbejdspladser, som ønsker at skabe et godt psykisk arbejdsmiljø.

Glemt medicin eller idrætstaske

De mange praktiske fejl kunne være, at medarbejderne glemte at pakke en taske, når et barn skulle hjem på weekend eller ikke fik pakket medicinen med.

- Det kunne også være, at vi ikke fik smurt madpakker eller givet idrætstøj med i skole, eller vi glemte at hente et barn fra skole, fordi vi troede, det var en anden tid, det skulle hentes, fortæller Shanne Schou, der er teamleder for gruppe 4 i Agerbo, og fortsætter:

- Der er så mange ting, man skal huske for de her børn, og det er ikke altid, at dagen forløber, som man forudser, så tiden skrider, og derfor er der ting, man ikke får gjort og ikke får givet videre til næste morgen, siger Shanne Schou.

Ny personalegruppe og nye børn

I samme periode bliver sammensætningen af børnene ændret, så de er dårligere fungerende end tidligere, og personalegruppen er også delvis ny, fortæller funktionsleder Majken Toft Fabech.

- Derfor kan vi heller ikke forvente, at børnene kan så meget, som de tidligere kunne, og den situation kaldte på en anden pædagogik og måde at håndtere tingene på, så det var en væsentlig omstilling for personalegruppen at være i - og det har bøvlet rigtig meget, siger hun.

Det var her, at SPARK-konsulent Karin Thomassen kom ind i billedet og begyndte en proces over fire møder med afdelingens TRIO, hvor to ledere og to medarbejdere var repræsenteret.

SPARK hjalp med værktøjer

Karin Thomassen introducerede TRIO'en for en række dialogværktøjer, som de på egen hånd kunne arbejde videre med sammen med medarbejdergruppen.

- SPARK hjalp os med at trække fokus væk fra hverdagen og tale om problemerne og finde en vej til at blive konkrete og operationelle omkring det, siger pædagog Maj-Britt Skytte, der også er arbejdsmiljørepræsentant.

TRIO'en afprøvede blandt andet et værktøj, der hedder omvendt brainstorm, hvor medarbejderne skal brainstorme på alle de ting, som ikke fungerer.

- Vi listede alle de fejl op, som kunne opstå, og det var faktisk ret forløsende, for så kunne vi se mængden, og hvor det bøvlede, siger Maj-Britt Skytte.

En ny tavle giver overblik

Undervejs i forløbet fik medarbejderne en idé til en tavle, som skal hjælpe med at holde overblik, og et par tovholdere blev udpeget til at udvikle og strukturere tavlen.

- Den fungerer sådan, at den lister alle børn og alle opgaver i løbet af dagen, og så skal man kvittere, hver gang man eksempelvis har givet medicin, pakket tøj til weekend eller smurt madpakke, siger Maj-Britt Skytte.

På den måde kan alle meget bedre følge med i, hvor langt man er kommet, og der opstår nærmest aldrig fejl længere.

- Det har givet et overblik og en tryghed i, at når man har gjort det, der står på tavlen, og fulgt børnenes struktur, så kommer der ikke en ubehagelig overraskelse og skideballe fra en forælder næste dag, siger leder Majken Toft Fabech.

Kolleger hjælper og støtter mere

Tavlen støtter desuden medarbejderne med at prioritere i opgaverne, hvis en dag ikke går efter planen.

- Den er også god, når man møder ind, så man kan se, hvor langt vi er nået og så tage over derfra, pointerer Maj-Britt Skytte, som også har mærket en forandring i medarbejdergruppen.

- Vi peger ikke længere fingre ad hinanden, hvis der er forglemmelser, og vi er blevet bedre til at bede om hjælp og huske hinanden på ting. Så der er en meget bedre stemning og positiv tilgang, siger Maj-Britt Skytte.

Øvelser har højnet fællesskabsfølelsen

En del af den positive forandring skyldes, at medarbejdere og ledere har arbejdet med at skabe mere tillid til hinanden via konstruktiv dialog og mere faglig refleksion.

Det er blandt andet sket gennem en metode, der hedder markedspladsen, som hjalp medarbejdergruppen med at lære hinandens faglighed og personlighed bedre at kende.

- Den viste os, hvad er det, jeg kan, og hvad jeg kan bruge de andre til - og den lærte os at turde sige, hvad jeg godt ved, jeg skal øve mig på, siger Shanne Schou.

Ledelse og medarbejdere arbejder desuden med det responderende personale møde, som er en metode, der giver plads til at lytte og tale uden at blive afbrudt.

- Det handler om, når man har en problemstilling, man vil have sparring til, så lytter personalegruppen til den, der fremlægger, uden at afbryde, og bagefter får gruppen så mulighed for at byde ind med erfaringer og refleksioner, siger Maj-Britt Skytte.

Forandringerne er forankret hos både ledelse og medarbejdere

SPARK-forløbet på Agerbo er afsluttet, men resultaterne lever videre i bedste velgående.

- Vi kommunikerer nu anderledes, og når vi henvender os til hinanden om noget svært, gør vi det med en undren i stedet for at påpege fejl. Jeg synes også, at vi er blevet bedre til at anerkende hinanden, og det er noget af det vigtigste, vi har fået med fra SPARK, siger AMR Maj-Britt Skytte og suppleres af funktionslederen:

- SPARK er godt, fordi det er en proces, der er forankret både hos ledere og medarbejdere, så alle perspektiver kommer med, og det er rigtig givende efterfølgende i forhold til ejerskabet, siger funktionsleder Majken Toft Fabech.

Om Døgn og familiestøtte Herning - afdeling Agerbo
  • Der er 12 ansatte.
  • Der er 19 pladser.
  • I gruppe 4 er der 10 børn og unge i alderen 11-17 år.
  • De 6 er i døgntilbud, mens 4 er aflastningsbørn.
  • Alle 10 børn og unge i gruppe 4 har gennemgribende udviklingsforstyrrelser. De har flere diagnoser som adhd, autisme og mental retardering.
Er du interesseret i flere artikler som denne?

Viden På Tværs samler de gode erfaringer fra kommunerne.
Tilmeld dig det nyhedsbrev, som passer til dit arbejdsområde, og få viden om nye indsatser, erfaringer fra den virkelige verden og gratis værktøjer.

Foto

Fra venstre ses teamleder Shanne Schou, funktionsleder Majken Toft Fabech og pædagog og AMR Maj-Britt Skytte.

Hvad er SPARK?
SPARK

SPARK er etableret af KL og Forhandlingsfællesskabet som en fælles indsats for at understøtte kommunale arbejdspladsers arbejde for et godt psykisk arbejdsmiljø.

Et godt psykisk arbejdsmiljø bliver skabt på arbejdspladserne i tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem ledere og medarbejdere og medarbejdere imellem. SPARK er et supplement til dette samarbejde.

Læs mere om SPARK og om, hvordan I søger her. 

Ansøg nu
SPARK

Læs mere om, hvordan SPARK kan hjælpe jeres arbejdsplads.

Det tilbyder SPARK

Søg et gratis forløb med en SPARK-konsulent .

Gå til ansøgningsskema

Vejledning til 'Omvendt brainstorm'

Er en øvelse, hvor man først brainstormer på ideer, der fører én væk fra målet: Hvad skal vi gøre, så vi helt sikkert ikke lykkes med eksempelvis at udvikle vi-følelse eller forbedre samarbejdet? Og dernæst brainstormer på hvilke løsninger, der kan føre os tættere på målet.

Markedspladsen

 

Det responderende personalemøde

Hent vejledningen til metoden 'Det responderende personalemøde'