Delegationer fra mange danske kommuner og skoler valfarter i disse år til Lillehammer Kommune for at hente inspiration til, hvordan kan man skabe rammer, der gør det muligt at inkludere flere børn i den almene skole.

I Lillehammer blev alle specialtilbud lukket i 1996, og siden har alle børn været en del af undervisningen i den almene skole.

I Danmark tegner der sig et noget andet billede. Her segregerer vi 7 procent af alle børn til specialtilbud, og umiddelbart ser det ud til, at dette tal vokser år for år. 

Men børn får ikke nødvendigvis bedre uddannelses- og livsmuligheder ved at gå i et specialtilbud.

Derfor har man i Lillehammer Kommune valgt, at også børn med særlige behov skal være en del af det sociale og faglige fællesskab i den almene skole.

Mangfoldig børnegruppe

Det er her, at det er interessant at dykke lidt dybere ned i, hvordan den sydnorske kommune har formået at forene kræfterne i både dagtilbud og skole om at løse de udfordringer, der følger med en mangfoldig børnegruppe.

Sådan lyder det fra Annemette Ravn Elkjær og Anja Vesterby Høy fra afdelingen for videreuddannelse på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.

- I Lillehammer har man bygget et helt system op med de understøttende funktioner, der er brug for, når man skal løse opgaven med at skabe inkluderende fællesskaber for en differentieret børnegruppe, siger Annemette Ravn Elkjær.

Sammen med Anja Vesterby Høy er hun en del af et UCL-team, der samarbejder med det norske Universitet Innlandet om et forskningsprojekt, der undersøger, hvordan kommuner på tværs af Danmark og Norge kan arbejde med at skabe en stærk fællesskabende pædagogik.

Podcastværter for Fællesskabsbyggerne

Annemette Ravn Elkjær og Anja Vesterby Høy vil også sidde klar som værter, når der bliver tændt for mikrofonerne i podcasten Fællesskabsbyggerne.

Podcasten, som bliver lanceret i løbet af sommeren, er et led i projektet ”En almen skole der kan mere”.

Projektet har til formål at udvikle erfaringer i en dansk skolekontekst for, hvordan den almene skole kan danne rammen for, at en større andel af elever kan lykkes med undervisning i den almene skole – med inspiration fra netop Lillehammer.

Holder fast i den fælles retning

Det ligger derfor lige til højrebenet at bede Anja Vesterby Høy og Annemette Ravn Elkjær om at give deres bud på, hvorfor den norske måde at drive skole på, ser ud til at virke.

Som noget af første peger de på den kæmpeforskel, det gør, at både dagtilbud og skoler igennem alle årene har arbejdet konsistent med de samme tre mål:

• Der skal være realistiske læringsmål for alle børn og unge
• Alle skal arbejde for et trygt og inkluderende læringsmiljø
• Der skal være et tæt og udviklingsorienteret samarbejde mellem de professionelle

- Der er sat en retning, og dén har man formået at holde godt fast i i Lillehammer, understreger Annemette Ravn Elkjær.

- Helt fra vuggestue og børnehave er medarbejderne enormt bevidste om den fælles retning. Det pædagogiske personale taler med børnene om, hvordan man er en respektfuld ven. Tilgangen er, at man som barn ikke er en ø i sig selv. Man er først og fremmest en del af fællesskabet og derefter individ, tilføjer hun.

Øvelse gør mester

Hun og kollegaen oplever, at det kommer bag på danske fagprofessionelle, der besøger Lillehammer, at fx børn med autismespektrumforstyrrelser ikke bliver skærmet fra larm og forstyrrelser i hverdagen.

Hvordan kan det lade sig gøre?

Ifølge Anja Vesterby Høy og Annemette Ravn Elkjær er svaret, at alle børn - også børn med diagnoser - lige fra vuggestuealderen øver sig i at navigere under de samme rammer.

Samtidig arbejdes der pædagogisk med at skabe en VI-kultur, der taler mangfoldigheden op som en styrke. Opfattelsen er, at børn er mere ens, end de er forskellige.

- Både i klasselokaler og fællesarealer ser man, at børnene øver sig i at være gode klassekammerater, og de nudges rigtig meget: Lav plads til alle i legen, til dem, som er nye, dem, der er anderledes end dig og til dem, du ikke kender så godt, forklarer Annemette Ravn Elkjær.

- Og det er netop dér, hvor de opnår noget, der er pædagogisk-didaktisk magisk, tilføjer Anja Vesterby Høy, som dog understreger, at der ikke er tale om nogen mirakelkur.

- Der er kun benhårdt pædagogisk-didaktisk arbejde og en vedholdenhed og samstemthed omkring opgaven, uanset om man er pædagog i dagtilbud eller skole, lærer, PPR, skoleleder eller skolechef. 

Og det er jo heller ikke sådan, at alt bare er fryd og gammen, påpeger Annemette Ravn Elkjær.

- Lillehammer står over for de samme udfordringer fx i forhold til skolevægring og mistrivsel, som lærere og pædagoger oplever i Danmark. De arbejder hver dag målrettet for at løse dem – præcis som deres danske kolleger, siger hun.

Pædagogikken kommer alle børn til gode

I både dagtilbud og på de 8 skoler i Lillehammer arbejdes der med fællesskabende pædagogik og didaktikker.

Hvis der er udfordringer i forhold til et barn, så peger man ikke på det enkelte barn som problemet.

Det pædagogiske personale, som arbejder tæt sammen i teams, har i stedet ansvar for at tilpasse læringsmiljøet med tiltag, der kommer alle børn til gode.

Udgangspunktet er, at det ikke er det enkelte barn, der skal tilpasse sig til den enkelte lærers pædagogiske didaktik. Som team omkring en klasse er man enige om, at hvis en bestemt pædagogik virker i en klasse, så er det også den pædagogik, alle i hele teamet skal bedrive omkring klassen.

Det gælder også i overgangen fra dagtilbud til skole. 

- De er meget stærke til at se på, at hvis en bestemt pædagogik virker i dagtilbuddet, hvordan kan man så arbejde videre med den i skolen? Det er altså mere pædagogikken end barnet, der overleveres, siger Anja Vesterby Høy.

Klassefællesskabet er udgangspunktet

Når et barn visiteres til specialpædagogisk støtte, så indrettes støtten med udgangspunkt i klassefællesskabet. Det vil sige, at støtten ikke går til det enkelte, men til hele klassen.

- Hvis et barn med ADHD eller autisme fx har brug for tydelig struktur og visualiseringer, så er det noget, hele klassen får lagt ned over sig. Det kan lyde negativt. Men de fleste børn – og ikke kun børn med særlige behov – har god gavn af en tydelig struktur, siger Anja Vesterby Høy.

I skolerne i Lillehammer differentieres børnene ikke efter faglige niveauer. Alle blandes sammen på kryds og tværs af faglig formåen. Og så laves der tilpassede undervisningsforløb til de børn, der ikke fagligt kan det samme som andre børn i klassen. Det er med til at sikre, at barnet stadig arbejder med det samme emne som resten af klassen - men med andre forventninger til output. 

- Læringsmiljøet indrettes, så alle børn i fællesskabet har mulighed for at udnytte deres læringspotentiale. Det betyder fx, at et barn med Downs Syndrom i 8. klasse arbejder med de samme temaer som resten af klassen og ikke sidder og læser Peter Plys-bøger, mens deres klassekammerater beskæftiger sig med noget helt andet, siger Anja Vesterby Høy.

Lynhurtig støtte i praksis

Noget af det, der er væsentligt for den norske måde at drive skole på, er organiseringen af støttesystemet.

I både dagtilbud og skoler er der et internt støttesystem i form af et såkaldt "lavtærskelteam", som består af  lærere, pædagoger, sundhedsplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter, PPR og rådgivere i familie-afdelingen.

Hvis man som pædagogisk medarbejder eller klasseteam støder på en udfordring - selv den mindste ting - kan man gribe ud efter lavtærskelteamet.

 - Det er et støttesystem, som træder stærkt og lynurtigt ind ved siden af det pædagogiske personale i praksis. Det betyder, at ingen bliver ladt i stikken og står alene. Der er nogle ressourcepersoner, der stiller sig i praksis sammen med dig, indtil udfordringen er løst, forklarer Anja Vesterby Høy.

Vi kan ikke lave en kopi

Selvom både Anja Anja Vesterby Høy og Annemette Ravn Elkjær er begejstrede over de observationer, de har gjort sig på skoler og dagtilbud i Lillehammer, så understreger de, at man ikke bare kan lave en Lillehammer i Danmark.

For skolesystemet og betingelserne for at drive skole i henholdsvis Norge og Danmark er for forskellige i udgangspunktet.

Men der er god grund til at lade sig inspirere i en dansk skolekontekst til en kulturel og pædagogiske forandring, mener de.

- Der er et stort potentiale i at få meget af den specialpædagogiske viden, vi har i vores specialtilbud, ind i den almene skole, så den bliver til gavn for de mange og ikke kun de få, siger Anja Vesterby Høy.