Beredskabsplan

Beredskabsplaner kan være en effektiv hjælp, når en voldsom situation indtræffer - og de kan også bruges til forebyggelse. Det kræver opdaterede planer, der bringes i spil i den faglige dialog.

Af Metoder Mod Vold 20/03/2018

Formålet med en beredskabsplan er, som navnet antyder, at sikre at alle medarbejdere har kompetent, nødvendig og relevant viden til at håndtere og minimere negative konsekvenser i tilfælde af akutte, uforudsete voldsomme hændelser.

Beredskabsplaner kan derfor indeholde punkter om eksempelvis alarmer, politianmeldelse, debriefing og omsorgspersoner.

I forbindelse med voldsforebyggelses kan en beredskabsplan desuden indeholde  forebyggende viden om sikkerhed - og rumme konkrete tiltag og anvisninger, der kan bidrage til at skabe tryghed og tillid blandt medarbejdere og borgere. Det kan være viden om kommunikation og deeskalering af en konflikt.

En udfordring for mange er, at en forebyggende beredskabsplan skal være et aktivt og levende redskab for at have den ønskede effekt, det vil sige at en beredskabsplan skal bruges, være opdateret og revideres løbende af medarbejdere og ledelse.

Beredskabsplan i praksis

I Holstebro er beredskabsplanen ofte på dagsordenen i afdelingen Visitation og Rådgivning under Socialforvaltningen. Og planen handler ikke bare om, hvad man gør, når skaden ER sket.

I Holstebro Kommune har Socialforvaltningen en overordnet beredskabsplan, som danner grundlag for lokale beredskabsplaner i de forskellige enheder. I Visitation og Rådgivning, der er myndighedsafdelingen for det specialiserede socialområde, har man således lavet sin egen beredskabsplan, hvor der blandt andet er afsnit om alarmer, politianmeldelse og omsorgspersoner. Alt sammen relevant, når der har været en episode.

Beredskabsplanen indeholder dog også forebyggende anvisninger til medarbejderne; metoder til at nedtrappe og undgå konfliktsituationer - og vejledninger til medarbejdernes dialog og samarbejde med borgerne, for eksempel til hjemmebesøg.

Beredskabsplanen er løbende på dagsordenen for at alle medarbejdere føler ejerskab og det har stor betydning siger Lena Skovgaard, socialrådgiver og tillidsrepræsentant:

- Vi er blevet bedre til at tale om tingene. Det er ikke længere et nederlag, hvis jeg har en borger, som kan virke truende på telefonsvareren. På den måde er vi en enhed, der arbejder sammen, siger socialrådgiver Lena Skovgaard, der er tillidsrepræsentant.

For medarbejderne i afdelingen har selve kommunikationen afgørende betydning for deres tryghedsfølelse. Internt at man deler og taler med hinanden i stedet for at holde tingene for sig selv. Og eksternt, at man som medarbejder forsøger at sætte sig i borgernes sted, for det er afgørende for at konfliktnedtrappe, at man forstår hvor den anden taler fra, forklarer Jannie Bek Kirkegaard, socialrådgiver og arbejdsmiljørepræsentant i afdelingen for Visitation og Rådgivning og siger:

Mange af vores borgere er simpelthen så dårligt fungerende, at de ikke kan stoppe sig selv. Så vi skal hjælpe dem med at stoppe, så de ikke kommer ud i  situationer, hvor vi kan blive nødt til at politianmelde dem.

Jannie Bek Kirkegaard, socialrådgiver og arbejdsmiljørepræsentant

Beredskabsplan - sådan gjorde vi i Socialforvaltningen

TRIO fra Visitation og Rådgivning i Holstebro Kommunes Socialforvaltning fortæller her om deres erfaringer med at implementere en beredskabsplan.

VIDEO 1: Når du står i situationen er det for sent at lære, hvad du skal gøre

Det er en god idé at benytte udarbejdelsen af en beredskabsplan til at gå alle sine procedurer igennem og måske herigennem afdække "huller".

Sørg hele tiden at tale om konkrete situationer. Nævn Beredskabsplanen og overvej, om hændelser skal føre til, at planen skal justeres.

Man kan ikke forvente, at alle medarbejderne har beredskabsplanen "under huden" hele tiden. Derfor skal der være nogen, der går forrest.

Det er vigtigt, at man ikke konstant står på spring for at afværge en potentiel konflikt. På den måde risikerer man at være med til at optrappe situationen.

Beredskabsplan - kom godt i gang

Hvad indgår i en god beredskabsplan - og hvordan bruger man den? Har I selv en beredskabsplan? Ved I hvor den står, og hvordan I bruger den?

Her får I en række spørgsmål, hvor I kan reflektere og diskutere, hvad der hører hjemme i en sådan plan. 

Refleksionsspørgsmål til beredskabsplan
  • Hvilke elementer mener I selv, der hører til i en beredskabsplan?
  • Indgår der forebyggende anvisninger i jeres beredskabsplan?
  • Hvor ofte taler I om jeres beredskabsplan og reviderer eller opdaterer indholdet?
  • Hvilken viden - hvilke konkrete punkter/anvisinger/tiltag kunne med fordel indgå forebyggende i jeres beredskabsplaner?
  • Hvordan sikrer man ejerskab til beredskabsplanen og forankring i medarbejdergruppen?
Flere metoder til håndtering af vold

Metoder mod vold