Forsker: Skam gør os sårbare for stress
Stressrelateret sygefravær udløses ofte af skam. Medarbejderen og ledere skal sammen opbygge en kultur og lære at tale et sprog, så skammen mindskes, siger forsker og ph.d. Pernille Steen Pedersen.
”Jeg har meget succes. Alligevel føler jeg mig hele tiden usikker og bange for at blive afsløret. Jeg er bange for, at de andre skal se, hvor forfærdeligt det er, det jeg laver.”
Sådan lyder det igen og igen fra de stressramte, som forsker Pernille Steen Pedersen de seneste tre år har interviewet i forbindelse med sit ph.d-projekt om stressrelateret sygefravær.
Men det er ikke forandringer og høje krav i sig selv, der gør os syge. Det er den skamfølelse, det udløser hos os, når vi ikke føler, at vi kan honorere kravene, påpeger hun.
- Min forskning viser, at det, der ligger bag alle stress-sygemeldinger, er en følelse af, at man skal gøre sig fortjent til kærlighed, at man skal være på en bestemt måde for at blive elsket og accepteret, siger 39-årige Pernille Steen Pedersen, der har interviewet godt 50 medarbejdere og ledere i forbindelse med sit ph.d.-projekt.
I samarbejde med PPclinic i Gentofte, en privat psykiatrisk klinik, hvor man bl.a. behandler folk med stressrelaterede sygemeldinger, har hun undersøgt, hvorfor nogle medarbejdere får stress og må sygemeldes, mens andre med stress formår at blive på arbejdspladsen. Kodeordet er skam.
- Jeg fik øje på, hvordan skammen fylder stressramte mennesker med en invaliderende angst for at blive afsløret i ikke at være gode nok, siger Pernille Steen Pedersen, der er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet.
Skam og anerkendelse
Skam er en følelse, vi alle kender til. Der finder sund og usund skam. Skam får os til at gøre os umage, fordi vi gerne vil høre til. Der, hvor følelsen bliver invaliderende er, når den ændrer folks virkelighedsbillede.
- Når vi ikke kan tage imod ros og anerkendelse, fordi vi skammer os, bliver vi sårbare for stress. Vi bliver det, jeg kalder ’anerkendelses-resistente’, siger Pernille Steen Pedersen.
Skam udspringer af vores behov for kærlighed og vores angst for at blive udstødt af flokken og være forkerte. Den aktiveres, når vi udsættes for ufrivillige forandringer enten i virksomheden eller i privatlivet. Det kan være skilsmisse, dødsfald, eller det at få ny leder eller it-system på jobbet.
- Forandringen og de nye krav betyder, at man må give slip på nogle anerkendelsesmuligheder. Du kan ikke længere præstere på den måde, som du er vant til. Måske har du nu kun én time til en borgersamtale mod tidligere to timer, siger Pernille Steen Pedersen.
Ledere og dårlig samvittighed
Problemet opstår, hvis medarbejdere forsøger at levere en 100 procents indsats, selvom der kun er afsat tid til en 80 procents indsats. Her bliver det lederens opgave at forklare medarbejderen, at han eller hun ikke skal tage ansvar for 100 procent.
Lederen skal agere 'vikarierende samvittighed' og på den måde skærme medarbejderne mod deres egen dårlige samvittighed, påpeger Pernille Steen Pedersen, der tidligere har arbejdet med sygefravær i Beskæftigelsesministeriet.
Hun opererer med to former for skam: Præstationsskam og relationsskam.
Mennesker med skam knyttet til præstationer får anerkendelse ved at producere en opgaveløsning. De føler dog sjældent, at de kan løse opgaven godt nok, og at de har fortjent ros. De er generelt bange for det ukendte og har en tendens til at ville redde hele verden.
Mennesker med skam knyttet til relationer er optaget af at være en del af fællesskabet og bekymrer sig om, hvad andre tænker om dem. Har jeg sagt noget dumt? Kan kollegerne ikke lide mig, fordi de ikke siger godmorgen? Grundlæggende er de bange for, at andre ikke kan lide dem. De føler sig ofte ikke hørt og forstået og har generelt stort behov for at lufte deres bekymringer.
Angsten for at fejle
Som menneske indeholder vi begge former for skam, men typisk vil den ene skamform dominere. Som leder er det vigtigt at lære at spotte, om der i situationen bliver aktiveret en præstations- eller relationsskam. Overdreven ros kan eksempelvis være farlig for et mennesker med præstationsskam. Her er det vigtigt at rose intensionen frem for det færdige resultat og fokusere på, hvor vigtigt det er at turde fejle.
- Angsten for at fejle hører med til skammen. Det er nødvendigt at turde fejle for at udvikle sig. Derfor er det bedre at indføre ’månedens fejl’ end ’månedens medarbejder’. Jeg har talt med en leder, der har indført et bonussystem for medarbejdere, der indberetter egne fejl, siger Pernille Steen Pedersen og understreger, at knap halvdene af sygefraværet i Danmark er begrundet i psykiske problemer som stress, depression og angst.
Skamfølelse er mere fremherskende i dag end tidligere, påpeger forskeren. Det skyldes, at arbejdet ikke længere blot skal tilfredsstille et behov for overlevelse. Det skal også tilfredsstile et behov for mening, for anerkendelse og for at føle os elsket. Derved bliver vi sårbare.
- Lederen kan ikke fjerne skam, men de skal forebygge, at skam udvikler sig skadeligt, så medarbejderne bliver resistente over for anerkendelse. Her er det vigtigt at se på, hvordan man kan udvikle nye anerkendelsesmodeller til mennesker, som er ved at udvikle en skadelig skamreaktion.
Alle skal klædes på
Pernille Steen Pedersen understreger, at vi ikke kan undgå forandringer og livskriser. Men vi kan arbejde med, hvordan livets bump påvirker os som mennesker. Her skal alle parter klædes på, både medarbejdere, kolleger og ledere.
- Lederen skal vide, at når der kommer en forandring, hvor medarbejderen skal gå på kompromis med sin faglighed, skal han være på vagt. Som medarbejder skal man blive bevidst om egne reaktioner og forstå lederens tankegang, så man undgår misforståelser.
Ifølge Pernille Steen Pedersen vil ledere gerne tale om stress og hjælpe deres medarbejdere. De ved bare ikke, hvad de skal gøre. Her er viden om skam et uvurderligt værktøj.
- Det er ikke en ledelsesopgave at få folk til at være glade, men det er en ledelsesopgave at få folk til ikke at være angste for at falde igennem og hjælpe dem til at se, at de bidrager til fællesskabet.
”Jeg tænker hele tiden på, hvad de andre tænker om mig. Jeg føler mig udenfor. Når min leder ikke svarer på min mail, så tænker jeg, at jeg her gjort noget galt. Når de andre står og snakker, så er jeg bange for, at de taler om mig. Jeg er så bange for at de skal finde ud af, hvor dårligt jeg har det”.
”Jeg er bange for at blive afsløret. Det er helt eksistentielt. Jeg er bange for at de andre skal se, hvor forfærdeligt det er, det der jeg laver. At det er pinligt, simpelthen pinligt, det, jeg laver. Jeg er bange for at blive afsløret i slet ikke at have styr på det, og jeg tænker, at de andre har forventninger om, at jeg kan mere end jeg kan”.
”Hun sammenligner sig selv med resten af verden, så hvis hun ikke hvert eneste år er den bedste, så kan jeg sige til hende nok så meget, at jeg er tilfreds med, at hun bliver nummer fem i år. Det er hun ikke. Jeg har selvfølgelig tænkt, hvor kommer det fra det der sygelige behov for at overpræstere, og det der sygelige behov for aldrig nogensinde at blive fanget uforberedt eller aldrig nogensinde at blive nummer to. For noget andet er når man har medarbejdere, der bare ikke gør hvad de skal, men hun gør for meget, af det man skal. Og det er man som leder ikke trænet til at håndtere. Der er meget, meget nemmere at håndtere de medarbejdere, der ikke giver dig det, du skal have”.