Operation Morgenduft

Styrk mad- og måltidsfællesskaber hos ældre og sårbare borgere

LUKKET FOR TILMELDING: Få gratis sparring til, hvordan I kan etablere måltidsfællesskaber, der understøtter borgernes funktionsevne og trivsel.

Af Irene Aya Schou 28/04/2025
Fremfærd

Ønsker I at få konkrete metoder og praksiserfaringer til at etablere mad- og måltidsfællesskaber, hvor borgere er aktive deltagere?

Så er I måske én af de 10 kommuner eller arbejdspladser, der skal deltage i et nyt projekt og få sparring fra et besøgshold i efteråret. 

Besøgsholdet er etableret i forbindelse med Fremfærd Sundhed og Ældre projektet "Rehabilitering 2.0 mad og måltider", som sigter mod at støtte kommuner i at etablere mad- og måltidsfællesskaber, hvor borgere er aktive deltagere. 

Projektforløb omfatter

Som en del af projektet vil jeres kommune eller arbejdsplads få mulighed for at deltage i følgende aktiviteter:

  • To faglige sparringer: Disse online sessioner vil give jer mulighed for at få skræddersyet rådgivning og sparring til jeres konkrete behov og mål.
  • Inspirationsworkshop: En 3 timers workshop, hvor besøgsholdet præsenterer konkrete metoder og praksiserfaringer til at etablere mad- og måltidsfællesskaber, herunder den rehabiliterende tilgang.

Bygger på tidligere projekt

Projektet er en fortsættelse af det initiativ, som Fremfærd Sundhed og Ældre gennemførte i tre kommuner i 2023-24, hvor forløbet bidrog med vigtig viden, om hvordan måltidsfællesskaber kan understøtte borgernes funktionsevne og generelle trivsel.

Formålet med projektet er at dele erfaringer og resultater fra det tidligere projekt og tilbyde kommunerne inspiration og konkrete værktøjer til at etablere mad- og måltidsfællesskaber, som kan bidrage til at forbedre borgernes livskvalitet, styrke rehabiliteringsindsatser og fremme et stærkere samarbejde med civilsamfundet.

Hvem er målgruppen?

Projektet henvender sig primært til medarbejdere og ledere i kommunale enheder som plejehjem, tværfaglige teams og andre enheder, der arbejder med ældre og sårbare borgere. Vi anbefaler, at minimum 10 medarbejdere deltager i inspirationsworkshoppen, men det er muligt at tilpasse forløbet efter jeres specifikke behov.

Aktiviteterne vil blive varetaget af lektor Lise Justesen og lektor Gry Segoli fra Københavns Professionshøjskole, der begge har stor erfaring med at arbejde med undervisning, udvikling og forskning inden for rehabilitering og madfællesskaber.

Sådan tilmelder I jer

Projektet strækker sig fra august 2025 til marts 2026, og der tilbydes 10 forløb til kommuner og arbejdspladser i denne periode. 

Tilmelding kan ske ved at kontakte Christina Bendix fra KL chbe@kl.dk eller Ulla Garbøl fra Ergoterapeutforeningen ug@etf.dk senest 2. juni 2025.

OBS: 9 kommuner har tilmeldt sig, og alle har fået tilbagemelding nu. Dermed er der lukket for yderligere tilgang.

Billedtekst:

Billedet er taget af Lise Justesen fra Københavns Professionshøjskole i forbindelse med forskningsprojektet "Operation Morgenduft". Projektet blev sat i værk i efteråret 2018 med det formål at undersøge, hvordan inddragelse i madrelaterede aktiviteter kan øge livskvalitet og funktionsevnen blandt beboere på plejehjem og dermed fungere som arena for rehabilitering. Det blev gennemført på plejeboligerne i Kastanjehaven på Frederiksberg.

Baggrunden for projektet!

Mad- og måltidsfællesskaber kan styrke samarbejdet med civilsamfundet, mindske ensomhed og forbedre borgernes ernæring. Det viste projektet "Rehabilitering 2.0 mad og måltider", som Fremfærd Sundhed og Ældre gennemførte i 2023-24.

Her fik medarbejderne erfaring med at arbejde rehabiliterende med mad og måltider – både tæt på borgerne og som bidrag til at løfte den samlede kvalitet.

Erfaringerne er i tråd med Ældrelovens fokus på rehabilitering og borgernes ønsker og drømme i hverdagen. Dette projekt har derfor som mål at sprede ideer og erfaringer fra projekt "Rehabilitering 2.0 mad og måltider" gennem et Besøgshold, som kan bidrage til at inspirere til medarbejdere og ledere i kommuner til kvalitetsløft indenfor mad- og måltidsfællesskaber.

Konkret er formålet, at flere kommuner understøttes i at kunne etablere mad- og måltidsfællesskaber, hvor borgeren er en aktiv deltager.

I forlængelse af projektet udarbejdes inspirationsmateriale til gavn for landets 98 kommuner fx gode råd til at arbejde med madfællesskaber. Materialet vil blive delt på vpt.dk.