Forside Uddannelse og job

Ny bog: Bliv godt klædt på til karrierelæring i skolen

Hvordan kan man som lærer eller vejleder hjælpe eleverne med at få erfaringer med uddannelse og arbejde? Ny lærebog giver svar.

Af Pernille Søndergaard 09/10/2024

"Job og uddannelse - Karrierelæring i skolen" er titlen på en ny lærebog, som skal styrke lærere og vejlederes indsats med at hjælpe elever til at lære om uddannelser, erhverv, arbejdsliv - og at blive klogere på sig selv via egne erfaringer.

Målet er i sidste ende at skabe et godt grundlag for et selvstændigt uddannelsesvalg.

Målgruppen favner bredt

Den nye lærebog er skrevet til valgfaget 'uddannelse og job' på læreruddannelsen, der skal klæde de studerende på til at varetage undervisningen i emnet i folkeskolen.

Men bogen er ikke kun rettet til lærerstuderende.

Målgruppen favner også vejledere og lærere på alle klassetrin i folkeskolen. De kan i bogens seks kapitler hente masser af viden og inspiration, som kan bruges i arbejdet med ’uddannelse og job’ - et emne, som netop hviler på og foldes ud gennem begrebet karrierelæring.

Karrierelæring - kort fortalt

Karrierelæring som begreb er inspireret af den engelske teoretiker Bill Law og bygger på en forståelse af, at børn og unge for at kunne træffe gode valg skal have konkrete erfaringer med uddannelse og arbejde, og at de reflekterer over disse erfaringer og bliver klogere på sig selv og deres omverden.

Karrierelæring handler altså om skolens systematiske arbejde med at give eleverne erfaringer med arbejde og uddannelse. Det kan fx ske gennem opgaver, gruppearbejde og drøftelser i klassen, som lærere og vejledere i fællesskab kan tilrettelægge som en del af den almindelige undervisning.

På den måde kan karrierelæring hjælpe eleverne til at træffe et informeret og selvstændigt valg af uddannelse.

Forfatterkollektiv - eksperter i udsyn

Bag  den nye lærebog står fire forskere inden for karrierelæring, som alle har været tilknyttet forsknings- og udviklingsprojektet ”Udsyn i udskolingen”.

Projektet kørte fra 2014 til 2016 i regi af Fremfærd Børn og har inspireret mange skoler til nye måder at arbejde med elevernes uddannelsesvalg på.

Forfatterkollektivet trækker på erfaringer fra både "Udsyn i udskolingen" og anden national og international forskning om karrierelæring og karrierevejledning.

I skolen må der være et blik for livet efter og uden for skolen, og at eleverne skal støttes i at få indsigt i og erfaringer med dette liv. Alle elever skal have tiltro til, at der er et godt liv for dem i fremtiden.

Introduktion, Karrierelæring i skolen

Bogens opbygning

  • Kapitel 1 beskriver, hvordan undervisningen i uddannelse og job hænger sammen med skolens formål.
  • Kapitel 2 belyser de forskellige samarbejdsformer, som er nødvendige for, at eleverne kan gøre sig erfaringer med og reflektere over uddannelse, job og arbejdsliv.
  • Kapitel 3 går tættere på forskning i karriere og karrierelæring og introducerer ni kendetegn ved kvalitet i karrierelæring og uddannelsesvejledning i skolen.
  • Kapitel 4 og 5 bringer centrale sociologiske teorier og karrierelæringsteorier i spil i forhold til undervisningen i uddannelse og job.
  • Kapitel 6 viser, hvordan lærere med afsæt i teorierne og viden om spørgsmålstyper kan understøtte elevernes nysgerrighed og undersøgende tilgang til livet med ud dannelse og arbejde.

Øvelser og  konkrete eksempler fra praksis

Undervejs i bogen præsenteres læseren for refleksions-spørgsmål og øvelser, som retter fokus mod, hvilke normer og værdier man selv knytter til uddannelse, job og arbejdsliv, og hvad det betyder for ens egen undervisningspraksis i skolen.

Derudover byder bogen på konkrete eksempler på undervisningseksempler fra praksis, som er direkte plug and play og lige til at gå ud at afprøve selv.

Bagom Karrierelæring i skolen

 Lærebogen om karrierelæring i skolen er finansieret af Fremfærd Børn i forlængelse af projektet "Udsyn i udskolingen".

Gennem begrebet karrierelæring præsenterede projekt "Udsyn i udskolingen" et nyt perspektiv på vejledningens rolle i samspil med undervisningen, som har inspireret mange skoler og kommuner.

Karrierelæring er også i fokus for det igangværende projekt i regi af Fremfærd børn SamVej, som skal styrke samarbejdet mellem lærere i udskolingen og UU-vejledere om en mere praksisnær og anvendelsesorienteret tilgang til læring og vejledning.

Hent bogen

Formålet med bogen er at gøre metoder, erfaringer og konkrete undervisnings- og vejledningsaktiviteter om karrierelæring tilgængelig for lærerstuderende, uddannede lærere, skoleledere og vejledere.

Bogen kan købes i trykt version hos Aarhus Universitetsforlag

Du kan også downloade den digitale version her.

 

Få inspiration til uddannelsesplan

Randi Boelskifte, som er én af bogens forfattere, har sammen med  lektor på VIA University College Miriam Dimsits udarbejdet en undervisningsplan for valgfaget Uddannelse og job på baggrund erfaringer med undervisning i faget på læreruddannelsen i efteråret 2024.

Undervisningsplanen tager udgangspunkt i og er bygget op om den nye lærebog om karrierelæring i skolen.