Pædagogisk assistent: 4 dages uge giver mig frihed
37 timer fordelt over 4 dage giver mere tryghed for børnene, bedre sammenhæng i hverdagen og større fleksibilitet i Gentofte.
I institutionen Cassiopeia har fem medarbejdere over en periode på otte uger i foråret afprøvet en ny hverdag, hvor de arbejder fire dage om uge i stedet for fem. Så møder de kl. 7-17 tre dage, har en kortere dag fra 7-13.30 og en dag fri.
Ifølge pædagogisk assistent Cecilie Lodberg Nielsen er der mange fordele ved ordningen, og hun håber, at den kan blive permanent.
- Det giver fordele både at være den, der tager i mod børnene og siger farvel til dem, fortæller hun. Det giver tryghed for børnene, og der opstår færre misforståelser i kommunikationen med forældrene. Der er også tid og rum til at få ordnet nogle praktiske ting, som at planlægge aktiviteter, forberede forældresamtaler og tage billeder af børnene.
Fordele i privatlivet
For Cecilie Lodberg Nielsen har 4-dages ugen passet godt med privatlivet. Det har ikke føltes hårdere at gå på arbejde, og med to små børn er det dejligt med friheden til at kunne hente tidligt to dage om ugen eller holde en ekstra fridag med børnene.
- Det har været megafedt. Jeg vil ti gange hellere have 4-dages uge end mit gamle skema, siger hun.
KL og Forhandlingsfællesskabet arbejder sammen om en ”En fremtid med fuldtid” - en indsats, der skal få flere kommunale medarbejdere op i tid eller på fuldtid.
Parterne udvikler og afprøver i samarbejde med arbejdspladser i mere end 40 nøglekommuner løsninger, der gør det attraktivt og muligt at gå op i tid eller blive ansat på fuldtid.
De løsninger og metoder, som parterne og de kommunale arbejdspladser finder i fællesskab, bliver løbende delt med resten af landets kommuner, bl.a. her på fuldtid.dk.