Charlotte Wolff Nielsen bliver undervist i AI og informations- og cybersikkerhed.

HK'ere bliver klogere på AI og cybersikkerhed

Hvordan kan medarbejderne på Albertslund Bibliotek og Borgerservice bruge AI i deres hverdag? Det er de ret nysgerrige på.

Af Bettine Romme Andersen 25/06/2025
HK

Kunstig intelligens bliver bygget ind i alt fra tandbørster til biler - så det er noget, vi skal forholde os til.

Martin Nielsen, underviser og chefkonsulent hos Komponent

16 medarbejdere fra blandt andet bibliotek, borgerservice og kultur- teknikområdet lytter og kigger opmærksomt med, mens underviser og chefkonsulent i Komponent Martin Nielsen fortæller om muligheder og faldgruber med de fremadstormende sprogmodeller - AI chatbotter, som ChatGPT, CoPilot og Gemini.

Medarbejderne fra Albertslund har samlet tilmeldt sig et introkursus i AI og informations- og cybersikkerhed, som de som HK-medlemmer får 100 procents støtte til fra Den Kommunale Kompetencefond efter overenskomstaftale med KL og HK Kommunal.

Kurset er skabt ud fra forventningen om, at der i kommunerne fremover bliver brug for kompetencer inden for kunstig intelligens og informations- og cybersikkerhed.

Masser af hjælp at hente hos AI-redskaber

Kurset skal give en introduktion til AI og informations- og cybersikkerhed og skabe en teknologiforståelse og digital forestillingsevne, så medarbejderne bliver i stand til at se potentialerne ved kunstig intelligens i de konkrete opgaver.

Og flere af deltagerne på kurset kan sagtens se muligheder og potentialer i at få en hjælpende hånd fra AI. En af dem er Murat Erdogan, der er specialist i Albertslund Bibliotek og Borgerservice, fx når han skal sætte sig ind i nye regler.

- Hvis vi fx får en ny bekendtgørelse, så kan man bede AI-chatbotten lave et kort resume, så man lige får en hurtig opsummering. Man kan også bruge den til sparring, i forhold til om man har forstået en tekst korrekt.

Han ser også gode muligheder i forbindelse med kommunikationen mellem borger og kommune. Chatbotten kan fx oversætte til et hvilket som helst sprog, som  og også hjælpe med at gøre forvaltningssprog mere forståeligt. 

- Hvis man nogle gange bruger lang tid på at formulere en mail, så kan den gøre det hurtigere, og i et sprog alle kan forstå, siger han.

Elin Simonsen, der er tillidsrepræsentant for HK på Albertslund Bibliotek og Borgerservice, har taget initiativet til at tilmelde sig selv og kollegerne kurset. Hun har endnu ikke selv prøvet kræfter med AI i sit arbejde, men er nysgerrig og ser muligheder.

- Jeg skriver referater en gang imellem, og her tænker jeg, at den kan hjælpe - også til at lave dagsordener. Men jeg vil nok huske at se lidt kritisk på det og læse det igennem, inden jeg sender noget ud, siger hun.

Den kritiske sans er vigtigere end nogensinde

Deltagerne er dog helt med på, at den nye teknologi ikke bare skal bruges i blinde. Der er masser af faldgruber i forhold til fx data og GDPR, men også forkerte svar fra chatbotterne.

- Jeg må sige, at jeg er ret skeptisk og kritisk overfor det. Jeg kan selvfølgelig godt se, at det er et godt redskab, der kan hjælpe os arbejdsmæssigt på forskellig vis, men bibliotekerne står jo for kildekritik, og det her er en helt ny udfordring i forhold til det, som vi vil blive nødt til at forholde os til, siger Charlotte Wolff Nielsen, der arbejder i Bibliotek og Borgerservice.

Det bakker kollega Pia Piper op om. Hun tager også sine forbehold.

- Som myndighedspersoner skal vi jo være opmærksomme på, at vi ikke bare fodrer de her AI-modeller med hvad som helst om borgerne. Så kommer vi ud på et skråplan også retssikkerhedsmæssigt, siger hun.

Det samme gælder for andre fortrolige og interne oplysninger.

Borgerne har også chatGPT

Alle fire kursusdeltagere er helt med på, at kunstig intelligens er kommet for at blive, så de ønsker alle at lære og forstå mere om den nye teknologi. Også fordi de allerede møder den i interaktionen med borgerne.

- Vores borgere har jo også chat, og de går ind og prompter på regler og paragraffer, inden de kommer hos os. Og det er ikke altid at svarene holder stik. Så vi skal være klar til at møde dem og deres forventninger, som kan bygge på fejlinformation, siger Pia Piper.

Og det kræver kompetenceudvikling og viden blandt medarbejderne, lyder det fra Murat Erdogan.

- Det er vores pligt som sagsbehandlere at kunne guide den rigtige vej og kunne fortælle borgerne, at det ikke altid er rigtigt, det de har fået at vide af en AI. Det skal vi være rustet til, siger han.

Sikkerhedstruslen er reel

På kurset blev deltagerne også undervist i informations- og cybersikkerhed. Et område, som kommer mere og mere i fokus i kommunerne på grund af den stigende trussel mod infrastruktur og svindelnumre fra hackere.

Samtidigt står kommunerne over for at gennemføre NIS2-loven om cybersikkerhed, som træder i kraft 1. juli.

Det pres kræver ny viden blandt ledere og medarbejdere for at kunne sikre et højt sikkerhedsniveau og overholdelse af krav og lovgivning på området.

- Det er et vigtigt område. Jeg håndterer hver dag borgerens personlige oplysninger, så jeg har et kæmpeansvar for at passe godt på deres oplysninger. Derfor giver det god mening med flerfaktor autentifikation, GDPR-opdateret software og bare at være bevidst hver dag, siger Charlotte Wolff Nielsen.

Murat Erdogan er også blevet bekræftet i, at han som myndighedsperson har et stort ansvar i forhold til sikkerhed.

- Jeg tænker, at det er vigtigere end nogensinde før, nu hvor hackere er blevet dygtigere og dygtigere, at vi er vågne hele tiden og har et kritisk øje med i alt for ikke at blive snydt, siger han.

Nysgerrig på mere

Introkurset i AI og informations- og cybersikkerhed er tænkt som en appetitvækker, der skal få kursusdeltagerne til at overveje at opkvalificere sig yderligere ved at tage akademi- eller diplommoduler i AI eller informations- og cybersikkerhed.

Moduler, der bliver støttet med 80 procent af Den Kommunale Kompetencefond.

- Det her har helt klart vakt min interesse for området. Så jeg vil da overveje, om jeg skal gå videre med det, siger Murat Erdogan. 

De tre andre er også positivt indstillet overfor at uddanne sig yderligere inden for de to områder.

Læs mere om introkurset og mulighederne for at tage akademi- og diplommoduler med tilskud fra Den Kommunale Kompetencefond.

Definition af AI og kunstig intelligens

Kunstig intelligens, på engelsk Artificial intelligence (AI), er systemer baseret på algoritmer, der ved at analysere og finde mønstre i data kan identificere løsninger eller generere svar på forespørgsler. Teknologien kan tilpasse sin adfærd ved at observere, hvordan omgivelserne påvirkes af de løsninger og svar, den tidligere har produceret.

Kilde: Digitaliseringsstyrelsen

Cybersikkerhed og cyberangreb

Cybersikkerhed dækker over it-sikkerhed for netværksforbundne it-systemer. Netværket kan være isoleret eller forbundet til andre netværk som for eksempel internettet.

Cyberangreb er hændelser, hvor en aktør forsøger at forstyrre eller få uautoriseret adgang til data, systemer, digitale netværk eller digitale tjenester.

Kilde: Center for Cybersikkerhed

Fakta om EU's NIS2-direktiv

NIS2 står for Netværk- og Informationssikkerhedsdirektivet.

Direktivet implementeres via national lovgivning.

Baggrunden for direktivet er at styrke EU's digitale robusthed og cyberforsvar af samfundskritiske sektorer. Kommunerne står ikke nævnt eksplicit, men kommunale områder nævnes, og kommunerne forudser, at et samlet og nationalt løft af cybersikkerhed bør omfatte kommunerne.

I NIS2 er det et krav at ledelse og medarbejdere kompetenceudvikles for at kunne styrke cybersikkerheden.

Læs mere i de vejledninger, der løbende offentliggøres.