Kunstig intelligens i kommunerne

Anbefalinger til kompetenceudvikling i AI

Ny e-bog kommer med anbefalinger til, hvad der er vigtigt at have for øje, når der planlægges kompetenceudvikling i AI i kommunerne.

Af Bettine Romme Andersen 03/09/2024
Fremfærd

Generativ AI er allerede en del af mange af vores hverdags-devices, platforme og programmer - både privat og i arbejdet.

Men hvad kan AI helt specifikt bruges til i kommunerne? Og hvordan sikrer vi, at ledere og administrative medarbejdere er klædt godt på til at arbejde med kunstig intelligens?

Det kommer en ny analyse (udgivet som e-bog) fra KL og HK Kommunal i regi af Fremfærd Borger med mange relevante bud på.

Meningsfuld kompetenceudvikling

Analysen viser blandt andet, at administrative medarbejderes forforståelse af AI er forskellig, og det kalder på "tilpassede kompetenceforløb" med plads til både de begejstrede og de kritiske.

Derfor anbefales det også, at kompetenceløft i forhold til AI skal være differentieret og målrettet målgruppens kerneopgaver, og hvad kunstig intelligens kan betyde for deres arbejde.

Og det er en vigtig læring i projektet, fortæller projektleder Søren Bregenov-Beyer fra KL.

- Medarbejderne vil på kompetenceforløb som hænger sammen med hverdagen, og så foretrækker de at lære sammen med kollegaer, der sidder med samme type af opgaver, fx byggesagsbehandling, siger han.

Det anbefales også, at kompetenceudvikling med fordel kan ske med inddragelse af hele afdelingen/arbejdspladsen – så det er noget, man lærer sammen.

Ledelse skal sætte retning for AI

En anden hovedpointe er, at kompetenceindsatsen rent faktisk skal hjælpe den administrative medarbejder med at frigive tid og øge kvaliteten.

Og her spiller ledelsen en central og vigtig rolle.

Lederne skal derfor sætte retningen for arbejdet med kunstig intelligens og kommunikere behovet for kompetenceudvikling, lyder det fra den anden projektleder, Lisbeth Eriksen Storm, der er udviklingskonsulent i HK Kommunal.

- Hvis lederen ved, hvor man skal hen, hvad formålet er, og hvad man skal bruge AI til, så kan medarbejderne godt se sig i det. Så ledelse er meget vigtigt, siger hun.

E-bogen beskriver også en række ledelsesdilemmaer, som kan opstå, og anbefalinger til, hvordan lederne kan agere. Anbefalingerne retter sig særligt mod de administrative medarbejderes nærmeste leder.

Projektets design og analysegrundlag

Konklusionerne og analyserne i rapporten hviler på følgende grundlag:

  • En survey med 757 respondenter fra administrative funktioner på tværs af socialområdet, borgerservice, teknik & miljø samt en række stabsfunktioner, repræsenteret af 7 kommuner.
  • 6 workshops for medarbejdere og 1 for ledere, med i alt 75 medarbejdere og 11 ledere fra i alt 23 kommuner.
  • Desktop research: 20 artikler og undersøgelser med fokus på kunstig intelligens, den offentlige sektor og kompetenceudvikling.
  • Ekspertinterviews: 10 ekspertinterviews med forskere, praktikere og leverandører.
  • 20 medarbejdere og ledere fra 13 kommuner i en referencegruppe, der løbende har givet feedback på analysearbejde og anbefalinger.

Hvilke opgaver skal AI hjælpe med?

Der dykkes desuden ned i, hvilke opgaver som AI med fordel kan hjælpe de administrative medarbejdere med.

Og her peges særligt på to overordnede opgavetyper: Den første er kommunikation, oplysning og vejledning og den andet er sagsbehandling, ansøgninger og tilladelser, fordi de administrative medarbejdere bruger markant mere tid i deres daglige arbejde på disse opgaver end på andre opgaver.

E-bogen oplister desuden hele 63 brugsscenarier for AI, som enten er taget i brug i kommunerne, er på tegnebrættet eller er en mulighed i fremtiden.

- Brugsscenarierne er et rigtig godt og konkret værktøj, der kan være med til at synliggøre AI's mange muligheder for medarbejdere og ledere og give dem en fornemmelse af, hvordan AI kan hjælpe dem i deres opgaveløsning, lyder det fra begge projektledere.

Eksempler på brugsscenarier
  • AI kan assistere med at oversætte komplekse lovtekster til et sprog, som borgeren forstår, hvilket gør lovgivningen mere tilgængelig for alle borgere.
  • AI kan tilbyde hurtige opsummeringer af lange rapporter, udtrække centrale pointer og relevante informationer, så medarbejderen hurtigt kan få et overblik uden at skulle læse hele teksten.
  • AI kan anvendes til at analysere CV’er og jobbeskrivelser for at matche jobansøgere med de mest relevante jobmuligheder, baseret på deres kvalifikationer og erfaring.
  • AI kan bruges til at generere afgørelsesbreve, referater, og andre administrative dokumenter, hvilket sikrer konsistens og sparer tid.

Anbefalinger og brugsscenarier skal inspirere

Anbefalingerne og brugsscenarierne skal gerne ud at inspirere ledere og medarbejdere.

- Vi forstiller os, at e-bogen med dens kortlægning af konkrete anvendelsesmuligheder for AI kan give kommunerne ideer til, hvordan man igangsætter dialoger om AI i opgaveløsningen, og hvordan man kan gribe kompetenceudvikling af medarbejdere an, siger projektlederne fra KL og HK Kommunal.

Parternes fokus på AI stopper ikke med rapporten her. KL og HK Kommunal har i OK24 aftalt at opstarte et fælles projekt om netop AI for administrative medarbejdere, som bygger videre på erfaringerne fra e-bogen.

Projektet vil tilbyde gratis introduktionskurser, der er tilpasset til den enkelte kommunes behov, samt moduler på akademi- og diplomniveau, hvortil der kan søges midler hos Kompetencefonden.

Dette projekt vil der komme mere information om på Viden på Tværs.

E-bog: "Kunstig intelligens - mellem hallucinationer og hverdagspraksis"

Analyse af kompetencebehov for administrative medarbejdere i kommunerne i forbindelse med brugen af AI i opgaveløsningen.

 

"Kunstig intelligens og medarbejderkompetencer"

Projektet er et vidensprojekt, der kortlægger, hvor AI med fordel kan bruges af de administrative medarbejdere i kommunerne, og hvilke kompetencer medarbejdere har brug for.

Projektet kommer også med anbefalinger til, hvilke byggeklodser uddannelsesforløb i AI skal indeholde.

Det er HK Kommunal og KL i regi af Fremfærd Borger, der har projektledelsen, og rådgivningsvirksomheden LEAD, der står bag e-bogen.

Definition af AI og kunstig intelligens

Kunstig intelligens, på engelsk Artificial intelligence (AI), bliver beskrevet som, når en maskine, computer, robot eller lignende kan simulere menneskelig adfærd og tænkning.