Trafiklys

Trafiklys er et risikovurderingsværktøj med to hovedelementer: En beskrivelse af borgerens objektive adfærd samt anvisninger i, hvad medarbejderne kan gøre for at deeskalere.

Af Metoder Mod Vold 20/03/2018

Trafiklys er et enkelt risikovurderingsværktøj, der opdeler og beskriver borgerens adfærd i 3 farver - og tilsvarende lister personalets handlemuligheder for at støtte og hjælpe borgeren, når borgeren har det henholdsvis godt, svært, og når borgeren ikke længere kan samarbejde.

Omdrejningspunktet i trafiklyset er en grundig beskrivelse af, hvordan borgeren fremstår i de tre tilstande. Her noteres borgerens typiske adfærd - altså sprogbrug, stemmeføring, kropssprog og handlinger således, at medarbejderne kan identificere, om borgeren er i balance, har det svært eller udviser decideret risikoadfærd.

Tilsvarende er der for hver borger listet mulige pædagogiske tiltag, som kan virke deeskalerende for netop den borger. Dette skal bidrage til at beskytte både borgeren selv, andre borgere samt personalet og hjælpe borgeren med at komme tilbage i balance.

Trafiklys i praksis - risikoadfærd eller ej?

Botilbuddet Kingstrup under Region Syddanmark har arbejdet med Trafiklys siden 2014

Botilbuddet Kingstrup har 16 pladser og er et højt specialiseret tilbud til borgere over 18 år, der har pådraget sig en ikke-fremadskridende hjerneskade som ung eller voksen.

Tilbuddet omfatter længerevarende botilbud § 108 eller midlertidigt botilbud §107. Borgerne på Kingstrup kan have tab af sociale færdigheder, nedsat initiativ og evne til at handle selvstændigt. De kan også have problemer med hukommelse og konsekvensberegning og med at kontrollere impulser og affekt.

Kingstrups personale er uddannet i neuropædagogik, som er den gennemgående metode på tilbuddet. I 2014 implementerede man risikovurderingsværktøjet Trafiklyset.

Fra at hver medarbejder havde sine metoder til at håndtere kritiske situationer, fik vi skabt nogle rammer omkring det. Vi fik en ensartet tilgang og det blev tydeligt for enhver, hvad der gør, at vi skalerer den enkelte borger i enten grøn, gul eller rød

Socialpædagog og tillidsrepræsentant Lars Dybbro

I dag risikovurderes alle borgere på Kingstrup systematisk med Trafiklyset. Trafiklyset er en del af fagligheden og af det pædagogiske arbejde. Risikovurderingen foretages ikke alene for medarbejdernes sikkerhed, den foretages for at understøtte og skabe bedst mulig trivsel, tryghed og sikkerhed for borgerne, så de mestrer deres hverdag bedst muligt med de evner og potentialer de har.

På Kingstrup arbejdes der efter rehabiliterende principper, kerneopgaven består i, at borgerne oplever et så selvstændigt og meningsfuldt liv som muligt og i at fastholde deres funktionsniveau længst muligt.

Hverdagen er lagt i faste, genkendelige rammer med udgangspunkt i den enkeltes ønsker og behov, for at skabe tryghed og ro hos den enkelte borger.

Trafiklys - sådan gjorde vi på Kingstrup

Faglig leder på Kingstrup, Nethe Junkerby Larsen, fortæller her om erfaringerne ved at implementere risikovurderingsværktøjet Trafiklyset og giver gode råd.

VIDEO 1: Skal trafiklys bruges på alle borgere?

På Kingstrup har man valgt, at alle borgere, der flytter ind på botilbuddet får udarbejdet en risikoprofil og bliver vurderet ved hjælp af Trafiklys.

Alle medarbejderne blev samlet til et fællesmøde, og derefter blev trafiklys sat på dagsordenen i alle teams.

Man kan godt sende medarbejdere drypvis på kursus, men man risikerer at miste værdien i at få et fælles sprog.

Det er oplagt at sætte TRIO i spil og udnytte medlemmernes roller og kompetencer i implementeringen.

Man skal ikke blive desperat, hvis der går en rum tid, før metoden kommer under huden på medarbejderne og man for alvor begynder at mærke effekterne.

Det er en stor ledelsesopgave at indføre en nye metode. Selv om man tror, at metoden nu er indarbejdet, kan systematikken nemt skride.

Kom godt i gang med Trafiklys

Kunne Trafiklys være noget for jeres arbejdsplads? Her får I en række refleksionsspørgsmål til en diskussion om metoden.

Risikovurderingsværktøjet er uhyre enkelt, Trafiklys beskriver borgerens signaler; sprogbrug, stemmeføring, kropssprog og opdeler adfærden i enten grøn, gul eller rød.

Refleksionsspørgsmål til Trafiklys
  • Hvilke fordele/ulemper er der ved denne enkle farveopdeling af borgerens adfærd?
  • Redskabet beskriver også personalets handlemuligheder i rød, gul, grøn. Hvilke fordele/ulemper er der ved det?
  • Er der udviklingsmuligheder for borgeren i brugen af Trafiklysmodellen? Diskuter udviklingsmuligheder for såvel borgere som medarbejdere.
  • Er redskabet borgerinddragende - eller fastholder den borgeren i status quo?
  • Metoden fordrer et fælles sprog i medarbejdergruppen / teamet omkring borgerens reaktioner og tilsvarende for personalets handlemuligheder. Hvordan opnås det fælles sprog i praksis, og hvad kræver det af den enkelte medarbejder - og af ledelsen?
Flere metoder til håndtering af vold
Nyttige links - Trafiklys

Metoder mod vold