- Vi er blevet bedre til at undre os. Dét med at undre sig har en smittende effekt. Når der er én, der undrer sig, er der pludselig to, og så er der seks, der undrer sig over, hvad de andre gør og spørger ind til deres arbejdsgange og rutiner.

Sådan siger Line Lysted, tillidsrepræsentant på plejecenter Solbakken om den kulturændring, der er godt i gang på plejecenteret i Ikast-Brande Kommune. Her har man taget kampen op mod gamle vaner og rutiner - og det i en sådan grad, at man har bedt SPARK om hjælp.

- Hvis vi bliver mere rummelige i forhold til hinanden som personale, vil det have en direkte afsmittende effekt i forhold til beboerne, siger Karen Pihl, der er leder for Solbakken.

Baggrunden for SPARK-forløbet

Plejecenteret har gennem et par år arbejdet med at øge fagligheden og samarbejdet. Ledere og medarbejdere har i fællesskab udviklet en række handleanvisninger eller leveregler, der handler om, hvordan man opfører sig, når man arbejder på Solbakken.

 'Vi undrer os, når en kollega siger eller gør noget, vi ikke forstår', og 'vi forklarer, hvorfor vi gør, som vi gør,' hedder det bl.a. i handleanvisningerne, der hænger som plakater rundt om på Solbakken. Alligevel er det som om, at værdierne ikke lever alle steder.

For at få endnu mere kul på forandringsprocessen kontaktede arbejdspladsen SPARK, der gennem tre møder over et halvt år har arbejdet med TRIO – bestående af leder, tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant. Det har allerede givet resultat.

- Der er langt flere, der bruger handleanvisningerne nu end tidligere, siger leder Karen Pihl.

Tidslinje giver overblik over bump på vejen

Men tilbage til SPARK-forløbet. For hvordan understøtter man en kultur, hvor man undrer sig i stedet for at pege fingre, hvor man taler til hinanden i en god tone og har respekt for og en fælles forståelse af hinandens fagligheder?

Første stop er at blive enige om den fælles historik. For at skabe en forståelse af, hvor organisationen er lige nu og hvilke bump, der har været på vejen, tegnede SPARK-konsulent Mille Trøst Simonsen en tidslinje på et stort stykke papir. 

- Denne øvelse går ud på at skrive op, hvilke betydningsfulde begivenheder, der har været undervejs, og hvorfor de er betydningsfulde for den enkelte. Vi udforsker perspektiverne. De fleste steder giver øvelsen den respons, at folk får et overblik over deres situation. De siger: ’Nu kan vi godt forstå, at vi synes, det er svært’, siger SPARK-konsulent Mille Trøst Simonsen.

Dernæst udforskes det, hvilke initiativer arbejdspladsen/leder/TRIO har iværksat for at imødegå de forskellige udfordringer. 

- De bliver herved i stand til at finde et fælles fodfæste og formulere deres ønske for forandring, og hvad vi skal arbejde henimod, siger SPARK-konsulenten. (Se manual og planche til tidslinjeproces i faktaboksen til højre)

Fagprofiler og tydelighed på opgaver

På andet møde arbejdede TRIO med en øvelse, der omhandler samarbejde om kerneopgaven (side 20-21). Her gennemgik TRIO en typisk arbejdsdag på plejecentret, og det blev tydeligt, hvad assistenter, hjælpere, sygeplejersker og andre faggrupper hver især bidrager med.

- Det kan mindske snakken i krogene, at man får en forståelse for, hvad de andre laver og ikke bliver fanget i følelsen af: 'Nu er hun igen væk. Det er også kun mig, der løber hurtigt', siger Karen Pihl og understreger, at øvelsen synliggjorde behovet for at arbejde med fagprofiler bl.a. i forbindelse med MUS.

Tillidsrepræsentant Line Lysted husker tydeligt, hvor vigtigt det var at få sat ord på det, man laver, så kollegaen ikke oplever, at man bare forsvinder ud i vaskerummet.

- Medicindosering og vasketøj. Der kan være mange ting, hvor det ikke er tydeligt for de andre, hvad man laver, fordi man ikke har sat navn på og klart har sagt: 'Nu går jeg fra for at lave det og det', siger hun.  

Samarbejde var også et fokuspunkt. Undervejs i øvelsen bad SPARK-konsulent Mille Trøst Simonsen de tre TRIO-medlemmer om at sætte smileys på samarbejdet – to glade smileys, der hvor samarbejdet fungerer og to sure smileys, der hvor samarbejdet bøvler.

- Så talte vi ud fra det. Hvad er der på spil? Kan man tage noget af det, der fungerer godt og føre det over på det, der er svært? Jeg oplevede, at øvelsen gjorde det meget tydeligt for TRIO, hvad de forskellige faggrupper bidrager med, siger Mille Trøst Simonsen.

Aftenvagter undrer sig

Undervejs har TRIO inddraget kollegerne. Det skete bl.a. på morgenmøderne, der nu er langt mere strukturerede end tidligere.

- Her bliver der nu sat faste personer på, så det er tydeligt, hvilke opgaver man hver især skal løse, siger Line Lysted.

Over tid har Solbakken udviklet en tavle inddelt i dagvagter, aftenvagter og afdelinger. Tavlen giver overblik over opgaver og tydeliggør med magneter, hvem der gør hvad, hvornår. Tavlen blev indført før SPARK-forløbet, men er først nu kommet rigtig til sin ret.

I stedet for, at snakken bliver personlig, står alle nu og kigger på en fælles tavle: Vi skal have løst disse opgaver: Hvem løser hvad og hvorfor er det den, der løser den? Det gør snakken nemmere, når der er nogle konkrete opgaver på en tavle, man skal forholde sig til.

I det hele taget har SPARK været netop den saltvandsindsprøjtning, der skulle til for at få værdier og allerede vedtagne handleanvisninger implementeret i hele organisationen.  

- Vores værdier er blevet mere synlige, og vi hjælper hinanden med at være opmærksomme på dem. Vi er flere, der er begyndt at sige: 'Jeg undrer mig over, at .......'. Også blandt aftenvagterne er man begyndt at undre sig. De mødes hver dag klokken 15.30. Her er det blevet en smittende faktor at spørge ind til arbejdsgange og rutiner, så man lærer af hinanden, fortæller Line Lysted.

Hvem har brug for hjælp?

Det handler grundlæggende om respekt – for forskelligheder og fagligheder - og om rummelighed, også i forhold til beboerne, understreger leder Karen Pihl.

- Som organisation er det vigtigt, at alle stopper op og kigger hinanden i øjnene: Hvor er vi henne nu? Hvad har vi brug for? Her har SPARK været guld værd. Der skal være tid til refleksion. Det nytter ikke noget at sige: ”Vi har et problem. BUM. Hvordan kommer vi fra A til B? Vi skal have en færdig løsning”. Her er der plads til alle de cirkulære ting, og at det er en proces, siger hun.

Stine Buhl er ny arbejdsmiljørepræsentant og har ikke været med i SPARK-forløbet. Alligevel kan hun høre på morgenmøderne, at der er sket ét eller andet.

- Man italesætter opgaverne på en anden måde, og folk har fået en bedre forståelse for, hvad de andre laver. Man er også blevet bedre til at spørge hinanden: ’Er der nogen, der har brug for hjælp?’, siger hun.