Katrine Jaqueline Johnston, ergoterapeut

Det tværfaglige koordineringsmøde giver mig oplysninger, som jeg ellers ikke ville få. De social- og sundhedshjælperne, der er med på mødet, kommer ude hos borgerne hver dag. De har øjne at se med, som jeg ikke har. Desuden giver det en anden helhed i indsatsen, at vi sidder mange faggrupper sammen og taler om den samme borger. Alle kender deres rolle, og min rolle som ergoterapeut er at komme på banen, når jeg synes, der er noget terapeutisk relevant. Generelt fungerer møderne godt, og jeg oplever, at folk respekterer de regler og mødedogmer, der er.

Gitte Iversen, daglig leder

Modellen har lært os at lytte til hinanden og være velforberedte, sådan at man ikke bringer noget op omkring en borger uden på forhånd at have orienteret sig i vores dokumentationssystem. Der er klare roller, og den gule talebold gør, at man retter fokus mod den, der har bolden. Det giver større nærvær. Navneskiltene betyder, at man ikke falder ned på ens sædvanlige plads, og det gør noget ved folk. Vi spiser ikke under mødet, og vi er meget skarpe på, at man ikke kommer og går under mødet. Der er en fast dagsorden, og det betyder, at vi kan nå mange borgere. Modellen er rigtig god, men den er også tidskrævende, og det er let af aflære de gode vaner. Lige så snart, man giver slip, smuldrer det, og folk tager madpakkerne frem.

Chanette Dupont, social- og sundhedshjælper

Som fagpersoner er vi alle blevet skarpere på, hvad vores opgave er. Som social- og sundhedshjælper kender vi borgerne godt, og det er ofte os, der ser problemerne først, og så er det bare at komme videre med den viden. Møderne gør, at vi lynhurtigt kan tage affære, hvis der opstår problemer, og jeg synes ikke, at det har været svært at komme på banen. Vi styrker hinanden fagligt, og den faste struktur gør, at vi er meget fokuserede på borgerne og kan komme længere omkring hver enkelt borger, end vi gjorde før.

Dorthe Nørgaard, sygeplejerske

Som sygeplejerske er der rigtig mange borgere, jeg slet ikke kommer hos. Derfor er min rolle på mødet at stille spørgsmål og forsøge at afdække, hvornår en opgave ligger uden for andre faggruppers kompetencer, og hvornår jeg skal på banen. De enkelte faggrupper har skulle arbejde sig ind på hinanden, og vi har skulle lære, at man skal tale ud fra fakta og faglighed og ikke ud fra synsninger, altså hvad man synes. Det har givet et stort løft til alle fagligheder. Jeg er blevet meget klogere på f.eks. social- og sundhedshjælpernes faglighed og har fået større respekt for, hvad de egentlig ved om de enkelte borgere. Samtidig betyder møderne, at vi kan klare problemer nu og her, hvor det tidligere krævede en lang skriftlig korrespondance.

Trine Keis, social- og sundhedsassistent

Den stramme mødestruktur gør, at vi altid har fokus på borgeren. Før var møderne meget rodede. Man talte i munden på hinanden. I dag er er vi forberedte, og vi ved alle, hvilke borgere der skal snakkes om. Det betyder, at vi alle har reflekteret over, hvad der er væsentligt at tage op. Det betyder også, at vi kan nå mange flere borgere. Da vi hørte, at man skulle kunne nå otte til ti borgere på en time, tænkte vi: Det kan overhovedet ikke lade sig gøre. Det kunne det heller ikke i starten, men gennem træning har vi lært at holde fokus. Møderne har gjort os skarpe på hinandens spidskompetencer, og det har været fedt at se, hvordan mange af vores social- og sundhedshjælpere er blomstret op. 

Hans-Peter W. Jørgensen, social- og sundhedshjælper

Jeg er meget overrasket over, hvor meget man respekterer hinandens meninger på tværs af faggrupper. Kommer man med et godt argument eller ny viden, bliver man hørt og taget alvorligt uanset hvilken faggruppe, man tilhører. Man lærer virkelig at lytte og respektere de andres taletid, for man kan nemt tale i munden på hinanden, når man bliver ivrig og har meget på hjerte. Den gule talebold giver ro. Når man har bolden, ved man, at der ikke er andre, der bryder ind, og at man kan koncentrere sig om det, man vil sige. Det har været en stor øjenåbner at opleve, hvordan andre faggrupper ser på tingene, for når man går i sin egen lille verden og føler, at man har 100 procent tjek på tingene, overser man mange vinkler.

Lone Bløcher, koordinator

Rollen som mødeleder har givet mig flere værktøjer, som jeg kan bruge i mit arbejde som koordinator. Jeg har været ansat her i 32 år, og træningen som mødeleder har givet mig det sidste pift i forhold til at kunne og turde. Jeg er blevet moden til at stå op i en større forsamling og dirigere mødet og sørge for, at folk følger talerækken. Det betyder meget for et godt møde, at mødelederen formår at holde tråden i mødet, så man undgår, at der bliver snakket rundt omkring. Jeg vil klart anbefale denne model til andre kommuner. Medarbejderne er vokset med opgaven, og for borgenes vedkommende har de virkelig draget nytte af det.

Foto: Thomas Søndergaard