Frederikke Jakobcen

Fremtidens medarbejder: Ældreplejen skal have nyt image

- Vi skal se de unge i øjnene og fortælle dem, hvorfor vi er hverdagens helte, siger 23-årige Frederikke, der er med på elevrejsehold.

Af Irene Aya Schou 19/01/2023
Fremfærd

Hun er 23 år. Hun læser til social- og sundhedsassistent i Middelfart, bor i Fredericia og deltager i Middelfarts Kommunes rekrutteringsindsats, hvor hun er med i et såkaldt elevrejsehold.

Og så har hun holdninger. Markante holdninger til et fag, der ikke nyder den respekt, hun synes, det fortjener.

- Vi er hverdagens helte. Det var det, jeg sagde i Vejle, da vi snakkede om at lave et elevrejsehold. Vi skal have nogle til at fortælle om, hvorfor vi er hverdagens helte. Hvordan vi giver omsorg til en gruppe, der ofte ikke bliver set og hørt.

16.000 sosu'er vil mangle om syv år

Frederikke Jakobsen deltog for nyligt i et todages innovationsværksted i Vejle sammen med 40 ledere, medarbejdere, konsulenter og folk fra faglige organisationer fra tre kommuner.

De var samlet for at diskutere, hvordan man løser fremtidens udfordringer med mangel på arbejdskraft, hvor der forventet vil mangle knap 16.000 social- og sundhedsassistenter og -hjælpere i 2030. Det sker som led i Fremfærd-projektet "Rekrutteringsværksted".

Kommunerne havde hver fået til opgave at stille med et bredt team, også gerne elever, studerende, seniorer og andre af dem, det handler om. 

LÆS OGSÅ: Tre kommuner klar til at knække rekrutteringskurven

Eneste elev på innovationsværksted

Frederikke er vant til at være i større grupper, men hun er ikke vant til at være den yngste og den eneste, der repræsenterer den kommende generation af medarbejdere i ældreplejen.

- Jeg var overrasket over, at jeg var den eneste elev, der deltog, men jeg er stolt og glad over at være med. Jeg har sagt til alle mine klassekammerater, at hvis man får sådan et tilbud som elev, så skal man virkelig tage imod det, for du får så meget ud af det, siger hun.

Middelfart Kommune har efter Vejle-turen besluttet at sætte turbo på en række prøvehandlinger i ældreplejen. De handler om makkerskaber, mentorordninger, elevrejsehold og fleksible seniorordninger for bare at nævne nogle eksempler.

LÆS OGSÅ: Middelfart sætter turbo på prøvehandlinger i ældreplejen

Elevrejsehold skal arbejde ud af kommunen

Tanken med elevrejseholdet er, at Frederikke og andre unge, der enten er i gang med en uddannelse på en sosu-skole eller lige er blevet færdig med uddannelsen, skal arbejde 'ud af kommunen'. Det kan være at fortælle gode historier om faget på en efterskole eller en folkeskole. Det kan også være at tage ud på et plejehjem og fortælle medarbejdere om velfærdsteknologi, digitalisering mv.

Vi skal ud at have menneskekontakt. Ingen hører alligevel efter en kampagne. Det skal være menneske til menneske. Vi skal fortælle alt om jobbet – både det gode og det svære. Og vi skal se de unge i øjnene og fortælle dem om arbejdsopgaverne, og hvorfor de er vigtige, siger hun.

Stort omsorgshjerte

Frederikke Jakobsen var i tvivl om, hvad hun skulle vælge efter skolen. Hendes mor er social- og sundhedsassistent, hendes papfar er social- og sundhedshjælper, så hun havde lidt kendskab til faget.

- Jeg var meget i tvivl, men andre sagde til mig: 'Du er simpelthen så god til andre mennesker. Du har et stort omsorgshjerte. Sosu-faget vil være noget for dig'. Det havde jeg ikke selv tænkt, siger hun.

Hun elsker den menneskelige kontakt, men hun kan også lide at nørde ned i det mere boglige på studiet og få viden om sygdomme, symptomer, årsager og behandling.

- Som assistent skal du have meget viden om kroppens anatomi, og hvad medicin gør ved kroppen og hvilke bivirkninger, der er. Jeg kan godt lide det naturfaglige og at skulle observere, om borgeren fx har smerter eller ændrer tilstand, siger hun.

Tæt på at droppe ud af uddannelsen

Hun mener, at ældresektorens rekrutteringsproblemer i høj grad skyldes et dårligt image, og at folk ikke ved, hvad social-og sundhedsmedarbejdere laver.

- De tror, det hele handler om nedre hygiejne, så image er helt sikkert noget, vi skal arbejde med, siger Frederikke Jakobsen, der også vil have forbedret arbejdskulturen generelt i ældreplejen.

Det handler om at skabe en kultur, hvor man ikke bare gør, som man plejer, men hvor der er plads til fornyelse og input udefra. I sin første praktik på et plejehjem oplevede Frederikke, at det var en svær start, og hun var tæt på at droppe faget.

- Jeg syntes, at det var svært med alle de normer, rutiner og vaner, som var på stedet. Jeg ved godt, at jeg var der for at lære, men jeg følte mig lidt kørt over og var tæt på at droppe ud af uddannelsen, siger hun.  

LÆS OGSÅ: Find fremtidens medarbejder med personaer

Makkerskaber er fremtiden

I det hele taget skal der nye boller på suppen, hvis flere unge skal blive tiltrukket af ældreplejen, mener den 23-årige sosu-elev. Der skal bedre praktikvejledning og bedre onboarding-forløb. Også mentor- og makkerskaber skal der fokus på.

Mentorer skal uddannes til at tage godt imod nye elever, mens makkerskaber handler om at matche kolleger fx ung-til-ung eller ung-til-seniormedarbejder, så man gensidigt komplementerer hinanden. 

- Makkerskaber skal prøves af, men det kræver villighed på begge sider - at begge parter er indstillet på at lære noget af den anden, siger hun.

Praktikvejledere på fuld tid

Middelfart Kommune har for nylig lavet en ny uddannelsesmodel, hvor de har samlet al praktikvejledning til elever ind centralt og lavet et praktikvejlederteam bestående af fuldtidsansatte vejledere. Det betyder, at eleven har den samme vejleder, uanset hvilken praktik de er i.

Det er en kæmpe styrke, mener Frederikke Jakobsen.

- Jeg synes, det fungerer så godt. Jeg er virkelig glad for det. Du skal ikke hele tiden vænne dig til en ny vejleder. Jeg sagde til Rebild og Hvidovre Kommuner under innovationsværkstedet i Vejle: "Det skal I indføre".

På en god dag hjælper jeg alle

Når Frederikke kigger et par år frem, drømmer hun om et job i hjemmeplejen, i psykiatrien eller måske som sygeplejerske.

Hun vil have et job, hvor der er tid til kerneopgaven, til nærhed og omsorg for borgerne.

- Jeg har oplevet dage i hjemmeplejen, hvor jeg har haft rigtig travlt. Jeg vil gerne føle, at jeg gør en forskel for borgerne og hjælpe min kolleger. En god dag på jobbet er en dag, hvor jeg føler, at jeg har tid til at hjælpe og give omsorg.

Hendes råd er at tage de unge alvorligt:

- Der kan være mange årsager til, at arbejdskulturen ikke er god på alle arbejdspladser. Men det er synd at køre dem over, der skal føre faget videre.

Fakta om personalemangel:

Frem mod 2030 bliver der 150.000 ekstra ældre over 80 år, og mange af dem vil have brug for pleje.

Samtidig vil der i 2030 mangle knap 16.000 social- og sundhedsassistenter og -hjælpere, hvis man skal bevare det samme forhold mellem antallet af sosu'er og ældre som i dag. Det viser en analyse fra KL.

På landsplan har knap hver anden opslåede stilling som både sosu-hjælper, sosu-assistent og sygeplejerske været ubesat det seneste halvår frem til september 2022, viser de nyeste tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Samtidig viser en ny analyse fra FOA, at andelen af ufaglærte i ældreplejen er steget fra cirka 13 til cirka 25 procent de sidste fem år.

Rekrutteringsværksted

Rekruttering er den helt store udfordring på ældre- og sundhedsområdet. Kommuner melder om massive problemer med at besætte ledige stillinger i hjemmepleje og på plejecentre. Især manglen på social- og sundhedspersonale og sygeplejersker er stor. Men hvad skal man gøre ved det? 

Det spørgsmål skal tre kommuner forsøge at besvare nemlig Rebild, Hvidovre og Middelfart Kommune. De er med i "Rekrutteringsværkstedet", et projekt under Fremfærd Sundhed og Ældre, der skal gentænke hele området og finde nye, kreative løsninger.