For mig er det bedst at gå i en helt normal klasse med alle mulige venner. Ha' det godt. Komme hjem.  Det er dét! (…) det fylder ret meget for mig…

Sådan lyder det fra et anbragt barn, der undervises som ekstern elev på et børne- og ungehjem med intern skole.

Citatet kan læses i en ny rapport, som afdækker, hvordan samarbejde mellem fagprofessionelle på tværs af skole og børne- og ungehjem skaber muligheder for at støtte anbragte børnene til en god skolegang og trivsel i hverdagen.

Rapporten er et led i pilotprojektet "Anbragte børns skolegang", som er sat i værk i regi af Fremfærd Børn og unge og Fremfærd Borgere med Særlige behov.

Bag rapporten står forskerne Anja Marschall og Laila Lagermann, som har gennemført interviews og 12 dages feltarbejde med fire anbragte børn på to børne- og ungehjem og fulgt dem tæt i deres dagligdag i skolen og på anbringelsesstedet.

Med børnene i centrum har de lavet en række interviews med de fagprofessionelle, som omgiver de fire anbragte børn, herunder ledere og socialpædagoger på de to hjem samt skoleledere, lærere og en enkelt skolepædagog.

Begrænset adgang til skolens sociale liv

Rapportens 1. del sætter fokus på, hvad der har betydning for børnene i deres skolegang.

Her tegner det sociale liv i skolen med andre børn sig som en helt central udfordring for børnene i undersøgelsen. 

Mange anbragte børn har hyppige skoleskift med sig i bagagen og er derfor generelt udfordret i forhold til at etablere og bevare sociale relationer.

- Ved at deltage i sociale fællesskaber med andre børn giver vi anbragte børn mulighed for at blive til som andet og mere end anbragte. Det er afgørende for børnenes selvforståelse og sociale trivsel, lyder det fra de to forskere i rapporten, hvor de også peger på, at begrænset adgang til skolens sociale fællesskaber kan føre til følelser af ensomhed og marginalisering.

Drømmer om det normale

I forskernes undersøgelse viser udfordringer med at være en del af fællesskabet og få venner sig i særdeleshed for de børn, der er placeret i skoletilbud udenfor almenområdet. 

Som et helt centralt element står derfor dét, forskerne kalder børnenes ”normaliseringsbestræbelser”

- Tre af de fire børn, vi har fulgt, går i specialtilbud, og de spejder langt efter den almene eller normale skolegang og det bredere fællesskab med andre børn, som de er afskåret fra i det skoletilbud, de har, forklarer Anja Marschall, og Laila Lagermann tilføjer:

- Derfor bør anbragte børns behov for at indgå i sociale relationer i højere grad tænkes sammen med det faglige på tværs af skole og børne- og ungehjem, end det for flere af børnene er tilfældet nu.

En åben forbindelse mellem skole og Børne- og ungehjem

Rapportens 2. del har fokus på muligheder og barrierer for samarbejdet om anbragte børn.

Forskerne peger på, at det er helt afgørende, at informationer, som er relevante for det anbragte barns skolegang, kan udveksles hurtigt og effektivt i en åben forbindelse og tæt dialog mellem skole og børne- og ungehjem

Undersøgelsen viser imidlertid, at det ikke altid er nemt at ’finde’ hinanden og få adgang til hinanden i hverdagen, når det er behov for det.

På det ene af de to børne- og ungehjem i undersøgelsen er det lederen, der fungerer som en koordinerende tovholder for en kort kommunikationsvej mellem skole og anbringelsessted.

Det behøver dog ikke at være én person der har ansvaret for kommunikationen, understreger forskerne.

- Den tætte og fleksible dialog kan også sikres i form af tydelige aftaler om, hvem der gør hvad, så de fagprofessionelle samarbejder om den viden, de hver især har, og på tværs får afstemt, hvordan de bedst muligt får støttet op om barnets skolegang, når der er behov for det, siger Laila Lagermann.

Forventninger påvirker skolegang

I litteraturen om anbragte børn er forventninger til skolegang et kardinalpunkt, i forhold til hvor højt skolegangen prioriteres i det anbragte barns hverdag. Og også i  undersøgelsen viser de fagprofessionelles forventninger til barnets skolegang sig at være af afgørende betydning.

På det ene børne- og ungehjem er det en implicit del af pædagogikken, at barnet har brug for struktur i hverdagen, og det inkluderer også skolegang.

Derfor stiller børne- og ungehjemmet som krav til hjemkommunen, at der følger et skoletilbud med barnet, og barnet starter i skolen dagen efter indflytning.

- Det kan synes voldsomt og hårdt, men erfaringen her er, at barnet har lettere ved at falde til, hvis der en struktur, det kan læne sig op ad. Samtidig tilbydes børnene systematisk støtte til deres skoleliv, fx ved at børne- og ungehjemmet sikrer gode rammer for lektielæsning og en struktur i hverdagen, der understreger, at læsning, læring og skole er vigtigt, siger Anja Marschall.

Det individualiserede blik er en barriere

Det er ikke alle børne- og ungehjem, der har den samme systematik, når det kommer til det anbragte barns skolegang. I stedet hersker en pædagogiske forståelse af, at barnet skal trives, før man kan udsætte det for skolens faglige krav.

Dermed mødes børnene af lave forventninger til deres skolegang.  

- Det kan godt være en barriere for skolegang, hvis man har et meget individualiseret blik på barnet og forstår de problemer, der kobler sig til bestemte børn, som noget, der bor inde i børnene. Vi anbefaler derfor, at man kigger på barnet i relation til dets omverden og så prøver at justere på den omverden, så barnet rent faktisk kan komme i skole hurtigst muligt efter anbringelsen, understreger Laila Lagermann.

Afprøvning i praksis

Planen er nu at arbejde videre med anbefalingerne i en mulig fase 2 af projektet, hvor der konkret skal arbejdes med forbedringspotentialer i skolegangen for anbragte børn og unge på børne- og ungehjem.