- Når vi taler med de anbragte børn, kan vi se, at det sociale også for dem står som noget helt centralt for deres trivsel på tværs af skole og børne- og ungehjem, og kan vi give dem en ekstra hånd her, så kan vi hjælpe dem endnu bedre på vej.

Sådan lyder det fra børne- og skoleforskerne Anja Marschall og Laila Lagermann.

Som led i Fremfærdprojektet Anbragte børns skolegang har de fået til opgave at undersøge, hvordan man styrker samarbejdet mellem lærere, socialpædagoger, pædagoger og ledere, så anbragte børn og unge sikres en god skolegang og trivsel.

Feltarbejde og interviews

De to forskere har lavet feltarbejde og interviews med fire børn på to børne- og ungehjem og har samtidig talt med et udvalg af de professionelle, som omgiver børnene på både børne- og ungehjem og skole.

De har fulgt børnene i deres dagligdag på både hjem og i skole og er gået i dybden med hvert enkelt barn: Hvordan er dagen struktureret? Hvilke fagpersoner er til stede? Hvad laver man? Hvordan er overgangen fra hjem til skole, og hvordan forløber skoledagen? Hvad er det, de bøvler med? Og hvor aner de selv nogle muligheder?

Stiller sig i børnenes sko

- Det løber som en rød tråd i vores forskning, at vi altid har været optaget af at se problematikker fra et særligt ståsted – nemlig fra et perspektiv af levet børneliv. For når man stiller sig i børnenes sko, får man tit øje på noget, som er væsentligt, siger Anja Marschall.

For de to forskere er det vigtigt, at deres undersøgelse af samarbejdet om anbragte børns skolegang ikke sker hen over hovedet på børnene selv.

- Vi skal anerkende, at børnene er vidende eksperter på deres eget liv. Den amerikanske psykolog Ross Greene kalder det at se med barnet frem for at se på barnet. Dét er den etiske fordring, der må ligge som fundament for samarbejdet omkring anbragte børns skolegang, understreger Laila Lagermann.

En stræben mod det normale

De to forskere har endnu ikke sat det endelige punktum for deres undersøgelse, men de kan allerede nu pege på nogle gennemgående temaer med afsæt i børnenes perspektiver.

Et tema der går på tværs er det, forskerne kalder børnenes ”normaliseringsbestræbelser”.

Tre af de fire børn, de to forskere har fulgt, går i specialtilbud, og de står alle på tæer for at kigge mod det almene og vil rigtig gerne være en del af det normale.

- Og det handler for børnene bl.a. om, at man i det normale eller almene skoleregi har større adgang til sociale fællesskaber med andre ”almindelige” børn, fortæller Laila Lagermann.

Det sociale bør tænkes ind som noget særligt

Og netop det sociale aspekt træder frem som centralt i Laila Lagermanns og Anja Marschalls empiri.

I andre undersøgelser og rapporter om anbragte børns skolegang er der ifølge de to forskere fokus på det sociale OG det faglige som en maggiterning, der hænger sammen som to sider af samme mønt.

- Vi ser her en tendens til, at man er mere optaget af det faglige og i forlængelse heraf nævner det sociale, forklarer Anja Marchall og fortsætter:

- På baggrund af vores feltarbejde og interviews kan vi se, at det sociale skal tænkes ind som en helt særlig del af dét at gå i skole: Har børnene adgang til venner, og hvad er det for venner, de har adgang til? Det har nemlig stor betydning for, hvad der kan ske i skolerummet. For de fleste børn er det en god oplevelse at være i skole, når man har en kammerat ved sin side - også når man er i en læringssituation.

Bagud på forventninger

Mange anbragte børn har flere skoleskift bag sig er tit hægtet af, når det gælder det sociale samspil med andre børn i skolen, og hvis de samtidig er henvist til specialtilbud, er mulighederne for at indgå i sociale fællesskaber med jævnaldrende desto mere begrænset.

Derfor kan det ifølge Laila Lagermann og Anja Marschall gøre en forskel for barnets trivsel i skolen at afsøge muligheder for, hvordan barnet kan være koblet på en almenklasse i en eller anden udstrækning, fx i idræt.

- For nogle fagprofessionelle omkring det anbragte barn kan der være tale om, at de møder barnet med lave eller slet ingen forventninger til barnets skolegang. Desværre fungerer forventninger som selvopfyldende profetier, så det kan komme til at virke kontraproduktivt, når det handler om at sikre børnene en god skolegang, hvor de trives og lykkes, siger Laila Lagermann.

Insisterende og støttende rammer for skolegang

Det er i det hele taget afgørende, at både skole og børne- og ungehjem møder barnet med positive forventninger til deres skolegang - og det uanset om barnet går i almenklasse eller et specialtilbud.

Selvom forsker-duoen fremhæver, at det sociale skal tænkes ind som noget særligt i forhold til barnets skolegang, underkender de ikke betydningen af det faglige.

- En afgangseksamen fra folkeskolen er et helt nødvendigt kort at have på hånden. Det kræver, at de voksne omkring barnet understøtter og sætter rammer for barnets skolegang: "Vi hjælper dig med det, der er svært, og samtidig insisterer vi på og har høje forventninger til, at det er den vej, du skal," siger Anja Marschall og Laila Lagermann.