8 cases: Sådan kan man arbejde med køn i børnehaven
Få indblik i de udfordringer og dilemmaer, som viser sig i den pædagogiske praksis i forbindelse med spørgsmål om køn i børnehaver.
Vi er i børnehaven Tjulahop. En lille gruppe børn har ikke rigtig fået gang i en leg.
Pædagogen Dorte spørger, om de kunne tænke sig at tegne. Det vil de gerne. De sætter sig ved bordet, hvor der ligger nogle kopiark i en plastiklomme.
- Ad, siger Frederik, da han opdager, at motivet er prinsesser.
Anton gentager ”ad”.
Frederik fortsætter: ”Hun er grim”.
Han forsøger at få prinsessemotivet ud af plastiklommen med en blyant, så han undgår at røre ved det.
Frederik tager papiret og krøller det sammen, mens Anton er i gang med at rive en anden prinsessekopi midtover.
Pædagogen Dorte skynder sig tilbage og spørger: ”Hvorfor ødelægger I dem?”
- Fordi vi hader prinsesser, siger de i munden på hinanden.
- Nå nå, siger Dorte og spørger, hvad de så vil have.
- Jeg vil have en ulv, siger Sebastian.
- Den er også sej, siger Dorte.
- Og jeg vil have én, der skyder, lyder det fra en anden dreng.
Forskningsprojekt ser på køn
Køn som tema fylder mere og mere, både i samfundet og i det pædagogiske arbejde i dagtilbud, som eksemplet ovenfor viser.
Men hvordan kommer køn til udtryk i den pædagogiske praksis? Og hvilke udfordringer, diskussioner og erkendelser viser sig i forbindelse med spørgsmål om køn i børnehaven?
De spørgsmål er forsøgt besvaret i forskningsprojektet "Køn i børnehaven" - et projekt, hvor fem forskere/undervisere fra Københavns Professionshøjskole er gået på opdagelse i praksis.
Målet er ikke at gøre børns liv kønsneutralt
Forskerne har observeret og interviewet pædagoger og børn i fire børnehaver og har stillet spørgsmålet: Hvordan kommer forståelsen af køn til udtryk i børnehavens indretning og materialer, i samspillet mellem børn og voksne, og i børns indbyrdes lege og relationer?
Forskning viser, at professionelles kategoriseringer af børn på baggrund af bl.a. køn nemt kan føre til uhensigtsmæssig forskelsbehandling og ulige deltagelsesmuligheder. Forskning viser dog også, at pædagoger gennem en refleksiv tilgang til køn kan være med til at udvide børns deltagelses- og udfoldelsesmuligheder.
- Med rapporten håber vi, at daginstitutionspædagoger, konsulenter, pædagogstuderende, pædagogundervisere, forskere og andre interessenter på daginstitutionsområdet får lyst til at gå på opdagelse efter kønsforståelser og deres betydninger i børns hverdagsliv. Ikke for at gøre børns liv kønsneutralt og heller ikke for at gøre alle børn ens, men for at skabe muligheder for, at børn kan gøre køn på mangfoldige måder, der ikke fastlåser dem i stereotype forståelser af, hvad de kan, og hvem de er, udelukkende på baggrund af deres køn, skriver forskerne i forordet til rapporten, der netop er udkommet.
Arbejdsspørgsmål understøtter cases
Forskningsprojektet "Køn i børnehaven" er mundet ud i et casemateriale bestående af otte cases. Til hver case hører en beskrivelse af en konkret situation samt en række arbejdsspørgsmål.
Hensigten er, at casematerialet skal inspirere til diskussion og refleksion om, hvordan man fagligt kan understøtte børns deltagelsesmuligheder og forskellige muligheder for at være børn uanset køn.
Og det er der brug for, for kønsforståelser og kønsrefleksiv praksis er for alvor blevet temaer, ikke mindst i den pædagogiske verden.
Køn er bl.a. skrevet ind i Den Styrkede Pædagogiske Læreplan som noget, alle institutioner og pædagoger skal forholde sig til. Samtidig er køn i den seneste reform af pædagoguddannelsen også blevet en del af pensum for de pædagogstuderende.
LÆS OGSÅ: Idekatalog: Sådan kan I arbejde med kønsbevidsthed
”Hvis I stiller jer i kø herovre, så skal jeg nok male på jer alle sammen”, råber Simon, der er pædagog i Græshoppen.
Han har taget et bord med ud og lægger nu et spejl og ansigtsmaling klar. Børnene løber over og forsøger at komme så langt frem i køen som muligt.
”Ej ikke noget med at springe over. Jeg skal nok nå jer alle sammen”.
”Nå Karla, du er først, du var hurtig hva’. Hvad vil du ha’?”
Karla vælger at få malet en sommerfugl hen over kinderne.
”Halli halløj, hvor ser du godt ud”, råber Bente, der også er pædagog.
”Næste” siger Simon, og Ezra sætter sig i stolen.
Hun bestiller hjertekinder, hjertepande og hjertehage. Simon går i gang, og igen roser han og Bente det flotte resultat. Sådan går det slag i slag, indtil køen er slut, og Simon har malet mindst 10 ansigter med sommerfugle, regnbuer, ponyer, og hjerter.
Da de spiser frokost, og de sidder med deres farverige ansigter, går det op for ham, at det kun er pigerne, der har fået ansigtsmaling. Han beslutter sig for at give de børn, der endnu ikke har fået malet ansigter, muligheden efter frokost.
Simon bærer igen bordet ud, lægger spejlet og gør malingen klar.
”Hva’ så drenge, skal I være Spiderman, Superman, Batman, Actionman eller Vandmand?” griner han.
Der kommer nogle drenge og stiller sig i kø. Theo er først og vælger at blive malet som Batman. Simon siger, han ser supersej ud, og Bente supplerer ”så sej”.
Simon er nået til den sidste i rækken og er efterhånden blevet god til Batman-masken.
”Hva’ så William, skal du også være Batman?’”
William ryster på hovedet og peger på sommerfuglen. William får malet en flot sommerfugl i ansigtet, og Simon siger, den ser sej ud, hvortil William svarer ”er den ikke flot?”
Simon skynder sig at svare ”jo megaflot”, mens Bente råber ”wow, du ser sej ud, William”.
På vej hjem fra arbejde sidder episoden stadig fast i Simons bevidsthed. Han prøver at finde ud af, hvad der skete. Hvorfor lagde han ikke mærke til, at det udelukkende var pigerne, der ville have ansigtsmaling i første omgang?
Måske ville nogle af dem også have været Batman, ligesom William ville være sommerfugl? Han står af bussen, mens flere spørgsmål presser sig på. Hvorfor kan drengene ikke få lov til at være flotte og pigerne seje?
Arbejdsspørgsmål:
- Hvordan er køn på spil i casen, og hvilke forventninger til køn kommer frem?
- Kan I genkende situationerne fra jeres egen hverdag?
- Hvad ville I gøre for at give børnene flere valgmuligheder?
- Skal vi styre mere eller mindre?
Forskningsprojektet og casesamlingen er udarbejdet af projektleder, lektor, forsker og ph.d. Kira Saabye Christensen; lektor, forsker og ph.d. Karen Prins; lektor, forsker og ph.d. Signe Hvid Thingstrup; lektor, forsker og ph.d. Christian Aabro samt adjunkt Iben Elise Larsen, ansat på pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole, Campus Carlsberg. Projektet har modtaget økonomisk støtte fra BUPL.
