
Genbrug af møbler er en del af medarbejdernes bevidsthed
Der repareres, cirkuleres og tænkes i genbrug frem for nyindkøb. Samtidig har kommunerne arbejdet med genbrug i flere år, viser kortlægning.
Genbrug er blevet en del af medarbejdernes bevidsthed og kommunens kultur og noget, man gør, fordi det er 'sund fornuft'.
Blandt de medarbejdere, der administrerer kommunernes inventar, er der stor kreativitet i forhold til at sikre genbrug af overskudsmøbler fra skoler, kontorer og andre kommunale bygninger, men indsatsen kan gøres mere systematisk.
Det viser en helt ny undersøgelse af cirkulering af møbler og inventar i danske kommuner, der er lavet i forbindelse med projektet "Inventar i omløb".
Møbler genbruges i stor stil
Projektet foregår i regi af Fremfærd Bruger og skal sparke yderligere gang i bæredygtig håndtering af inventar i kommunale bygninger og udvikle anbefalinger til håndtering af overskydende inventar og gode arbejdsgange for genbrug af møbler og inventar.
- Kortlægningen viser, at der allerede foregår en hel del genbrug af møbler og inventar i kommunerne, og at mange er tilfredse med den måde, det foregår på, men at der også er barrierer i forhold til genbrug, siger Frederik Fenger, konsulent og projektleder i KL.
En del af kerneopgaven
Det er konsulenthuset Behave Green, der har stået for at afdække praksis i kommunerne. Det er sket via spørgeskemaer til kommunernes ejendomsforvaltninger og via henvendelser til tillidsvalgte i FOA og 3F. Spørgeskemaerne er fulgt op af telefoninterviews med centrale medarbejdere.
Undersøgelsen, hvor medarbejdere og ledere fra 72 kommuner har deltaget, viser en forskel mellem administrative medarbejdere og tekniske servicemedarbejdere. Mens tekniske servicemedarbejdere er motiveret af sund fornuft, har det administrative personale i højere grad fokus på hensynet til den grønne omstilling.
- Tekniske servicemedarbejderne opfatter genbrug som en del af deres kerneopgave og italesætter det som sund fornuft. I nogle tilfælde får de det til at ske gennem håndholdte løsninger. Mange siger også: 'Det har vi gjort i mange år', siger Stephanie Touveneau, der er seniorkonsulent og projektleder i Behave Green.
Genbrug på tværs af arbejdspladser
Blandt de administrative medarbejdere, fx ledere i ejendomscentret eller på rådhuset, svarer 93 procent, at de genbruger møbler og inventar på tværs af kommunale områder, mens 62 procent af det tekniske personale svarer, at de genbruger møbler og inventar på tværs i kommunen.
Der er dog stor forskel på, hvordan genbruget er sat i system.
- Nogle kommuner bruger håndholdte dag-til-dag-løsninger, ofte båret af nøglepersoner, mens andre har en mere centraliseret løsning fx med en online platform. Nogle har begge dele. Det er noget af det, vi skal ud at undersøge nærmere, siger Stephanie Touveneau fra Behave Green.
For os er genbrug af møbler lige så meget et spørgsmål om klima, som det er økonomi. Det er klart, at det jo ligger meget i tiden, at vi skal vægte bæredygtighed tungt, så det er noget, vi prioriterer ret målrettet.
Administrativ medarbejder
Barrierer for genbrug
Kortlægningen identificerer også en række barrierer for genbrug. Én af dem handler om, at det er lettere at købe nyt end at genbruge.
- Specielt de administrative medarbejdere nævner, at det kan være nemmere at gå ind i systemet og med få klik bestille nye møbler, der kommer få dage senere, i stedet for at vente og undersøge genbrugsmuligheder og måske kun få fire stole, når man nu skal bruge syv, siger Stephanie Touveneau.
En anden barriere er pladsmangel. Her er det især tekniske servicemedarbejdere, der fortæller, at fysisk lagerplads er afgørende for, hvor mange møbler de kan have i cirkulation.
Estimering af CO2-regnskab
Mens halvdelen af kommunerne laver beregninger over økonomiske besparelser ved genbrug, har kun få kommuner erfaring med estimering af CO2-besparelser. Det skyldes bl.a., at mange kommuner ikke har en model, der gør det muligt at beregne CO2-besparelser ved genbrug.
- Men jeg er helt overbevist om, at vi kommer til at have det. Det er den vej, som jeg forventer, at udviklingen går, siger en administrativ medarbejder i undersøgelsen.
Modeller for genbrug
Kortlægningen vil blive fulgt op af case-besøg i udvalgte kommuner. Casene skal danne grundlag for udvikling af én eller flere modeller for, hvordan man kan arbejde med genbrug af inventar.
For Jeanette Bossen, projektleder i FOA, er det afgørende at få systematiseret indsatsen.
- Kortlægningen viser, at mange af vores faggrupper allerede er i gang i forhold til bæredygtighed, men at det er meget håndholdte indsatser. Det kunne være rigtig fint, hvis der bliver en større systematik omkring løsningerne, så medarbejderne også får både tid, kompetencer og ressourcer til opgaven med genanvendelse, siger hun.
Det bakkes op af Frederik Fenger fra KL.
- Noget af det, der synes at virke, er, når man bruger en online-platform. Mange nævner, at intranettet er et godt sted at få afsat møbler. Det behøver ikke at være en stor forkromet løsning. Det er et spor, vi vil dykke mere ned i, siger han.