
Nu er der rift om pladserne i MED
”Vi er blevet rystet godt og grundigt sammen og har skabt et rum med stor ærlighed og handlekraft,” lyder det fra det sociale udføreområde i Ishøj.
MED-udvalget var stendødt. Der var højt sygefravær, brok i krogene og splittelse i medarbejdergruppen. En længere periode med skiftende ledelse havde sat sine spor på det sociale udføreområde i Ishøj.
- Noget af det første, der skete, da jeg startede som ny leder, var, at Christina greb fat i mig og sagde, at vi skulle have gang i MED-udvalget igen, og det kunne kun gå for langsomt.
Det fortæller leder Vicky Lund Hansen, der var enig i prioriteringen.
Den Christina, hun taler om, er arbejdsmiljørepræsentant Christina Boserup Simonsen, der hurtigt foreslog, at udvalget søgte et forløb hos SPARK for at lægge grundstenen til et godt, synligt og effektivt MED-udvalg.
Nødvendigt for fælles retning
- Fordi vi var så nyt et MED, så startede vi egentlig med et beskedent ønske om i første omgang at blive klogere på, hvad et MED-udvalg er, og hvordan vi kan bruge det bedst, fortæller Christina Boserup Simonsen.
Det underliggende ønske var at skabe grundlaget for et arbejdsmiljø med faglig sammenhængskraft og kollegialt sammenhold.
- Der skal være fælles konsensus om den faglighed vi står på. Hvorfor vi arbejder, som vi gør, og hvorfor vi tager de valg, vi gør, siger Vicky Lund Hansen.
Det sociale udføreområde i Ishøj arbejder efter principperne i recovery-orienteret rehabilitering, som kræver fælles tilgang til borgerne og en stærk faglighed. Medarbejdergruppen har meget forskelligartet faglig baggrund, og der er derfor brug for en høj grad af kommunikation og enighed om den faglige retning.
Og netop derfor var der et stort ønske om dels at skabe et effektivt udvalg med fælles retning og dels at gøre sig relevante og synlige for medarbejderne – også i de faglige diskussioner.
Et ærligt og ligeværdigt rum
Det var lidt af et scoop af have SPARK-konsulenten med til at konsolidere MED-udvalget. For det at have en neutral tredjepart til at hjælpe med at sammentømre gruppen gjorde det meget nemmere, fortæller Christina Boserup Simonsen:
- Sammen har vi skabt et samarbejdende og ligeværdigt rum. Jeg tror, at hvis du som udefrakommende så vores møder, kunne du blive helt i tvivl om, hvem der var på A og B-siden, fordi der er så stærkt et fællesskab og så stor ærlighed.
Vicky Lund Hansen er enig.
- Det handler ikke om, at vi altid er enige, for det er vi ikke. Men vi vil grundlæggende det samme, og det har diskussionerne i SPARK-regi hjulpet os til at se.
Og den måde, som SPARK arbejder på, har også sat sit præg på, hvordan MED-udvalget går til arbejdet med at udbrede de gode takter til resten af organisationen. Der gør nemlig en stor forskel, hvordan man stiller spørgsmål og aktiverer folk.
- Når vi bruger nogle af konsulentens greb fx på personalemøder eller temadage, så deltager og bidrager folk mere og oplever det som mere meningsfuldt at bruge tid på, fortæller Christina Boserup Simonsen.
Den svære snak om sygefravær
Inspirationen fra SPARKs måde at facilitere vigtige drøftelser blev særlig vigtig, da det sociale udføreområde tog fat på arbejdet med at nedbringe en sygefraværsprocent, der var oppe på næsten 13 procent.
Efter først at have forsøgt at gøre opmærksom på det høje sygefravær og indsamle medarbejdernes input via plancher uden den store succes, bragte MED-udvalget temaet op på et personalemøde. Alle medarbejderne blev delt i små grupper, der hver blev faciliteret af et medlem af MED-udvalget.
- Vi var meget nervøse for, hvordan det ville være at tage hul på. Det er et svært område og kan være sprængfarligt, siger leder Vicky Lund Hansen.
Med hjælp fra et dialogspil, tog man fat i den ømtålelige snak om, hvad ret og pligt omkring sygefravær er, hvornår et sygefravær anses for rimeligt, og hvilken effekt et højt sygefravær har på arbejdspladsen som helhed. Man kom bl.a. omkring barnets første og anden sygedag, sygemeldinger på grund af kæledyr, og hvornår man er ”syg nok” til en sygemelding.
Det blev gode og lødige diskussioner, og i månederne der fulgte, faldt sygefraværet ned til 3,8 procent.
- Jeg er i bund og grund fantastisk stolt over, at vi nu kan have de her lidt farlige diskussioner på en så ordentlig måde. Det, synes jeg, er stort, når jeg tænker på, hvor vi stod for bare 1½ år siden, siger Vicky Lund Hansen.
Brokken skal frem i lyset
Det er et stort arbejde at ændre en arbejdspladskultur og vende en negativ stemning. Derfor valgte MED-udvalget at skrue op for frekvensen af møder under og efter SPARK-forløbet.
- Vi ville væk fra snak og brok i krogene og få problemer og utilfredsheder ind i MED-udvalget, hvor det hører til. Vi har haft en stor opgave i at tage snakkene med vores kolleger og sikre, at det sker. Oven i det har vi arbejdet benhårdt på hurtigt at få taget diskussionerne og finde løsninger, så MED-udvalgets relevans var tydelig, fortæller Christina Boserup Simonsen.
Og benarbejdet har kunnet betale sig, for opfattelsen af MED har ændret sig. Da der for nylig var valg, var der ikke plads til alle, der havde lyst til at være med – og sådan var det bestemt ikke tidligere.
Vi kunne ikke drive folk til at være med. Nu ved alle, at MED ikke er til pynt. Det er her, vi diskuterer og beslutter vigtige ting
Leder Vicky Lund Hansen
Kunne I blive bedre til takle udfordringer og styrke det psykiske arbejdsmiljø på din arbejdsplads? Så kan I søge et SPARK-forløb.
Når medarbejderrepræsentanter og ledere har været igennem et forløb, har de fået ny viden og lært metoder, som kan sikre medarbejderinvolvering og styrke det psykiske arbejdsmiljø på hele arbejdspladsen.
Det sociale udføreområde i Ishøj kan i hvert fald anbefale et forløb:
Vi er blevet rystet godt og grundigt sammen og har skabt et rum med stor ærlighed og handlekraft
Arbejdsmiljørepræsentant Christina Boserup Simonsen
Leder Vicky Lund Hansen supplerer:
- Det, vi særligt tager med, er en ny måde at gribe udfordringer an på – sammen. Det er et sæt værdier og nye måder at arbejde på, der gennemsyrer, hvordan vi sammen finder løsninger, får hverdagen til at spille og kan gøre det bedre for borgerne.