Kortlæg din stress med et puslespil
Med brikker og farver kan du nemt og enkelt få sat ord på din stress.
Hvor mange brikker har du at flytte med? Og hvilken farve har de?
Sådan lyder spørgsmålene, når arbejds- og organisationspsykolog Michael Martini Jørgensen fra Udviklingshuset (det tidligere BST) i Aarhus Kommune arbejder med at kortlægge stress hos kommunens medarbejdere.
- Jeg har villet lave et redskab, der var simpelt, visuelt og brugbart. Her dukkede puslespillet op som en god mulighed. Det virker godt, at man får et visuelt billede på sin egen tilstand, fortæller Michael Martini Jørgensen.
Hvad fylder i mit liv?
Puslespillet består af et antal uudfyldte brikker. Medarbejderen skal så udfylde brikkerne med de opgaver og ting, som fylder - for tiden! Man kan vælge at bruge puslespillet til at kortlægge særlige områder af ens arbejdsliv, måske et igangværende projekt, eller det kan bruges til en mere generel kortlægning af ens arbejdssituation.
- Det kan være en god ide at spørge meget bredt til, hvad det er, som fylder i folks liv. Så man får mulighed for at arbejde med balancen mellem arbejde og privatliv. Puslespillet skal lægge vægt på noget, som jeg synes er utrolig vigtig, nemlig folks egen vurdering af deres situation. Det er en rigtig god metode at bruge til at åbne op for en dialog om stress, forklarer Michael Martini Jørgensen.
Jeg arbejder med selvindsigt og ser på, hvad det er i netop den enkelte persons liv, som er kilde til stress, og hvordan vedkommende kan blive bedre til at mærke sine egne grænser. Dét er kernen i arbejdet med stress, men det er selvfølgelig også hårdt arbejde og noget, som nogen ikke kan overskue at arbejde med.
Michael Martini Jørgensen, arbejds- og organisationspsykolog, Aarhus Kommune
Sæt farve på din stress
Efter at have sat ord på de forskellige brikker, giver man hver brik en farve: rød, gul eller grøn. Den røde og grønne farve viser de elementer, som henholdsvis dræner én eller fylder én med energi. Den gule farve repræsenterer de mere neutrale elementer fra arbejdslivet. Arbejdet med både de positive og negative elementer fra dagligdagen er en vigtig del af puslespillet.
- Jeg var ude på en større arbejdsplads i kommunen for at gennemføre en temadag om stress. Som en del af processen blev medarbejderne sat til at arbejde med deres personlige puslespil. På et tidspunkt blev alle medarbejderes puslespil sat op på en stor tavle, som en slags billede på hele arbejdspladsens øjeblikkelige stress-niveau. Bagefter kom en af medarbejderne hen til mig og sagde: 'Åh, jeg gik egentlig rundt og troede, at jeg var meget mere stresset.' Det, at hun skulle forholde sig til både det positive og negative i arbejdslivet, havde fået hende til at se sin stress-tematik i et bredere perspektiv.
Michael Martini Jørgensen understreger, at puslespillet egner sig godt til individuelle forløb, og hjælper den enkelte med at blive bedre til at forstå og håndtere sin stress, men det kan også bruges til at forbedre arbejdsfordelingen medarbejderne imellem.
Pas på den røde brik
Michael Martini Jørgensen oplever ofte, at store trivselsundersøgelser udmønter sig i statistikker og grafer, som i sig selv ofte giver meget få konkrete handleanvisninger for de enkelte medarbejdere.
- Med puslespillet bliver man nødt til at tage konkret stilling til vigtige aspekter af ens arbejdsliv, ikke mindst gennem farverne. Hvis man bare snakker om det, eller skriver det på nogle linjer, så får man ikke det samme overblik, og det bliver sværere at få øje på det samspil, der kan være mellem brikkerne - altså ens arbejdsopgaver. Den dynamik er puslespillet med til at tydeliggøre, siger Michael Martini Jørgensen og fortsætter:
- Det gør ikke noget, at der for en stund er en enkelt rød brik eller to, så længe der er grønne brikker, der kan opveje det. Men hvis den samme røde brik bliver ved med at dukke op, hver gang man lægger sit personlige puslespil, så er det en risikofaktor man skal tage alvorligt. Den kortvarige stress må ikke nå at udvikle sig til den langvarige.