Grøn plante

Tag fat hvor det gør ondt

For få år siden var samarbejdsklimaet på Klostervængets Skole meget anspændt, og ledelsen havde svært ved at komme den dårlige stemning til livs. MAP-projektet blev et springbræt til at vende den negative spiral.

Af Personaleweb 23/01/2007
KTO

- Efter en meget turbulent og følelsesmæssig kaotisk tid, var vi helt stoppet med at tale om psykisk arbejdsmiljø, fortæller Karen Margrethe Grønlund, inspektør på Klostervængets Skole.

Derfor var den vigtigste opgave i første omgang at genskabe tilliden mellem medarbejderne indbyrdes og mellem medarbejderne og ledelsen.

LÆS OGSÅ: Fem misforståelser om tillid

- Vi skulle finde en måde til overhovedet at komme i dialog igen på lærerværelset, og her kunne MAP bruges, fordi det hvilede på et ufarligt grundlag uden skjulte undertoner eller dagsordener.

Hensyn og respekt

Med medarbejdere fra så forskellige steder som Somalia, Tyrkiet, Mellemøsten, Rumænien, Schweiz, Sverige og Amerika er Klostervængets Skole en arbejdsplads med stor etnisk mangfoldighed. Men mangfoldighed handler også om unge, gamle, erfarne, uerfarne, nordjyder, københavnere, mænd og kvinder, og det nye projekt skulle netop fokusere på, hvordan den brede mangfoldighed bedst kunne komme i spil.

Skoleinspektøren vurderer, at MAP-projektet har været med til at gøre skolen til et rarere sted at arbejde.

- I dag har vi rare møder, hvor man får lov at ytre sig uden at være bange for de andres reaktioner. Vi oplever blandt andet mangfoldigheden ved at flere kommer til orde, og vi er blevet bedre til at melde klart ud og samtidig udvise respekt for hinanden, siger Karen Margrethe Grønlund.

Ofte bliver en del af de pædagogiske rådsmøder holdt som cafémøder, hvor de 50-60 medarbejdere deltager i debatten ved forskellige borde. De mindre fora gør, at også medarbejdere, der ikke er så vilde med at markere sig i den store forsamling, får bedre mulighed for at komme på banen og blive hørt.

- Stemningen er blevet meget bedre, og vi kan også tage ting op, som var for sårbare før, konstaterer Karen Margrethe Grønlund.

- For eksempel taler vi nu om APV'en i fællesskab og om de nye kvalitetsvejledninger for folkeskolen. Det var vi nok ikke sluppet godt af sted med for fire år siden.

LÆS OGSÅ: Når forskelle gør en forskel

Relevant for medarbejderne

For skoleinspektøren selv har MAP-projektet været en lære i, hvordan man som leder kan gå ind i et betændt arbejdsmiljø og få det startet op igen.

- Det lykkedes ved at benytte en indgang, der var helt neutral og alligevel relevant for alle medarbejdere. Havde det ikke berørt alle, så havde vi ikke kunne få folk med. Og så var det guld værd med en formidler udefra, så det ikke var mig, der stod og fortalte det hele.

Kontakt

Dorte Thorgaard, KL, dot@kl.dk, tlf. 3370 3162

Henrik Vittrup, KTO, hv@kto.dk, tlf. 3347 0614

Mere inspiration fra 'Perspektiv for alle'

Du kan få viden om inklusion på arbejdspladsen fra projektet 'Perspektiv for alle'. Et projekt der skal fremme lederes og medarbejderes forståelse for og opbakning til at beskæftige ledige og personer med nedsat arbejdsevne.

Gå på opdagelse i temaet her