
Nyt projekt skal fremme fællesskabet i den almene skole
Hvad kan vi lære af norske erfaringer med at skabe en almen skole for flere? Det undersøger to skoler i nyt projekt, og erfaringerne deles løbende i en podcast.
Skoler og kommuner landet over arbejder på, at flere børn skal være en del af skolens almene undervisning og fællesskab. Alligevel er antallet af børn, der modtager undervisning i specialtilbud, stigende og udgør i dag næsten 7 procent.
Det er baggrunden for, at mange kommuner og skoler i disse år er optaget af at sende skolen i en ny retning med inspiration fra den norske kommune Lillehammer.
Her har man gennem de seneste 10 år arbejdet målrettet med at udvikle en læringspraksis og et læringsmiljø, der kan rumme alle - også børn med særlige behov. Det betyder, at ingen skoleelever i Lillehammer går i specialtilbud.
Den almene skole skal styrkes
Så hvordan kan man i det danske skolesystem lade sig inspirere af Lillehammer og skabe rammer for, at flere børn kan lykkes i den almene undervisning?
Det skal projektet ”En almen skole, der kan mere” være med til at undersøge ved at udvikle konkrete erfaringer i en dansk skolekontekst, som løbende formidles til andre kommuner via en podcastserie.
Det er Fremfærd Børn, der står bag projektet, som gennemføres i et samarbejde mellem KL, Danmarks Lærerforening, BUPL, FOA og Dansk Psykologforening.
- Vi skal ikke lave en copy paste af Lillehammer Kommune. Men det er værd at undersøge, om der er tiltag eller måder at organisere sig på, som vi kan lade os inspirere af i Danmark, når vi arbejder med fællesskaberne i den almene skole, siger uddannelsespolitisk konsulent Pia Henriksen fra Danmarks Lærerforening.
Prøvehandlinger på to skoler
I projektet skal to skoler i Herning Kommune afprøve forskellige aktiviteter og værktøjer i hverdagen med inspiration fra Lillehammer Kommune, som kan være med til at fremme inkluderende fællesskaber i skolen, herunder særligt i overgang mellem dagtilbud og skole samt overgang mellem 7. og 8. klasse
Det kan fx være:
- Forsøg med mindre klassestørrelser, holddannelse og co-teaching.
- Udvikling af skolens kultur med henblik på, at flere elever kan være en del af det almene.
- Forsøg med nye samarbejdsflader i skolen, herunder dagtilbud, SFO og klubområdet.
VIA University College inddrages løbende i processen og bidrager med inspiration og faglig støtte i skolernes prøvehandlinger.
Samtidig etableres der udviklingsrum på de to skoler, hvor en bred kreds af skolens medarbejdere får muligheder for sammen at drøfte, planlægge, koordinere og justere de prøvehandlinger, der sættes i værk i løbet af projektperioden.
Følg med via podcast
Erfaringer fra de to skolers udviklingslaboratorium vil løbende blive delt via podcast-serien "Fællesskabsbyggerne", som følger skolernes afprøvninger tæt via samtaler med bl.a. pædagogisk personale og skoleledere om de erfaringer, de løbende gør sig med at eksperimentere med nye didaktiske og pædagogiske greb og måder at samarbejde.
- Tanken er, at de konkrete erfaringer fra skolerne skal komme andre til gavn. Derfor skal podcasten dele og formidle viden fra skolernes prøvehandlinger og give andre kommuner mulighed for løbende at følge med i udviklingen. Både når det lykkes, og når der er bump på vejen. Forhåbentligt kan de bruge erfaringerne fra Herning til at reflektere over egen praksis og bruge dem som input til egne forandringsprocesser i skolen, siger specialkonsulent i KL Hanne Bertelsen.
Podcast-serien bliver produceret i samarbejde med UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole og skal følge udviklingslaboratorierne på de to skoler i projektet tæt: Hvad lykkes vi med? Hvor oplever vi bump på vejen? Hvad er det, der giver energi til det pædagogiske personale?
Podcastens to værter er lektor og cand.pæd.psyk. Anja Vesterby Høy og lektor og cand.pæd.psyk og Lektor Annemette Ravn Elkjær.
De giver ordet til bl.a. pædagogisk personale og ledere fra de to skoler samt repræsentanter fra Herning Kommunes skoleforvaltning og PPR.
Ambitionen er at give pædagogisk personale, skoleledelse og forvaltning i andre kommuner mulighed for at følge skolernes praksis og de erfaringer, som de "in realtime" gør sig for at styrke flere børns deltagelsesmuligheder i den almene skole.
De første afsnit i podcastserien går i luften i løbet af sommeren - og så vil du kunne finde den i din foretrukne podcast-app.
Stay tuned!