Sådan hjælper du din stressede kollega
Har din kollega stress eller er i farezonen for at få det? Du får her fem gode råd til, hvordan du kan hjælpe din stressede kollega.
Har du en kollega, der pludselig er kort for hovedet, glemmer aftaler og ikke længere deltager i sociale aktiviteter på arbejdspladsen? Så har han eller hun måske stress.
Læs også: Problematiske arbejdsrelationer og stress
Fem simple råd kan hjælpe din kollega til at indse, at vedkommende har stress, og få gjort noget ved problemet. Langvarig stress skal nemlig tages alvorligt, for man risikerer at udvikle livstruende sygdomme, hvis man er stresset i en længere periode.
1. Konfrontér din kollega
Din kollega har måske ikke selv erkendt, at han eller hun er stresset. Derfor skal du tale med vedkommende om det. Nægter din kollega at være stresset, kan det være en idé at konfrontere kollegaen i samlet flok, så han eller hun kan se, at flere har bemærket det.
2. Spørg, hvordan din kollega har det
Start med at spørge, hvordan han eller hun har det. Derefter kan du fortælle, hvad du selv har bemærket, nemlig at du synes, at vedkommende virker stresset.
3. Drop gode råd og egne erfaringer
Stress opleves meget individuelt. Derfor skal du lytte til din kollega og ikke komme med gode råd til, hvad kollegaen skal gøre. Det kan nemlig også virke stressende.
4. Få din kollega til selv at komme med en løsning
Spørg din kollega, hvad han eller hun selv mener, der kan gøres ved situationen. Du kan også spørge, om der er noget, du kan hjælpe med.
5. Vær tålmodig og forstående længe efter
Når din kollega har erkendt sin stress og forsøger at gøre noget ved problemet, kan der gå lang tid, før kollegaen igen arbejder i højeste gear. Fortsæt med at snakke åbent om situationen og vær tålmodig. Alvorlig stress kan tage flere måneder at komme sig over.