En kur mod sygefravær
Magasinet 'En kur mod sygefravær?' stiller skarpt på fire kommuner, der med succes har arbejdet med at nedbringe sygefraværet.
Et højt sygefravær belaster ikke kun den kommunale økonomi. Det kan også gå ud over kvaliteten i kerneopgaven og medarbejdernes trivsel.
Indsatsen for et lavere sygefravær har i flere år stået højt på den kommunale dagsorden, for temaet er aktuelt, uanset om man drøfter kvalitet, økonomi, trivsel eller arbejdsmiljø.
I inspirationsmagasinet ”En kur mod sygefravær?” fremlægges resultaterne fra fire udvalgte kommuner, der enten har formået at nedbringe sygefraværet markant over en femårsperiode eller har fastholdt et lavt sygefravær.
Kommunernes erfaringer viser, at man med en målrettet og helhedsorienteret indsats kan opnå gode og holdbare resultater. I en sådan indsats indgår seks vigtige elementer:
- Tydelig ledelse og klare værdier
- Fælles ejerskab til indsatsen
- God fraværsstatistik
- Systematiske samtaler med sygemeldte
- Tidlig og målrettet indsats
- Høj trivsel og social kapital
Download, print og læs det gratis magasin der vedhæftet artiklen.
Magasinet er udarbejdet af KL og Forhandlingsfællesskabet i forbindelse med konferencen ”En kur mod sygefravær?” 27. oktober 2014 i DGI-byen.