værktøjskasse

Konkrete værktøjer til at komme i gang

Her finder du et samlet overblik over guides, skabeloner og værktøjer, som kan hjælpe jer i arbejdet med at få kommunens møbler og inventar i omløb. 

Af Fremfærd 29/09/2025
Fremfærd

Værktøjskassen er bygget op af løsninger, der allerede bruges i andre kommuner – fra enkle registreringsskemaer og tjeklister til inspiration til design og måling af effekten af jeres indsats. 

Målet er at gøre det nemt for jer at komme i gang, uanset om I står med enkle møbler, der skal genbruges, eller vil sætte en mere systematisk proces i gang.  

1. Praktiske guides og værktøjer til tekniske servicemedarbejdere 

Her finder du en samling af guides og skabeloner, der hjælper dig som teknisk servicemedarbejder med at sætte kommunens møbler i omløb. Hver guide er opbygget med konkrete trin, tjeklister og tips fra andre kommuner, så det er let at bruge i hverdagen. 

  • OPSTART – Sådan kommer du i gang: Hjælper dig med at komme hurtigt i gang og gøre det let at sætte møbler i omløb fra dag ét. 

          Få guiden her 

  • ORGANISERING – Skab en sikker drift: Sikrer klare roller og faste rutiner, så genbrugsindsatsen bliver stabil og kan køre problemfrit over tid. 

          Få guiden her 

  • STYR LAGERFLOW – Bevar overblikket med ABC: Gør det nemt at prioritere, hvad der skal genbruges, klargøres eller kasseres – og holde lageret ryddeligt og effektivt.

          Få guiden her 

  • SAMARBEJDE – Styrk samarbejde og synlighed: Skaber engagement og synlighed, så flere bidrager til ordningen, og møbler hurtigere finder nye brugere. 

          Få guiden her 

2. Guides til registrering af møbler 

At registrere møbler på en enkel og ensartet måde gør det nemt for andre at finde, bestille og sætte møbler i brug igen. 

I Odsherred Kommune bruger man en simpel produktoprettelsesskabelon, hvor medarbejderen skriver navn, kontaktoplysninger, varenavn, kort beskrivelse (fx mål, stand, farve), antal og vedhæfter billeder. Skemaet sendes til Genbrugsshoppen, som uploader oplysningerne til kommunens indkøbssystem, så møblerne vises side om side med nye varer. 

I Slagelse Kommune arbejder man mere decentralt. Her bruger man en registreringsliste og en simpel optælling, hvor man angiver type, antal og placering (fx “4 lænestole – står i kælderen uden for mødelokale A”). Denne liste bruges som overblik og gør det let at dele oplysninger med andre medarbejdere og skabe en samlet status for inventaret 

Det behøver ikke at være avanceret – en simpel Excel-fil, et A4-ark hængt op i depotet eller en hurtig digital formular kan være nok. Det vigtigste er, at informationen er ensartet og let at dele, så møblerne hurtigt kan komme i omløb. 

Se Odsherreds skabelon her 
Se Slagelses registreringsliste her 

3. Inspiration til at synliggøre indsatsen  

Når møbler er registreret, er det vigtigt, at de er lette at spotte i hverdagen. Klistermærker er en enkel måde at vise, at et møbel er sat i omløb – og hvornår det skal vurderes igen. 

I Odsherred Kommune får hvert møbel en label med både start- og udløbsdato, så alle kan se, hvor længe det skal stå til rådighed, før det må kasseres. Det skaber overblik, giver møblet en følelse af værdi og motiverer til, at det kommer i brug igen, inden tiden løber ud. 

Det behøver ikke være avanceret – det kan være en label, et klistermærke eller blot en håndskrevet seddel. Det vigtigste er, at det er synligt og let at forstå for alle. 

Se Odsherreds klistermærker her 

4. Værktøjer til at måle effekten af genbrug 

Københavns Kommune har udviklet en enkel metode til at beregne CO₂-besparelser ved at genbruge møbler frem for at købe nyt. I 2024 sparede de næsten 300 tons CO₂ og 14,5 mio. kr. ved at sætte over 5.000 møbler i omløb – et konkret bevis på, hvor stor forskel cirkularitet kan gøre. 

Deres materiale viser, hvordan du kan: 

  • Estimere klimaaftrykket fra nye møbler ved hjælp af EPD-data 
  • Matche data med det inventar, I sætter i omløb 
  • Beregne CO₂-besparelsen i to enkle trin 

Det er en praktisk guide til dig, der vil dokumentere effekten af jeres indsats og bruge tal til at skabe opbakning til mere genbrug. 

Læs mere i materialerne fra Københavns Kommune. Der er tre dokumenter: 

  1. ”Metodebeskrivelse” 
  2. ”Kategoriseringer” viser CO₂ pr. kategori med data fra EPD-Norge. 
  3. ”Alle møbler” er et datasæt med 670 møbler, EPD-links og kategorier.  
5. Inspiration til reparation og upcycling 

Mange møbler kræver kun små justeringer, før de kan komme tilbage i brug – en ny kant, lidt maling eller en ompolstring kan være nok til at forlænge levetiden. At arbejde med reparation og upcycling kan derfor være en enkel måde at spare penge, reducere affald og give kommunens møbler et nyt liv. 

I Randers Kommune har man gjort reparation og kreativ upcycling til en central del af Møbelcirklen. Her bliver møbler vurderet, sat i stand og, hvis de har stået længe, upcyclet, så de får en helt ny funktion. Værkstedet fungerer samtidig som et beskæftigelsestilbud, hvor borgere lærer håndværk, og kommunen sikrer, at flere hundrede møbler kommer i omløb hvert år. 

Se Møbelcirklens flyer her 

6. Designguides til at indrette med genbrug 

I Slagelse Kommune har man vist, at genbrug ikke behøver være tilfældigt eller kedeligt. Med en række designguides, udviklet i samarbejde med Formcph, inspirerer de kommunens arbejdspladser til at indrette sig moderne og sammenhængende – udelukkende med genbrugsinventar. 

Guidene viser, hvordan brugte møbler kan kombineres, opfriskes og sættes sammen til harmoniske løsninger, der både skaber arbejdsglæde og løfter kvaliteten i rummene. 

Se Slagelse Kommunes designguide for inspiration 

7. Inspiration til at kommunikere indsatsen  

Det kan være en udfordring at få medarbejdere til at huske at tjekke, registrere og sætte møbler i omløb. Mange ved ikke, at der findes en ordning – eller tror, det er for besværligt. Derfor er det vigtigt at kommunikere tydeligt og gentage budskabet flere gange. 

I Kolding Kommune har bl.a. gjort det meget konkret ved at lave flyers og opslag, der opfordrer medarbejdere til at aflevere overskudsmøbler til kommunens Møbellager. På flyers fremgår kontaktoplysninger, åbningstider og en liste over de typer møbler, der er mest brug for – så det er nemt at bidrage. 

I Kolding Kommune har man lavet små postkort-flyers, der kan uddeles til kommunens institutioner.

Læs mere om Koldings Kommunes arbejde med genbrug af inventar 

Konkrete værktøjer til at komme i gang:  
  1. Praktiske guides og værktøjer til tekniske servicemedarbejdere 
  2. Guides til registrering af møbler 
  3. Inspiration til at synliggøre indsatsen  
  4. Værktøjer til at måle effekten af genbrug 
  5. Inspiration til reparation og upcycling  
  6. Designguides til at indrette med genbrug 
  7. Inspiration til at kommunikere indsatsen  

Inventar i omløb