De strømmer til fra nær og fjern. Alle vil kende opskriften, efter at Roskilde Kommune sidste efterår fik ”Den Danske Rehabiliteringspris.”

Mange kommuner har forsøgt at skabe den rehabiliterende organisation. Og hvis det er svært, er forklaringen ofte, at der er modstand blandt medarbejdere og borgere. Men den køber sundheds- og omsorgschef i Roskilde Kommune, Mette Olander, ikke.

Læs også: Se fem videoer om rehabilitering

- Ingen borger ønsker en livslang kontrakt med kommunen, og medarbejderne vil som udgangspunkt gerne rehabilitering. Vi må som ledere påtage os opgaven at skabe en organisation, hvor det er legende let at arbejde rehabiliterende, og hvor det er bøvlet ikke at gøre det.

Konference for kolleger

Mette Olander er pennefører og én af hovedkræfterne bag Roskilde Kommunes rehabiliterende indsats. Da processen startede for godt to år siden, var reaktionen: ”Rehabilitering!! Det gør vi da allerede. Hvad er det nye sort?”

- Ja, vi havde gode indsatser, men vi manglede en klokkeklar model, vi kunne differentiere ud fra alt efter, om vi mødte borgeren i hjemmeplejen, på et plejecenter eller i et hjælp-til-selvhjælp-team, siger Mette Olander.

Det er netop denne model, der i dag har skabt så stor interesse, at Roskilde Kommune den 11. april afholder en konference.

- Det er kommet bag på mig, hvor stor interessen er fra andre kommuner, siger Mette Olander og fastslår, at der er mange ingredienser i Roskildes prisbelønnede rehabiliteringskage.

Supervision af tværfaglige møder

Tværfagligt samarbejde, efteruddannelse, og en klar struktur, hvor ansvaret for implementeringen af den rehabiliterende kultur ikke ligger på den enkelte medarbejder, men i hele organisationen, er blot nogle af ingredienserne.

- Tidligere begik vi den fejl, at vi troede, det var nok at sende medarbejderne på kompetenceudvikling. Men hvis ikke man har udviklet en organisation, der gør det muligt at arbejde rehabiliterende, så falder det lynhurtigt til jorden.

Faste tværfaglige teammøder og evidensbaserede screeningsværktøjer er også en del af modellen. Sosu’er, sygeplejersker, ergo- og fysioterapeuter indgår i faste arbejdsgrupper, og kommunen har brugt ressourcer på at udvikle en god mødekultur.

- Vi har brugt observatører og supervision til de tværfaglige koordineringsmøder og gør det stadig, for det er rigtig svært at holde et godt møde med fokus på det faglige. Man kan hurtig falde tilbage i gamle vaner, siger Mette Olander.

Hver anden ’vendes i døren’

Roskildes sundheds- og omsorgschef er selv uddannet sygeplejerske og har endvidere en sundhedsfaglig kandidatuddannelse. Hun mener, at en stærk faglig identitet både er en styrke og en svaghed.

- Tværfagligt samarbejde kan være en stor udfordring for faggrupper med en stærk selvforståelse, fordi det kræver, at man faggrupperne imellem giver hinanden rum og plads, siger Mette Olander.

Læs også: Rehabilitering: Derfor bliver hver anden borger selvhjulpen i Svendborg

Roskilde Kommune har sat tre år af til at skabe den rehabiliterende organisation. Til den tid skal alle borgere i hjemmeplejen og på plejecentre have en rehabiliteringsplan. Lige nu er man halvvejs i forløbet, og resultaterne er gode.

Knap 60 procent af alle borgere, der visiteres til praktisk eller personlig pleje, er selvhjulpne inden for en periode af otte uger. Det skyldes blandt andet, at medarbejderne har en fast plan for screeningsarbejdet og evner at gøre samværet med borgeren ufarligt.

- Det kan godt være, at fru Hansen har bedt om hjælp til støvsugning, men det kan ikke hjælpe noget, at medarbejderne kommer ind ad døren og siger: Nu skal vi lære dig at støvsuge. Så går dialogen i fisk, siger Mette Olander.

De ”skrøbelige” ældre

I stedet skal man tale med fru Hansen om, hvad hun heller ikke kan. Måske er fru Hansen blevet svag i benene og har svært ved at købe ind eller gå til bridge. Måske netop udsigten til igen at kunne melde ”to hjerter” er det, der motiverer fru Hansen til en ekstra indsats.

Mette Olander mener i det hele taget, at vi skal holde op med at tale om modstand mod rehabilitering, og i stedet se hinandens potentiale. Det gælder også medarbejderne.

- De møder ind, fordi de vil det fede møde med borgeren. Her er det en ledelsesmæssig opgave at ændre organisationen, så det bliver let af nå målet i stedet for at spænde ben, så de skal løbe slalom, siger hun. 

Hvis der endelig er modstand, handler det mere om forældede forestillinger om, hvad det vil sige at blive gammel formuleret som: ”Det er synd for de ældre” eller ”Vore ældre er skrøbelige”. 

- Bare fordi man er kommet i en skrøbelig situation, er man jo ikke et skrøbeligt menneske. Der sidder mange stærke mennesker derude, der har overlevet både Første og Anden Verdenskrig. De ønsker ikke at være afhængige af kommunen, siger Mette Olander. 

Processen er vigtigst

Ugebrevet Mandag Morgen pegede i januar på Mette Olander som en af de ”10 offentlige ledere, der shiner”. Entusiasmen er da også smittende, når man sidder på hendes kontor på Roskilde Rådhus omgivet af plancher, og overfyldte opslagstavler.

Læs også: Sygeplejerske om rehabilitering i medicinen: Det var en kæmpe overvindelse for os

Mette Olander påtager sig gerne opgaven som rollemodel og formidler af ”Roskilde-modellen”. Hun deler også gerne ud af den håndbog, der om kort tid vil fortælle historien om ”den store kulturændring”. Men det fratager ikke andre kommuner fra at finde deres egen vej, når det gælder rehabilitering.

- Vores succes skyldes, at vi har udviklet og implementeret modellen løbende sammen med medarbejderne. Det er svært for andre kommuner at kopiere en sådan plan i detaljer, for så springer de det vigtigste over, nemlig processen. Jeg kan kun sige: Find tid og penge til rehabilitering og inddrag medarbejderne. Det går aldrig væk.