I Middelfart Kommune bruger sygeplejerskerne nu mindre tid på medicin. I stedet oplærer de borgerne i selv at håndtere deres medicin. Det frigiver ressourcer til andre sygeplejefaglige opgaver.

Læs hvad sygeplejerske Mette Holm Nielsen siger om overgangen til det rehabiliterende arbejde.

Hvordan har det været at gå fra kompenserende pleje til mere rehabiliterende pleje?

Til at starte med var det en kæmpe overvindelse for os som sygeplejersker, fordi vi har anset medicindosering som én af vores kerneopgaver, og vi har haft en tendens til at tænke, at det var en god mulighed for at komme ind i hjemmene og holde lidt øje med, hvad der skete, og hvordan borgeren havde det. Medicinhåndtering var blevet en vane: Sådan gjorde vi bare. Det var blevet en ydelse, som ingen tænkte så meget over.

Vi er som sygeplejersker opflasket med et meget stort omsorgsgen. Vi er vant til at være 'de gode'.

Hvad skete der så?

Kommunen valgte at ansætte en projektsygeplejerske. Hun blev ansat til at kigge på medicin i forhold til rehabilitering, og hun har udfordret os ved at stille spørgsmål: Kan nogle af borgerne lære selv at dosere deres medicin? Kunne de komme på dosisdispenseret medicin, altså den mulighed man har via apoteket?

Hvordan har borgerne taget imod jeres tilbud om selv at lære at dosere medicin?

Jeg synes, at de har taget rigtig godt imod det, og jeg synes, at vi som sygeplejersker har haft mange overvejelser omkring, hvordan vi pædagogisk skulle bringe det på banen over for en borger. Det er grænseoverskridende at skulle stille krav til borgeren, når man i lang tid har ydet en service over for borgeren. Vi er som sygeplejersker opflasket med et meget stort omsorgsgen. Vi er vant til at være ”de gode”. Når jeg har overvundet den modstand og har fundet en god måde at servere det for folk på, så synes jeg ikke, at det er så svært. Samtidig synes jeg, at der er kommet en holdningsændring blandt de ældre, og det er ikke kun blandt de ’yngre’ ældre. Det er også blandt de ’ældre’ ældre. De kan godt forstå, at det er bedre at være selvhjulpen, når man forklarer det på en ordentlig måde. Og at se, hvilken succes det er for dem, når de lærer selv at dosere medicinen. Det er fantastisk. Folk vil gerne tage ansvar for deres eget liv.

Hvor meget tid har I fået frigivet?

Da jeg startede i januar havde jeg måske 20 borgere i mit distrikt, som jeg kom og doserede medicin for. Da vi nåede oktober, er det tal nede på godt fem borgere Resten var kommet ud af sygeplejen –  en fjerdedel er selv blevet oplært, halvdelen har det været muligt at flytte til en assistentrute mhp. oplæring eller dosisdispenseret medicin, et par er kommet direkte på dosisdispenserede medicin eller har haft en pårørende, der kunne dosere for dem.  

LÆS OGSÅ: "I Middelfart har sygeplejerskerne skrevet rehabilitering ind i deres faglige fortælling"

Hvad laver du, når du ikke længere doserer så meget medicin?

Vi har masser af andre opgaver, vi kan lave. Jeg arbejder selv med lindring af døende. Jeg vil langt hellere ud til de borgere, der ønsker at dø i eget hjem, og som virkelig har brug for min kapacitet og viden, end at min dag er fyldt op af nogle ukomplicerede medicindoseringer, som borgeren i virkeligheden selv kunne klare, eller som kunne klares via dosisdispenseret medicin. Det har været den kæmpe store motivation for mig. Det giver så meget mening for mig, at jeg kan hjælpe dem, der virkelig har brug for hjælp, og at vi samtidig kan komme mere ud i akutte situationer, hvor en borger ringer og har brug for en sygeplejerske.

Hvordan foregår medicindosering?

Typisk kommer vi ud til borgeren hver 14. dag og bruger 20 minutter på at hælde piller op i 14 æsker. Ved at borgeren gør det selv, behøver de ikke at sidde hjemme hver anden torsdag og vente på, at vi kommer. De ved ikke, om vi kommer klokken 8 eller klokken 12, for det kan være rigtig svært for os at sige, fordi vi kan have dårlige borgere, som vi er nødt til at køre ud til først.

Hvad med de borgere, der ikke vil eller kan dosere deres egen medicin?

Vi efterlader ingen i frit fald. Kommer jeg ud til en borger, der siger: Jeg kan ikke dosere min medicin selv, så finder vi en løsning. Måske kommer jeg i tre måneder, hvorefter vi tager en ny snak. Jeg synes bestemt, at vi viser borgeren værdighed. Der er en grænse for rehabilitering – også for mig. Ellers kunne jeg ikke arbejde her, men jeg synes absolut ikke, at vi lader nogen i stikken. Tværtimod.

Foto: Lotte Brochmann, Magasinet Pleje. Billedet viser sygeplejerske Mette Holm Nielsen.