- Hver dag mødes vi i én time over frokosten og går alle borgerne igennem. Hvad kan vi gøre anderledes? Hvorfor er det her en udfordring hos den borger? Det kan være, at det er relationen mellem medarbejder og borger, der ikke er optimal. Det kan være, at tilgangen til borgeren skal ændres.

Sådan siger Kirstine K. Nielsen, der er sektionsleder i Hjemmepleje Vest og har ansvaret for rehabilitering af borgere, der bl.a. udskrives fra hospitalet.

Hun er selv med på mødet sammen med en sygepleje, en terapeut og sosu-personalet og giver som eksempel en mand, der har dårligt ben. Under den faglige sparring fik en medarbejder den idé at ”vende manden”, så han lå med hovedet i fodenden.

- Så kan han tage højre ben ud først. Dermed behøver han ikke at have hjælp til at komme ud af sengen. Det er de små ting, der gør den store forskel, siger Kirstine K. Nielsen.

Faglig sparring

De daglige sparringsmøder er bare et eksempel på tiltag, som man har taget i Svendborg for at styrke hjælp til selvhjælp. Kommunen har siden 2011 satset på rehabilitering senest med ansættelsen af to såkaldte rehabiliterings-terapeuter – én i hver afdeling, øst og vest.

De har til opgave at hjælpe social- og sundhedsassistenter og -hjælpere i de rehabiliterende teams, de såkaldte hjemmetrænere, med at finde metoder til at motivere borgerne.

Det sker i erkendelse af, at det rehabiliterende arbejde kræver ekstrem opfindsomhed.

LÆS OGSÅ: Det rehabiliterende arbejde kræver ekstrem opfindsomhed

- Deres rolle er at guide og vejlede hjemmetrænerne i de to rehabiliteringsenheder til at sætte mål sammen med borgerne, siger Hanne Martinussen, der er sektionsleder i hjemmepleje Øst.

For social- og sundhedshjælper Mette Ditlevsen, der er hjemmetræner i sektion Vest, er samarbejdet med terapeuten meget givende.

- Vi står som hjemmetrænere tit i situationer ude hos borgeren, hvor vi er i tvivl om, hvad borgeren må og kan, f.eks. hvis de er blevet opereret. Her lader vi terapeuten sætte dagsordenen. Det giver også tryghed for borgerne, siger hun.

50 procent bliver selvhjulpne

En forudsætning for at lykkes med det rehabiliterende arbejde er, at der er afsat tilstrækkelig med tid og ressourcer. Det er der i Svendborg, pointerer Kirstine K. Nielsen.

- Vi giver borgeren den tid, borgeren har brug for til at komme tilbage til deres gamle funktionsniveau. Det er dyrt, men det betaler sig. 50 procent af de borgere, der kommer i vores sektioner, bliver selvhjulpne typisk i løbet af to-tre måneder. Det er et rigtig højt niveau, siger hun og understreger, at Svendborg Kommune ikke bruger flere penge på hjemmeplejen end andre kommuner.

For hjemmetræner Mette Ditlevsen er det en stor tilfredsstillelse at se borgerne blive selvhjulpne.

- Det giver meget mere livskvalitet, end da jeg gik og servicerede dem. Det giver mig arbejdsglæde, siger hun.

Med hænderne på ryggen

I Svendborg har hjemmetrænerne gule trøjer på. Det gør, at borgerne kan kende forskel på dem og sosu-medarbejderne i de såkaldte hjem-sektionerne.

I dag bliver de gulblusede drillende tiltalt som: ”Jer, der ikke vil lave noget”. Sådan var det ikke i starten. For det tager tid at lære at stå med hænderne på ryggen.

- Det tager næsten et halvt år, før man som medarbejder kan anerkende: ”Det er ok, at jeg står og kigger, mens borgeren selv knapper blusen, både fordi det er bedst for hendes fingre og for borgeren selv”, siger Kirstine K. Nielsen og fortæller, at det ikke er første gang, at kommunen tænker visuelt.

Under uddannelsesforløb blev der anvendt ”tænkehatte”, som medarbejderne fik på hovedet for ikke at glemme forskellen på den rehabiliterende tankegang og en mere traditionel pleje-tænkning.

Visitator og hjælpemidler

En anden erfaring, som kommunen har gjort sig, er vigtigheden af hurtig adgang til hjælpemidler. Personalet har adgang til et lille depot af småhjælpemidler, de frit kan benytte uden visitation. På den måde kan borgerne starte på genoptræningen fra dag ét.

Desuden afholdes der hver uge et udvidet tværfagligt møde i hver af de to rehabiliteringssektioner med deltagelse af bl.a. visitator og hjælpemiddelterapeut.

- Vi indkalder ad hoc trænede terapeuter, misbrugskonsulenter og psykiatrien, som også er involveret i en borger, som skal tages op på mødet. På den måde kommer man hele vejen rundt og får samordnet indsatsen, siger Hanne Martinussen.

Forskningsrapport inspirerer

Forskningsenheden KORA udkom sidste år med en rapport om, hvad den rehabiliterende tilgang betyder for samspillet mellem borgere og medarbejdere og for samspillet mellem forskellige faggrupper.

Rapporten, der er bestilt af partsfællesskabet Fremfærd Ældre, bygger på observationer og interviews med medarbejdere, ledere og borgere i Middelfart og Svendborg Kommuner.

I Svendborg har arbejdet med KORA-rapporten ført til en større bevidsthed omkring betydningen af, at borgeren motiveres og inddrages i arbejdet med at sætte mål for sig selv.

- Motivation betyder alt. Jeg glemmer aldrig en sengeliggende mand, der havde som mål at komme til at samle kartofler op fra jorden. Han boede på en gård, og det endte med, at han gjorde det, dog med en gribetang, for det var for farligt for ham at bukke sig ned, siger Kirstine K. Nielsen.

Gammeldags sygehuskultur

Generelt oplever man i Svendborg, at borgerne har taget godt imod rehabiliteringsteamet og er glade for at blive selvhjulpne. Ét sted, hvor samarbejdet kan blive bedre, er mellem sygehus og hjemmepleje.

Her skal læger og sygeplejersker holde op med at give udskrevne borgere en forventning om, at de skal hjem og have hjælp fra hjemmeplejen, lyder appellen.

- Her ville vi gerne have, hvis det fra sygehuset lød: ”Når du kommer hjem, kommer hjemmetræneren og støtter dig i at genvinde de funktioner, du har mistet”, siger Kirstine K. Nielsen.

For Hanne Martinussen er vejen til succes engagerede medarbejdere, der brænder for deres fag.

- Det er alfa og omega. Det er så let at gøre folk passive, men rehabilitering giver borgerne livskvalitet og giver dem ansvaret tilbage for eget liv, siger hun.

Hjemmetræner Mette Ditlevsen er enig. Hun kunne ikke ønske sig et bedre job.

- Jeg møder hver dag borgere, der får deres livskvalitet tilbage og som kæmper for det. Det synes jeg er stort. Det fantastiske ved rehabilitering er, at der ikke går ret længe, så begynder man at pille tid af og indfri borgernes mål, stille og roligt.