Botilbuddet Ebberød holder ugentlige aktivitetsdage for at styrke fællesskabet og arbejde med relationer

Sundhed er andet end gulerødder: Botilbud vægter samvær og relationer højt

Er sundhed kun salat og zumba, eller er det mere end det? Ja, mener man på Botilbuddet Ebberød, hvor man med nye fælles aktiviteter har skabt plads til relationer på tværs, som blandt andet har haft positiv indvirkning på borgernes selvværd.

Af Bettine Romme Andersen 28/01/2019
Fremfærd

Else Marie på 84 år sidder helt ude på kanten af stolen og venter. Hun er klar til at få stillet en bradepande med kagedej foran sig - for så skal der rulles småkager.

Da en af pædagogerne kommer med bradepanden, går Else Marie straks i gang med vaniljekagerne og siden pebernødderne.

Det er onsdag først på eftermiddagen på Botilbuddet Ebberød, og det er ensbetydende med aktivitetsdag og socialt fællesskab for borgerne fra dagtilbuddet Bøgen og de to bo-afdelinger kaldet 2H.

Der er samlet omkring 15 borgere med udviklingshæmning om to borde - alle opsatte på en eftermiddag med samvær og hygge.

Hvad er mental sundhed på Ebberød?

Hele sommeren og efteråret har aktiviteter om onsdagen foregået i haven, hvor der er trampolin, heste og en tipi, men i december er de rykket indenfor.

Som en del af Fremfærd-projektet ”Fremtidens boformer” arbejder Botilbuddet Ebberød i Rudersdal Kommune med at blive klogere på, hvad mental sundhed er for deres borgere.

Projektet beskriver ni gode praksisformer fra forskellige botilbud rundt om i landet, som i øjeblikket bliver testet af på andre botilbud. Her arbejder Ebberød i Nordsjælland med teamet "Sundhed er mere end kost og motion".

- Det, der fangede os i det her projekt, var, at sundhed er andet end gulerødder. At den mentale sundhed indeholder et mere holistisk menneskesyn, så vi har taget udgangspunkt i det psykiske, fysiske og sociale velbefindende, siger leder Anette Bagger.

Inspirationen kommer fra Botilbuddet Nordstjernen i Brønderslev, hvor man har fokus på, at aktiviteter skal foregå i et givende socialt fællesskab.

Da Ebberød gik i gang med projektet, sporede de sig hurtigt ind på, hvad - de først troede - var vigtigt for deres borgere, nemlig retten til frisk luft. Retten til at komme ud.

Ugentlig aktivitetsdag bringer nye sider af borgeren frem

Derfor arrangerede de en fast dag om ugen, hvor borgerne skulle ud i haven i to timer til en aktivitet.

- Vi har leget med vand, pustet sæbebobler, skåret græskar, klappet hestene, lavet dansesnor, tændt bål og meget mere, fortæller pædagogisk koordinator Bettina Lorentsen.

Og de fælles aktiviteter er guld værd for beboerne, siger Bettina Lorentsen.

- Det bringer noget helt nyt frem i borgerne, end hvad jeg normalt ser. De rummer mere, end vi umiddelbart kan se, og det bliver tydeligt i de her situationer, så man kan blive helt høj af det, siger hun og fortsætter:

- For eksempel har vi en kvinde, som er meget pertentlig og velopdragen, men en dag, hvor hun sidder med fødderne i vand i haven, tager hun et krus og fylder det og kaster med vand. Og så griner hun på en måde, jeg aldrig har set før.

Retten til frisk luft blev retten til fællesskab

I løbet af sommeren viste det sig, at det at komme ud og få frisk luft egentlig ikke var det mest givende for borgerne, det var fællesskabet og samværet under aktiviteterne, som gjorde dem glade.

- Det var ikke den friske luft, der betød så meget, det var mere det, at rammerne for at være sammen var tilstede. Borgerne fik mulighed for at have et sted, hvor de kunne hygge sig og have det sjovt sammen, og der opstod nogle relationer på tværs, som det er blevet vigtigt for os at understøtte, siger leder Anette Bagger.

Eksempelvis færdes nogle af borgerne, der kommer i dagtilbuddet Bøgen, nu hjemmevant på de to bo-afdelinger, mens Aase på 72, som bor på 1. sal, tidligere kun har haft besøgt Bøgen nu har fået en fast eftermiddagsplads på dagtilbuddet.

Nye og overraskende relationer er opstået

Ved at lave aktiviteterne for flere af afdelingerne er et venskab mellem Aase og Martin på 37 opstået.

- Jeg kommer her for det sociale samvær og for at træne, fortæller Martin.

Aase og Martin har en meget jovial og drillende tone over for hinanden, men de sætter begge pris på den, fortæller Aase.

- Han er flabet, men der er også masser af smil og grin, når vi er sammen, siger hun.

Martin sidder ved siden af og nikker og kaster et håndtegn efter Aase – og alle andre.

Medarbejderne har lært at give plads

De nye fællesskaber og relationer har betydet, at medarbejderne har skullet være mere opmærksomme på at give plads til den slags samvær.

- Vi arbejder meget med en-til-en-aktiviteter, hvor det er en borger og en medarbejder, men vi glemmer lidt at arbejde borger til borger, og det har vi mulighed for her, siger leder Anette Bagger og fortsætter:

- Og så skal vi bare huske at trække os og støtte - hvor der er behov - uden at styre samværet, siger hun.

Det er også den tankegang Botilbuddet Nordstjernen, som er Botilbuddet Ebberøds inspirationskilde, arbejder med - nemlig at bevæge sig væk fra den beskyttende tilgang til borgeren og i højere grad yde en støttende tilgang.

Borgerne bliver noget for hinanden

Duften af vaniljesmåkager breder sig fra køkkenet, og den første bradepande går på runde, så beboerne kan smage.

Else Marie tager nogle stykker.

- Er de gode?, spørger Bettina Lorentsen, og Else Marie kvitterer straks med et stort smil og nikker. De andre beboere nyder også Else Maries kager.

- De her aktiviteter skaber et godt humør hos borgerne, og de snakker meget om de ting, vi laver, og vil have mere af det. De glæder sig altid meget til, at det bliver onsdag, og det gør jeg også, for det smitter simpelthen af i hverdagen, og giver mig en tættere relation med borgerne, siger pædagogisk koordinator Bettina Lorentsen.

Medarbejderne kan også se, at borgernes selvværd løfter sig, når de eksempelvis er skabende og produktive ved at bage boller eller æblekage til aktivitetsdagene, eller udfordres motorisk eller socialt via de skiftende aktiviteter.

- Aase får eksempelvis rigtig meget ud af den omsorg, hun kan give de andre ved at bage boller til dem, og de får rigtig meget ud af hendes talen. Vi kan se, at man behøver ikke at have venskaber på lige fod, man kan godt give hinanden rigtig meget, selv om man er forskellig, siger leder Anette Bagger.

Hele huset er involveret i det praktiske

For at det kan lade sig gøre at samles, kræver det ekstra hænder. Derfor hjælper både vagtplanlægger, udviklingssygeplejerske, køkkendame og rengøringspersonale ofte til.

- Alle faggrupper i huset - også det sundhedsfaglige personale – har været inddraget, og det er rigtig godt, for det giver et ens og fælles syn på borgerne og den opgave, vi skal løse, siger leder Anette Bagger.

Ansvaret for de ugentlige aktiviteter skal nu til at gå på skift mellem de tre afdelinger, og flere pædagoger er løbende blevet inddraget i planlægningen og kommer nu også selv med idéer til nye aktiviteter, så ejerskabet for arrangementet er ved at rykke sig fra ledelsen til pædagogerne.

Mental sundhed er også ved at blive et indgroet begreb, som medarbejderne taler om og er opmærksomme på, og det næste trin er, at mental sundhed skal indarbejdes i borgernes handlekompetence-skemaer, fortæller Anette Bagger.

Og så skal erfaringerne fra Fremfærd-projektet udbredes til resten af organisationen, så alle 60 borgere på Botilbuddet Ebberød kan få glæde af dem.

Om projekt "Faglighed i fremtidens boformer"
Fremfærd særlige behov

Hvordan sikrer vi et godt liv for mennesker med omfattende funktionsnedsættelser, som har brug for massiv hjælp og støtte hele deres liv? Projektet sætter fokus på, hvad der skal til for at levere kvalitet i botilbud til borgere med omfattende og varige funktionsnedsættelser.

Projektet tager udgangspunkt i en række botilbud, der hver især har gjort sig gode erfaringer, som andre botilbud kan lære af. På baggrund af denne best practice og forskning på området er der blevet udarbejdet anbefalinger til, hvordan den faglige udvikling, målopfyldelse og trivsel for medarbejdere og beboere kan styrkes og nytænkes. 

Læs mere om baggrunden for projektet

Er du interesseret i flere artikler som denne?

Viden På Tværs samler de gode erfaringer fra kommunerne.
Tilmeld dig det nyhedsbrev, som passer til dit arbejdsområde, og få viden om nye indsatser, erfaringer fra den virkelige verden og gratis værktøjer.

Fem råd til andre botilbud, der vil arbejde med mental sundhed
Fællesskab og relationer er også sundhed

 1) Hold et opstartsmøde

- Det er vigtig at holde et opstartsmøde for alle medarbejdere. Vi holdt oplæg om, hvad mental sundhed er, og hvorfor vi tænker, at det er vigtigt at arbejde med, siger leder Anette Lorentsen (til højre på foto).

2) Sæt en ramme

- Man skal sætte sig en tidsramme for, at det skal være denne dag og de her timer, så det bliver fast integreret som en del af ugeplanen. Og så skal alle være en del af det, så de føler ansvar for at få det til at køre, siger pædagogisk koordinator Bettina Lorentsen (til venstre på foto).

3) Det skal give mening

- Man skal skabe en forståelse af, hvorfor vi gør det, så er det også meget nemmere at tage ansvar, siger Bettina Lorentsen og suppleres af Anette Bagger:

- Hvis det ikke giver mening for medarbejderne, så kan man ville det nok så meget, men det vil ikke gro fast.

4) Man skal være parat til at justere

Det er vigtigt at observere og lytte til borgerne undervejs.

- Vi tænkte jo i starten, at det var vigtigt at komme ud i frisk luft, men det var ikke det vigtigste. Så man skal have øje for, hvad er det, der har betydning for borgerne. Så vi ændrede fokus fra frisk luft til samvær og relationer, siger Anette Bagger.

5) Tid til at rodfæste sig blandt medarbejderne

- Vi overvejede i starten at lave en værktøjskasse med idéer til aktiviteter, men det har vist sig ikke at være nødvendigt. Det har bare skulle have lidt tid til at rodfæste sig, siger Anette Bagger.

Borgermøder på Botilbuddet Ebberød
Else Marie bager småkager
  • I forbindelse med projektet er botilbuddet begyndt at holde borgermøder en gang om måneden.
  • Her kan borgerne vælge, hvilke aktiviteter de gerne vil lave, og hvilken mad de gerne vil have.
  • Også borgere uden sprog er begyndt at deltage aktivt med nonverbal kommunikation om, hvad de vil spise eller lave.
  • På madplanerne bliver der skrevet, hvem der har ønsket dagens ret, og der bliver gjort opmærksom på det under middagen.
Inspirationen kommer fra Botilbuddet Nordstjernen
Aase bager småkager på Ebberød
  • I projektet ”Fremtidens boformer” har Botilbuddet Ebberød arbejdet med temaet ”Sundhed er mere end kost og motion”, som tager udgangspunkt i en praksisform fra Botilbuddet Nordstjernen i Brønderslev Kommune.
  • Her arbejder man med det brede sundhedsbegreb, som udvider sundhed til også at inkludere psykisk og social sundhed.
  • Fokus er derfor på, at aktiviteter foregår i et givende socialt fællesskab, så der sættes fokus på borgerens glæde, trivsel og relationer.
  • Bundlinjen er, at det også er sundhed, hvis det giver en øget livskvalitet på langt sigt.