fremtidens boformer

Om projekt faglighed i fremtidens boformer

Hvordan sikrer vi et godt liv for mennesker med omfattende funktionsnedsættelser, som har brug for massiv hjælp og støtte hele deres liv? Vejen frem er bygget på faglig udvikling og nytænkning, med respekt for de enkelte borgeres selvbestemmelse og selvstændighed.

Af Sine Molbæk-Steensig 01/05/2019
Fremfærd

Målet er enkelt: God praksis og kvalitet i boformer for mennesker med omfattende funktionsnedsættelser. Men hvordan kan den faglige indsats i botilbuddene udvikles og nytænkes?

Hvem gør det godt – og kan det gøres efter?

Fremfærds projekt "Faglighed i fremtidens boformer" har arbejdet med at finde frem til gode praksisformer, som hjælper mennesker med svær udviklingshæmning, autisme, fysiske handicaps eller uden sprog.

Projektet tager udgangspunkt i en række kommunale botilbud, der hver især har gjort sig gode erfaringer, som andre botilbud kan lære af.

Projektet har afdækket i alt ni praksisformer på ni forskellige botilbud (se kort). Med udgangspunkt i de gode erfaringer, blev der udviklet ni sæt anbefalinger, som blev afprøvet på en række andre botilbud. De nye botilbud fik til opgave at arbejde med at ”oversætte” anbefalingerne, så de kunne bruges i deres egen praksis. Det er på baggrund af de erfaringer, at de endelige anbefalinger, der findes her på siden, blevet udarbejdet.

Hvad kendetegner de gode praksisformer?

De gode faglige praksisformer har som fællesnævner, at de skaber livskvalitet, øget medbestemmelse og medborgerskab. Ofte ses der også øget medarbejdertrivsel.

Hvem står bag projektet?

Fremfærd Borgere med særlige behov har sat projektet i gang. Kommunernes Landsforening og Socialpædagogernes Landsforbund er projektledere. Forsknings- og konsulenthuset DEFACTUM har stået for kortlægningen af best practise-eksempler, udvikling af anbefalinger, facilitering af læringsforløb med ledelse, medarbejdere, pårørende og borgere i botilbud samt udvikling af inspirationsmateriale.

Overblik over kortlagte praksisformer

Hold musen henover Danmarkskortet, og se de ni oprindelige botilbud, hvor vi har kortlagt eksempler på god praksis (markeret med grønt). De otte botilbud markeret med sort, er de nye botilbud, der har afprøvet og tilpasset praksisformerne.  

 

Baggrund for projekt faglighed i Fremtidens boformer

Målgruppen af borgere, der visiteres til sociale indsatser efter serviceloven, stiger, og udviklingen har de senere år været, at flere hjælpes til at bo i egen bolig. De borgere, der visiteres til varige botilbud med bostøtte tenderer at have større behov for indsatser, der adresserer deres problemstillinger.

Der er tale om borgere, som ofte har mange problemstillinger. De kan være sammensat af udviklingshæmning, psykiske problemer, misbrug, fravær af sociale relationer, kognitive såvel som fysiske funktionsnedsættelser mv.

Det stiller krav om fokus på, hvordan den faglige udvikling af bostøtten i botilbud og botilbudslignende boformer samt helheden i indsatsen kan udvikles og nytænkes med respekt for de enkelte borgeres selvbestemmelse og selvstændighed.