Kirsten bor på Center for Neuropædagogik i Næstved. Kirsten arbejdede som sygeplejerske, da hun i 2000 blev ramt af en hjerneblødning. Det, sammen med en fremskreden sklerose, ændrede hendes liv radikalt. 

Fra at være selvhjulpen er Kirsten blevet afhængig af hjælp 24 timer i døgnet. Særligt én situation er udfordrende, den personlige hygiejne. Kirsten siger av ved mindste berøring og slår ud med armene. Nogle gange sparker hun også ud efter personalet.

For personalet er det svært at være i, og det stiller dem i et dilemma. 

- Hun skal jo vaskes indimellem, men nogle gange er det på grænsen til et overgreb at gå derind, siger Britt Glahn Christiansen, der er afspændingspædagog og kontaktperson for Kirsten.

Systematiske iagttagelser skrives ind i plan

Men så tog centret et nyt værktøj i brug, en såkaldt trivselsplan. 

En trivselsplan er en detaljeret beskrivelse af en hverdagssituation, der er udfordrende for en beboer. Trivselsplanen skal bidrage til, at personalet arbejder mere systematisk og ensartet med de udfordrende hverdagssituationer. 

Sammen med Natasha Rosted Holm, der er pædagogisk assistent og ligeledes er kontaktperson for Kirsten, udarbejdede Britt Glahn Christiansen en plan for, hvordan man tackler udfordringen med den personlige vask af Kirsten. 

Sammen blev der brainstormet, lavet mindmap og tænkt ressourcer. De stillede sig selv spørgsmålet, hvad kan Kirsten selv bidrage med for at løse situationen? Og kom frem til svaret:  Hun kan rejse sig fra sengen, når hovedgærdet er hævet og selv tage tøjet af.

Problemet fylder ikke længere på personalemøderne

De stillede også sig selv spørgsmålet: Hvad blokerer for en god opgaveløsning? Her kom mange ting i spil, f.eks. hvis medarbejderen taler for meget, bliver utålmodig eller glemmer at vise med hånden, at Kirsten skal gå på badeværelset. Eller hvis medarbejderen går for hurtigt til værks og glemmer at duppe kluden lige så stille mod Kirstens hud, så hun bliver tryg ved situationen. 

De mange observationer og betragtninger omkring, hvad der skal gøres før, under og efter vaskesituationen, blev skrevet ned i en plan og udbredt til hele personalegruppen. Det har hjulpet på Kirstens situation.

Alle problemer er ikke løst, men Kirsten siger ikke av så tit, og personalet har fået italesat det konkrete problem, så det ikke længere fylder på personale-møderne. 

- Det er blevet acceptabelt, at det er svært. Så i stedet for at blive ved med at gå ind til Kirsten og forsøge at gennemføre en vask, er det ok at sige til en kollega: Det lykkes ikke for mig. Kan du prøve senere, siger Britt Glahn Christiansen.

Trivselsplaner giver mulighed for faglig sparring

Ind til videre er der blevet udarbejdet trivselsplaner for fire borgere på Center for Neuropædagogik, der er et bo- og aktivitetstilbud til mennesker med senhjerneskader. Bl.a. er der lavet en plan for, hvordan en borger kan inddrages mere i fællesskabet. En anden plan handler om medicinindtag. En tredje handler om at gøre en borger tryg i at komme i aktivitetscentret. 

For afspændingspædagog Britt Glahn Christiansen giver arbejdet med trivselsplanerne mulighed for værdifuld faglig sparring med kolleger.

- Nu taler vi samme sprog, og vi arbejder med borgeren i centrum ud fra hver vores faglighed. Som personale er vi meget afhængige af hinanden i det daglige, så faglig sparring er en nødvendighed, siger hun. 

Medarbejdere skal bede om tid til planlægning

Selvom personalet på Center for Neuropædagogik i dag er glade for metoden, husker afdelingsleder Gitte Severin godt den modstand, der var i starten. Men det er kun forståeligt i en hverdag med mange projekter og mange forskellige vagter.

- Det er svært at finde tid til at lave en trivselsplan i en hektisk hverdag. Her kunne jeg godt tænke mig, at personalet kommer til mig og beder om tid til planlægning, for tiden er godt givet ud, siger hun.

Selvom formålet med trivselsplanerne er, at alle medarbejdere (også vikarer) skal kunne udføre en aktivitet på samme måde med den pågældende borger, er det vigtigt at huske, at relationer betyder noget, og at både borgere og medarbejdere er mennesker og ikke maskiner. Derfor er det ingen skam at sige, at noget er svært trods trivselsplanen.

- Før kunne man som medarbejder gå ind til en borger 12 gange og forsøge at gennemføre noget, før man sagde til en kollega: ’Nu må du tage over.’ Nu er det legalt at bede om hjælp efter tre gange, siger Natasha Roland Holm.

Trivselsplaner giver ro og læring om borgerinddragelse

Netop det, at medarbejderen ikke længere presser så meget på, giver borgeren et frirum, der gør, at problemet lettere løser sig selv, siger afdelingsleder Gitte Severin.

- Når medarbejderne ikke stresser, stresser borgeren heller ikke. Der kommer ro på. Man ved, hvad man skal gøre. Kan man, så kan man. Og kan man ikke, beder man en kollega om at prøve, siger hun.

Også borgerens eget ansvar er kommet i fokus. Som medarbejder kan man ikke tvinge en borger til at f.eks. at tage en pille eller blive vasket. Men man kan appellere til, at det er i deres egen interesse, siger afspændingspædagog Britt Glahn Christiansen

- Vi forsøger at inddrage borgeren så meget som muligt, når vi laver nye indsatser. Men borgerne har jo hjerneskader, så det er hele tiden en diskussion: Hvor meget ansvar kan vi lægge over på dem? Her har vi lært meget om, hvordan vi stiller spørgsmål til borgerne, siger hun.

Det har været vigtigt for ledere og medarbejdere, at trivselsplanerne bliver levende dokumenter, der bruges i hverdagen og løbende justeres. Og det gør de. Ofte er er der sat små gule lapper på planerne fra kolleger, der lige har et spørgsmål.

- Vi bruger hinandens trivselsplaner og stiller spørgsmål til hinanden. Vi kan noget hver især, og vi tænker forskelligt. Det er det gode ved det. Gennem denne metode bruger vi disse forskelligheder på en måde, der kommer borgeren til gavn, siger Natasha Roholm Holm.