Metoder mod vold - kom i gang!
Videns- og inspirationsværktøj til at håndtere og forebygge voldsomme hændelser i arbejdet med borgere med særlige problemstillinger.
Velkommen til Metoder Mod Vold!
Sitet her er henvendt primært til ledelse, tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant (TRIO) på arbejdspladser, der beskæftiger sig med borgere med særlige problemstillinger, og som kan være udadreagerende. Andre medarbejdere på arbejdpladsen kan også med fordel se på materialet. Formålet er at inspirere jer i arbejdet med at forebygge og håndtere voldsomme hændelser på jeres arbejdsplads og tage læring med videre.
Vi præsenterer jer for en vifte af metoder og tilgange, som alle bliver illustreret af en arbejdsplads, der har taget netop den metode eller tilgang i brug.
Listen over metoderne er ikke udtømmende, men har et fællestræk: Beskyttelsen af medarbejdere mod vold og trusler er mest effektiv, når den sker igennem respekt og hensyntagen til borgerens trivsel. Den røde tråd er således, at jo mere den enkelte borger har kontrol over eget liv og oplever respekt og hjælp til egen mestring, desto mindre er risikoen for, at borgeren bliver frustreret og tyer til vold som udtryksform.
Start her: Introduktion til metoder mod vold
Vi ønsker at bringe en stor tak til alle de arbejdspladser, kolleger og borgere, der har bragt sig selv og deres faglighed i spil. De er udvalgt, således at vi kommer vidt omkring både geografisk, i forhold til borgergrupper og medarbejdernes faglige baggrund. Alligevel er mange af deres udfordringer, erfaringer og pointer overordnede og kan altså godt ses i et bredere perspektiv.
Ud over ledere og medarbejdere vil vores to faglige eksperter, Bjarne Møller fra Vold som Udtryksform samt psykolog Trine Uhrskov fra Sopra, også dele deres erfaringer med voldsforebyggelse. Det foregår på de fire forsider: Forebyggelse, Håndtering, Læring og Borger - og så videoerne her på siden.











