
Når jeg skriver med – bliver jeg forstået
Det er Mette og Sebastians egne ord om sig selv, personalet møder i dokumentationssystemet. Det skaber tryghed og forebygger konflikter, lyder det.
- Da jeg første gang kiggede med i Nexus, blev jeg meget overrasket over, hvad der stod om mig. Jeg synes, det var meget firkantet, fortæller Mette Sandberg Christensen.
Mette Sandberg Christensen bor på botilbuddet Toftehøj, som deltager i Fremfærd-projektet Bedre liv i botilbud. Toftehøj er et botilbud for voksne med sindslidelser, såsom forandret virkelighedsopfattelse, angst og depression.
Gennem et år har Mette Sandberg Christensen sammen med fire medarbejdere og én anden beboer, Sebastian Mygind Jensen, været del af en arbejds- og implementeringsgruppe, der har haft fokus på at højne oplevelsen af tryghed på Toftehøj. En af prøvehandlingerne har været at give Mette og Sebastian adgang til deres døgn- og samværsbeskrivelser, der ligger i dokumentationssystemet Nexus.
- Når det står i mit eget sprog, så forstår personalet mig bedre, og det føles mere trygt, siger Mette Sandberg Christensen.
Færre misforståelser
Sebastian Mygind Jensen fortæller, at den nye måde at arbejde på, får ryddet en masse misforståelser af vejen.
- Nogle gange kan det fx udadtil se ud, som om jeg har haft en god dag – men jeg har i virkeligheden kæmpet med angst. Fordi jeg selv er med til at skrive, så står der, hvordan jeg egentlig har haft det – og så kan jeg bedre få den støtte, jeg har brug for af den næste, der møder mig.
Sebastian Mygind Jensen bruger også døgn- og samværsbeskrivelsen til at forklare, hvordan han gerne vil mødes i bestemte situationer.
Når jeg smækker med dørene, betyder det ikke nødvendigvis ”lad mig være i fred” – det betyder for det meste ”jeg vil gerne have kontakt”
Sebastian Mygind Jensen, beboer på Toftehøj
Samarbejdet er centralt
Netop af den grund er det løbende samarbejde og dialogen med personalet så vigtigt, understreger Mette Sandberg Christensen.
I dagligdagen observerer personalet typisk en adfærd og tolker den som et udtryk for en bestemt sindsstemning, men det er ikke altid den rigtige tolkning.
- Når vi samarbejder om Nexus, får jeg mulighed for at rydde ud i misforståelser og fortælle, hvordan jeg har det indeni. Og hvordan de ting, jeg siger, skal forstås, siger hun.
Sebastian Mygind Jensen siger det helt klart:
- Det er virkelig rart at blive hørt.
Personalet får et forspring
I praksis giver døgn- og samværsbeskrivelser personalet et forspring i mødet med beboerne. Og når beboerne skriver med og løbende får justeret, så beskrivelserne bedre passer med deres egne oplevelser, bliver det lettere at møde borgeren rigtigt.
Og den løbende dialog er vigtig, forklarer Malene Rosander Andersen, som arbejder som socialpædagog.
- Når klokken bliver 8, plejer vi at gå ned og sige godmorgen. Men hvis en beboer nu har skrevet, at han eller hun lige for tiden først vil have vi kigger ind klokken 9 eller 10, så undgår vi en konflikt som det første på dagen, og beboerne får en meget bedre start.
En anden måde at tænke på
Socialpædagogen Tim Odgaard Villadsen beskriver forsøget som et lille paradigmeskifte og et virksomt skridt i Toftehøjs recovery-orienterede tilgang.
- Nexus har hidtil været et internt arbejdsredskab for personalet og lukket land for borgerne. Når vi gør det på den her måde, får beboerne en mere aktiv rolle i deres eget liv og behandling – og der bliver plads til deres egen stemme, siger han.
Han understreger, hvor vigtigt, det er, at involveringen i Nexus foregår på frivillig basis, og at øvelsen kun giver mening, hvis det højner den oplevede tryghed. For nogle beboere vil en involvering i dokumentation blive oplevet som stressende, og så er det ikke den vej, man skal gå.
Hvad nu Toftehøj?
Arbejdsgruppen fra Toftehøj fortæller, at de fortsætter arbejdet med at højne oplevelsen af tryghed, når projektet Bedre liv i botilbud er slut.
Gruppen har allerede rekrutteret endnu en beboer med lyst til at skrive med i Nexus, og der bliver også løbende eksperimenteret med forskellige måder at kommunikere på, der virker godt for de enkelte beboere.
- Jeg synes, vi har skabt en god base for, hvordan vi arbejder fremadrettet, siger Sebastian Mygind Jensen.
Mette Sandberg Christensen er enig i, at man har fået skabt et godt samarbejde og taget nogle vigtige skridt i arbejdsgruppen.
- Nu skal vi bare have endnu flere beboere med, siger hun.











