Fra naturuddannelsen

Naturterapi skaber ro og bringer os sammen

Parkvænget i Glostrup satser stort på naturen for at skabe mere trivsel. Fælles uddannelse for beboere og medarbejdere har allerede gjort en forskel.

Af Sine Molbæk-Steensig 20/10/2025

- Når du måler på, hvad der sker, når vi kommer ud i naturen, så falder pulsen og åndedrætsfrekvensen. Der sker et skift fra den direkte opmærksomhed til den sanselige opmærksomhed, og det aktiverer det beroligende nervesystem. Det kan vi alle have brug for, men vores beboere har det i særlig grad.

Det fortæller socialpædagog og naturterapeut Jakob Rothstein, der til daglig arbejder som udviklingsmedarbejder på Parkvænget i Glostrup, et bosted for psykisk sårbare borgere.

Viden om naturterapi til alle

Sammen med det øvrige udviklingsteam og udviklingsleder Gitte Jensen har Jakob Rothstein arbejdet målrettet på at få naturens helende kræfter mere i spil i dagligdagen på bostedet. 

Derfor har hele medarbejdergruppen fået et fælles kompetenceløft i et samarbejde med virksomheden ViNatur, der specialiserer sig i naturbaseret sundhedsfremme. Alle medarbejdere - fra pædagoger, sosu'er og administrativt personale til teknisk personale og køkkenmedarbejdere - har fået viden om naturterapi og indføring i en række værktøjer og metoder, som skaber ro og fremmer trivsel. 

Hjemmedyrkede chili og tomater er også natur
tometer og chil

Man behøver ikke nødvendigvis at tage ud i en skov for at nyde godt af naturen. En lille ting som at hjemmedyrke tomater og chili eller bare have planter på værelset kan have positiv effekt.

Ny viden skal ud at leve

- Det er helt afgørende for os, at vores beboere får glæde af vores nye viden og mærker en konkret forskel, så derfor er vi gået all-in på implementering, siger Gitte Jensen.

Det handler om at sikre, at den nyerhvervede viden om naturterapi får et liv blandt beboere og medarbejdere på den lange bane og ikke ligeså stille løber ud i sandet.

Naturterapeut Jakob Rothstein og udviklingsleder Gitte Jensen

- Derfor har naturterapi været en del af vores egen hverdag som medarbejdere i månedsvis. Det har fyldt på vores møder, i vores faglige snakke, og så har vi ofte startet dagen med i fællesskab at bruge nogle af de øvelser, som vi senere skulle lære beboerne, fortæller hun.

Det betyder, at medarbejderne nu både føler sig hjemme i metoderne, men også har en grundlæggende forståelse for de effekter, som de har på krop og sind. Det er et godt udgangspunkt for at kunne lære fra sig.

Fælles oplevelser på naturterapiuddannelse

Næste skridt fokuserede på at få den nye læring ud til beboerne og gøre naturterapien til en mere fasttømret del af Parkvængets kultur. Derfor planlage og gennemførte udviklingsteamet en særlig tilrettelagt naturterapiuddannelse, hvor både beboere og medarbejdere var med, og man sammen lavede øvelser og fik ny viden.

Her deltog 12 borgere og 12 medarbejdere som makkerpar. Uddannelsen foregik over 3 måneder med 7 undervisningsdage i naturen, og mellem uddannelsesdagene var der en række hjemmeøvelser.

Om Parkvængets naturterapiuddannelse

Naturuddannelsen tager udgangspunkt i ViNaturs NBMC-model (Nature - Body - Mind - Community)

  • Natur: Der læges vægt på at skabe forbindelse til naturen, idet naturen har en beroligende og helende effekt på mennesker i mistrivsel. Der er fokus på at bruge naturen tæt på botilbuddet, så deltagerne hurtigt og nemt kan få glæde af naturen på egen hånd under og efter uddannelsen. 
     
  • Krop: Der er fokus på kropsbevidsthed, nærvær, mestring og handlekraft. Via sanser, fysisk aktivitet og leg oplever deltagerne reaktioner på egen krop og arbejder med at identificere sansepåvirkninger og impulser.
     
  • Psyke: Der er fokus på sammenhængen mellem krop og psyke. Deltagerne arbejder med selvregulering, bl.a. ved at guide opmærksomheden og berolige sig selv med fx mindfulness og åndedrættet.  
     
  • Fællesskab: Der er fokus på at skabe fællesskaber på kryds og tværs af beboere og medarbejdere. 

- Vi gjorde rigtig meget ud af, at skabe en genkendelig struktur på uddannelsesdagene, så det føles trygt at møde op, fortæller Jakob Rothstein. 

Der var derfor en række faste elementer på undervisningsdagene. Fx starter dagen altid med lidt morgenmad og to fællessange. Derefter er der vejrtrækningsøvelser, præsentation af dagens program, opgaver og øvelser. Hjemmeopgaverne fra sidste gang bliver gennemgået, og nye hjemmeopgaver bliver præsenteret, og der er fællesfrokost. 

Sansegaver giver hjernen en pause
sansegaver

En af de populære øvelser på naturuddannelsen er en sansegave-øvelse. Den går ud på, at man finder en sansegave til sin makker. Makkeren må ikke se sin gave, men skal mærke, dufte og sanse sig frem til, hvad det er og undersøge den.

- Når vi fjerner synssansen, så forstærker det vores andre sanser. Vi forlader den direkte opmærksomhed og bevæger os over i den sanselige, og dér er der ikke plads til tankemylder og bekymring. Øvelser som denne giver hjernen en tiltrængt pause, fortæller Jakob Rothstein.

Naturkit samler ny læring og holder buksebagen tør

Alle deltagere på uddannelsen har fået udleveret et "naturkit". Det hjælper med at holde styr på den nye viden, dagens program, og hvad der skal ske på kurset.

Og så er der også et par praktiske redskaber, som fx en drikkedunk og et uundværligt siddeunderlag, der holder buksebagen tør, når græs og mos er fugtigt.​​​​

Se hvad der er i Parkvængets naturkit

Hør naturterapeut og udviklingsmedarbejder Jakob Rothstein forklare, hvad der er i den pose, som alle medarbejdere og beboere får udleveret i naturforløbet.

 

Learning by fooling

Allerede nu kan Parkvænget konstatere, at de har nået deres mål om, at naturterapiuddannelsen skulle føre til øget livskvalitet og større deltagelse af beboere i Parkvængets naturterapeutiske aktiviteter.

Flere borgere rapporterer om anvendelige vejtræknings- og sanseøvelser, bedre døgnrytme og mere lyst og energi til at være i naturen. Og de øvelser og den viden om forbindelsen mellem krop og sind, som medarbejderne har fået med, bliver også brugt i andre sammenhænge på Parkvænget.

Ifølge Jakob Rothstein så hænger succesen blandt andet sammen med, at udviklingsteamet ikke har været bange for at skrue på det planlagte forløb undervejs. Der skal være en overordnet plan, men også plads til justeringer, sådan at man løbende lærer af sine erfaringer og styrker det, der virker, og ændrer, når noget ikke fungerer, som man havde forestillet sig.

- Vi kalder det lidt for sjov for learning by fooling. Men det er faktisk en ret stor styrke, når vi arbejder med beboere, der har den type udfordringer, som vi har her hos os, siger han.

Gitte Jensen er enig:

- Og så handler det også om ikke at overkomplicere tingene. Vi har besluttet, at læringen først og fremmest skal være en kropslig fornemmelse: Kunne du mærke det? Hvad følte du? Hvad tænkte du, og vil du gøre det igen?

Nye og dybere venskaber

En af de fire grundsøjler i Parkvængets naturuddannelse er styrkelse af fællesskabet, og Jakob Rothstein fortæller, at beboere og medarbejdere er kommet tættere på hinanden gennem de fælles oplevelser. Der er opstået nye og dybere venskaber, og man har lært hinanden bedre at kende.

- Nu hvor uddannelsen er slut, så bruger vi mange af vores naturoplevelser til at zoome ind på netop fællesskabet. Fx med vores ugentlige båleftermiddage i sansehaven, hvor vi spiller musik, drikker kaffe og rister skumfiduser, fortæller Jakob Rothstein.

Fællessang og kaffe ved bålet i sansehaven

Gitte Jensen supplerer:

-  Og så har det været et erklæret mål, at uddannelsen skal kobles til beboernes individuelle indsatsmål. Rigtig mange har mål som forbedring af sociale relationer, bedre livskvalitet og styrket identitetsfølelse. Og det synes jeg faktisk, vi lykkes med. 

Vi gør det igen til næste år!

Den kommende udfordring bliver at holde fast i den nye viden og få naturterapi til at blive en fasttømret del af Parkvængets kultur. Sørge for at nye beboere får chancen for at komme på uddannelse og få nye medarbejdere med på vognen.

Det handler om at dele ansvar og viden ud, så det ikke bliver sårbart. Derfor er udviklingsteamet allerede så småt begyndt at planlægge endnu et uddannelsesforløb.

Der er nemlig stadig mange beboere på Parkvænget, der kan få stor glæde af uddannelsen, fortæller Jakob Rothstein. Både nye deltagere men også gengangere. Nogle af de tidligere deltagere har tilbudt at spille en mere aktiv rolle som hjælpere - fx som bålansvarlige eller medundervisere. Og andre tidligere deltagere fik af forskellige årsager ikke gennemført hele forløbet og vil gerne have en chance til.

- Som jeg ser det, så er vi faktisk lykkes med at få vores nye viden til at leve. Og det er vi i grunden bare stolte og glade for, siger Gitte Jensen.

Parkvænget beboere
"Naturen får dig lidt ud af dit hoved"

Ifølge de tre beboere Henrik Olsen, Janick Lagoni og Jan Kolrengen er der meget at hente i skoven, ved stranden eller ved mosen - ja selv i en udestue. Både for den enkelte, men også for fællesskabet.

- Du kommer lidt ud af dit hoved, når du kommer ud i naturen. Der kommer en anden form for ro på, siger Janick Lagoni.

Om Parkvænget

Parkvænget i Glostrup er et socialpsykiatrisk bosted for psykisk syge voksne. Målgruppen er borgere med forandret virkelighedsopfattelse (skizofreni), angst og depression. Der er 70 ansatte og 58 beboere.