snak om døden

Plejecenter styrker samarbejdet med pårørende omkring døden

Hvordan sikrer man, at de pårørende inddrages i vigtige spørgsmål omkring borgerens sidste tid? På et plejecenter i Gladsaxe har de fundet en metode, som giver tryghed for både medarbejdere og pårørende. Kunsten er at lytte og støtte hinanden.

Af Irene Aya Schou 28/01/2019
Fremfærd

Det giver ro og tryghed for både personale og pårørende, at plejecenter og familier samarbejder om alle aspekter af den sidste tid.  

Sådan lyder det fra Seniorcenter Bakkegården, et demenscenter i Gladsaxe Kommune med 107 plejeboliger. Bakkegården er borgerens sidste bolig, og hvert år dør omkring en fjerdedel af beboerne. Derfor er det vigtigt med et godt samarbejde både i den næstsidste og den sidste tid.

- Vi har brug for de pårørendes hjælp til at blive bedre til at belyse nogle af de spørgsmål og udfordringer, personalet og vi i ledelsen møder i vores hverdag, siger centerleder på Bakkegården, Mette Thoms.

Gruppeinterview med pårørende

På Bakkegården har man gode erfaringer med en metode, hvor de pårørende inviteres til at dele viden, erfaringer og ønsker med personalet. Der er ikke tale om dialog i klassisk forstand men om et gruppeinterview, hvor de pårørende interviewes, mens ledere og medarbejdere lytter.

- Metoden er guld værd, og den kan bruges i mange sammenhænge. Det bedste er, at intervieweren er én udefra, der er neutral. Så kan vi andre koncentrere os om at lytte og blive klogere, siger Mette Thoms.

Bakkegården er med i Fremfærd-projektet 'Borgernes ønsker til den sidste tid - Klar til samtalen', hvor man med udgangspunkt i hverdagen på tre plejecentre i tre forskellige kommuner undersøger, hvordan man bedst efterlever borgernes og familiernes ønsker i den terminale fase. Her spiller de pårørende en afgørende rolle, ikke mindst på Bakkegården, hvor alle beboere lider af en demenssygdom.

For at bringe familiernes stemmer i spil, blev fire pårørende i efteråret interviewet af personer uden relation til plejecentret. Imens sad Mette Thoms og en gruppe ledere og medarbejdere bagest i lokalet og lyttede.

Ingen snak om døden de første tre måneder

Interviewet foregik over et par timer og blev gennemført af Ove Gaardboe og Anne Weber fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed, som gennemfører Klar til samtalen-projektet for Fremfærd Ældre. Bl.a. ønskede medarbejderne viden om, hvornår man spørger om hvad.

 - Vi vil gerne snakke med de pårørende om den sidste tid, og vi vil gerne gøre det på det rigtige tidspunkt, men hvornår er det? Her fik vi en klar tilkendegivelse. De pårørende ønsker ikke, at vi bringer emnet op før tidligst efter tre måneder, siger Mette Thoms.

Det rette tidspunkt er svært at finde, for når man er alderdomssvækket og dement, kan man være døende over lang tid.

Men samtalen skal tages, for mange spørgsmål presser sig på, bl.a. om hvilket behandlingsniveau borgeren ønsker i forhold til hospitalsindlæggelse, sondemad og genoplivningsforsøg ved hjertestop. Det er spørgsmål, der forudsætter en rundbordsdrøftelse med egen læge, daglig leder, kontaktperson, sygeplejerske, pårørende og beboer, hvis beboeren kan rumme at deltage, understreger leder Mette Thoms.

- Samtidig kan samtalen være meget følelsesbetonet. Pårørende til mennesker med demens oplever at miste to gange, både når personen begynder at forsvinde ind i sig selv, og når personen reelt dør. Det er hårdt, siger hun.

Menneske til menneske

Social- og sundhedsassistent på Bakkegården, Pernille Kristensen, er én af tre assistenter, der overværede interviewet med de pårørende. Hun synes, metoden bidrager med stor viden.

- Det er fint bare at lytte, fordi så skal man ikke tænke: 'Hvad skal jeg sige næste gang.' Samtidig bliver det en mere fri snak, menneske til menneske og ikke medarbejder til pårørende, siger hun.

Til sidst blev medarbejdere og ledere opfordret til at fortælle, hvad de havde lært eller var blevet rørt af ved at lytte til de pårørendes drøftelser. Pernille Kristensen husker tydeligt, at hun blev påvirket af en pårørende, der fortalte, hvordan en medarbejders kommentar i en følsom situation havde gjort, at hun havde mistet tilliden til medarbejderen.

LÆS OGSÅ: Spørgsmål om døden stiller plejepersonale i dilemma mellem jura og etik

- Jeg tænkte: 'Vi skal virkelig passe på folks følelser, for vi kan nemt komme til at sige noget, der kan blive misforstået, selvom det slet ikke var ment sådan, siger Pernille Kristensen, der også blev opmærksom på, at samtaler om døden ikke skal tages i et tilfældigt gangareal.

- Dette er ikke et hospital. Dette er borgernes hjem. Derfor skal vi blive bedre til at sige, når en pårørende kommer til os og gerne vil tale om den sidste tid: ’Det vil jeg rigtig gerne snakke om, men kan vi tage den på kontoret’.

Familiestruktur betyder noget

Leder Mette Thoms har ligeledes haft stort udbytte af at lytte til de pårørende. Hun er blevet opmærksom på, at spørgsmål om livs- og behandlingstestamente er et godt sted at starte samtalen om den sidste tid, og at familiestrukturen betyder noget.

 - Er man hustru, datter eller søskende? Hvem har den primære kontakt? Og hvordan er relationen fx mellem søskende? Det kan også være en hustru, men hvor det er hans børn. Der er stor forskel på familiestrukturen. Derfor kan der være brug for samtaler over nogle gange, så man i familien får tid til at nå til en form for afklaring, siger Mette Thoms.   

Inddragelse giver tryghed

Kirsten Schmidt er pårørende og deltog i fokusgruppeinterviewet. Hun synes, det er vigtigt, at de pårørende bidrager med viden til personalet om et følsomt emne.

- Det var så fint, at der sad et panel af ledere og medarbejdere bagved og hørte, hvad vi sagde. Det giver tryghed at blive inddraget, og jeg oplever, at der bliver handlet på de ting, vi påpeger, siger Kirsten Schmidt.

Hendes mor, der om kort tid fylder 90 år, bor på Bakkegården, og Kirsten Schmidt oplever generelt et meget tillidsfuldt samarbejde med personalet. For hende er det svært at sætte dato på, hvornår man skal tage snakken om den sidste tid, men det skal ikke være lige efter indflytning, medmindre sygdom gør det nødvendigt.

- Jeg har tillid til, at vi tager samtalen, når tiden nærmer sig. Jeg kan tale med alle i personalegruppen, samtidig er der en fantastisk demenskoordinator, som vi har meget glæde af. Det vigtigste er, at vi har den åbne dialog, og at vi som pårørende føler os lyttet til, siger Kirsten Schmidt.

LÆS OGSÅ: Medarbejdere og borgere skal tale sammen om den sidste tid

Borgere ønsker at dø hjemme

På Bakkegården har man udgivet pjecen "Den sidste tid", som udleveres til alle ved indflytnings- og opfølgningssamtalen. Denne pjece er de pårørende rigtig glade for - ligesom de er glade for de ritualer, man har på Bakkegården i forbindelse med dødsfald.

- Det giver ro og tryghed for både ledere og medarbejdere at vide, at de pårørende bakker op om det, vi gør, siger Mette Thoms, der er blevet inspireret af de andre plejecentre i projekt ”Klar til samtalen” bl.a. omkring at minimere antallet af borgere, der dør på sygehuset.

På Solsidecentret i Nibe i Aalborg Kommune, der også er med i projektet, er antallet af beboere, der dør på sygehuset, reduceret markant de senere år. Den succes vil Bakkegården gerne kopiere.

- Det er et stort ønske for vores borgere at dø hjemme i det miljø, de kender. Derfor har jeg startet et projekt sammen med udviklingssygeplejersken, hvor vi ser på, hvorfor vores borgere indlægges, og om vi kunne have undgået det, siger Mette Thoms.

Første skridt handler om at turde sige, at det er svært

For social- og sundhedsassistent Pernille Kristensen er det altafgørende, at der på det enkelte plejecenter skabes en kultur, hvor det er ok at tale om døden.

- Vi skal støtte hinanden som kolleger og lære hinanden, at der er noget, man er nødt til at tale om, selvom det er svært. Samtidig skal der være opbakning fra ledelsens side. Vi har en fantastisk leder, der selv bringer emnet på banen og siger: ’Jeg kan godt se, det er en svær situation. Jeg synes lige, vi skal sætte os ned og snakke om det’, siger hun.   

For overlæge Ove Gaardboe fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed er det nødvendigt at tage samtalen med den ældre borger og dennes pårørende for at sikre, at der bliver givet den rigtige behandling og undgå overbehandling, fx hvis borgeren ikke ønsker at blive genoplivet efter hjertestop. Men han erkender, at det er svært.

- Jeg har været læge i 37 år, og alle os i sundhedsvæsenet synes også, at det er svært. Bakkegården har arbejdet med dette tema længe, og de er gode til det og kan inspirere andre. Første skridt handler om at turde sige, at det er svært, siger Ove Gaardboe, projektleder for Klar til samtalen-projektet, der afsluttes i foråret 2019.

Er du interesseret i flere artikler som denne?

Viden På Tværs samler de gode erfaringer fra kommunerne.
Tilmeld dig det nyhedsbrev, som passer til dit arbejdsområde, og få viden om nye indsatser, erfaringer fra den virkelige verden og gratis værktøjer.

Om projekt "Klar til samtalen"
Fremfærd Ældre

Projektet er et Fremfærd Ældre projekt udfærdiget i samarbejde med Dansk Selskab for Patientsikkerhed, som har den udførende rolle.

Projektledelsen består af KL og Sundhedskartellet. Der er desuden nedsat en følgegruppe med medlemmer fra de organisationer, der beskæftiger medarbejdere på området bl.a. FOA og PLO. 

Formålet er at klæde personalet på ældreområdet på til at tage samtalen med borgeren om den sidste tid. Der deltager tre plejecentre fra tre forskellige kommuner i projektet, der løber frem til foråret 2019.

Læs projektbeskrivelsen her

Værktøj til at lære at lytte

Der er meget viden at hente både som enkeltperson og som organisation, hvis vi bliver bedre til at lytte. Det er ikke altid nemt men én måde at blive bedre til at lytte på er gennem adskilte lytte- og talepositioner.

Det kan gøres på forskellige måder. Én måde er som på Bakkegården at lade én eller flere uvildige interviewe en gruppe pårørende, mens medarbejdere og ledere lytter på. 

På forhånd kan man aftale, hvilke emner og spørgsmål, de pårørende skal forholde sig til. 

Til slut kvitterer medarbejdere og ledere ved at fortælle, hvad de har lært eller er blevet rørt af ved at lytte til de pårørendes drøftelser.

Aha-oplevelser og læringer fra Bakkegården:
  • Tag samtalen på kontoret, ikke i gangen 
  • Pas på de pårørendes følelser – bemærkninger kan let misforstås.
  • Der er ikke noget rigtigt tidspunkt at tage samtalen på, ofte kan det dog være en god idé at give beboere og pårørende lidt tid til at finde sig til rette på plejecentret 
  • Støt hinanden som kolleger og fortæl de nye: 'Sådan gør vi her'
  • Aftal faste rutiner ved dødsfald fx udsyngning, billede i opholdsstuen, lanterne udenfor m.v.
  • Følg op på dødsfald og få en snak, ledere og medarbejdere imellem 
  • Aftal sprog og vendinger, man kan bruge, når man tager hul på samtalen: 'Hvis vi skal respektere dine ønsker i den sidste tid, kan det være en god ide at oprette et livstestamente.' 'Hvis du bliver syg, hvad er dine ønsker?'