Personalet på ældreområdet skal være klædt på til at tage samtalen med borgeren om den sidste tid, og det skal være velkendt for borgerne og deres pårørende, at personalet altid er klar til at tage denne samtale.

Det er udgangspunktet for et nyt projekt under Fremfærd Ældre. Projektet ”Klar til samtalen” ser på, hvilke barrierer, der er for, at personalet kan tage en sådan samtale, og hvad man kan gøre for, at borgernes ønsker imødekommes.

- De fleste døende borgere har ønsker til, hvordan den sidste tid skal leves og under hvilke omstændigheder, de vil møde døden. Disse ønsker skal der være respekt om. Derfor er der brug for at udvikle og arbejde med, hvordan man systematisk kan tilbyde samtaler med borgere og pårørende om den sidste tid, siger Karen Marie Myrndorff fra KL.

Respekt for livets afslutning

Hun er sammen med Emilie Stubkjær Nielsen fra Sundhedskartellet projektleder på ’Klar til samtalen’, der gennemføres i et partnerskab med Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

Første skridt er at undersøge gældende praksis i tre projektkommuner.

- Gennem interviews med ledere og medarbejdere i kommunerne og på de enkelte plejecentre samt med borgere og pårørende skal vi have tegnet et billede af, hvordan praksis ser ud. Det er vigtigt at få taget samtalerne med borgerne. Ellers er det svært at efterleve deres ønsker til den sidste tid, siger Emilie Stubkjær Nielsen.

På baggrund af de mange interviews indledes et udviklingsarbejde med de tre kommuner – et arbejde, der bl.a. har til formål at træne medarbejdere i god samtaleteknik og få opbygget systematiske tilbud om samtaler til borgere om den pleje og omsorg, de ønsker i den sidste tid.

Hvem skal tage samtalen?

For overlæge Ove Gaardboe fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed er det nødvendigt at tage samtalen med den ældre borger for at sikre, at der bliver givet den rigtige behandling og undgå overbehandling, f.eks. hvis borgeren ikke ønsker at blive genoplivet efter hjertestop.

- Det handler om jura, og det handler om kultur, men først om fremmest handler det om, at borgeren skal tilbydes den behandling, de gerne vil have, siger han.

Også medarbejdernes roller skal belyses, for hvem må overhovedet tage en sådan samtale, og hvilke regler gælder der for fravalg af livsforlængende behandling? Her synes der at være noget uklarhed.

- Som lovgivningen er i dag, skal lægen inddrages. Men hvad med sygeplejerskerne? Og hvad med de andre faggrupper? Vi skal også tænke uddannelse ind i det her. Hvordan understøtter vi, at personalet bliver gode til de her samtaler, siger Ove Gaardboe og understreger, at der selvfølgelig ikke er tale om én samtale - men en løbende dialog.

Ønsker justeres løbende

- Når borgernes ønsker skrives ned, er det sådan, som ønskerne er lige nu, og de kan ændres hele tiden, hvis livsvilkårene og borgerens syn på livet ændrer sig, siger han.

Samtalen med borgeren handler generelt om behandlingsniveau, pleje og kommunikation. Der kan være et ønske om ikke at blive forsøgt genoplivet ved hjertestop eller at undgå hospitalsindlæggelse.

Undersøgelser har vist, at de færreste borgere ønsker at dø på et sygehus. Alligevel er sygehuset sidste stop for knap hver anden dansker.

Projektet løber frem til foråret 2019. Til den tid er det målet at have en systematisk proces og en række anbefalinger for den svære samtale, der kan udbredes til alle kommuner.

Der nedsættes en følgegruppe med repræsentanter fra centrale organisationer bl.a. Lægeforeningen og FOA.