Bostedet Vangeleddet

Velfærdsteknologi lykkes kun, hvis beboerne inddrages

På Bostedet Vangeleddet i Greve har undervisningsplatformen Konfront og VR-teknologi skabt øget selvindsigt og selvstændighed for beboerne og løftet medarbejdernes faglighed. Men det kræver vedholdende fokus at lykkes.

Af Irene Aya Schou 17/11/2021
Fremfærd

Peter har autisme og bor på botilbuddet Vangeleddet i Greve Kommune. Tidligere kunne han ikke selv gå til hæveautomaten, men måtte have støtte af en pædagog. Men med VR-briller på kan han gøre det virtuelt i et trygt miljø og gradvist vænne sig til det.

Samtidig kan han gennem samtalekort og interaktive øvelser få en forståelse af, hvorfor det kan være forbundet med angst og bekymring at skulle eksponere sig selv i den virkelige verden.

Beboere med større selvindsigt

Vangeleddet har det sidste års tid eksperimenteret med Konfront, som er en internetbaseret læringsportal med digitale trin-for-trin-guides og virtual reality til mennesker med mentale udfordringer.  

Og resultaterne er lovende, mener Morten Pondal Nielsen, der er socialpædagog på bostedet.

- De to borgere, som jeg har arbejdet med, har fået et øget kendskab til sig selv. De er mere bevidste om, hvilke styrker og problemstillinger de har, og hvordan de reagerer i forskellige situationer, siger Morten Pondal Nielsen og understreger, at han har brugt Konfront til at arbejde med Den kognitive diamant - en model, der viser, hvordan tanker, følelser, kropslige fornemmelser og adfærd påvirker hinanden i alle situationer.

Beboere er fortrolige med digitale platforme

Vangeleddet er ét af de 10 dag- og botilbud, der har deltaget i Fremfærd-projektet "Velfærdsteknologi i dag- og botilbud".

Målet er at styrke borgernes trivsel og hverdagsliv gennem brug af teknologi og samtidig gøre det sjovt for medarbejdere og ledere at arbejde med forandringer.

Vangeleddet er et socialt bosted med 24 voksne beboere, der primært har en autismediagnose. Selvstændighed og selvhjulpenhed er kerneværdier for Vangeleddet, og i det arbejde er det oplagt at bruge en digital platform som Konfront.  

- De unge er fortrolige med den digitale verden. De kan ting med en computer, hvor jeg tænker: Hvordan gjorde de det? Og så er det meget visuelt. Man kan for eksempel starte hver session med et energibatteri, hvor beboeren fortæller, hvor meget energi de har i dag illustreret ved, hvor meget power, der er på det visuelle batteri. På den måde får beboeren en stemme i arbejdet og kan være med til at afgøre, hvor mange øvelser, de kan klare den dag, siger Morten Pondal Nielsen. 

Pædagogik er integreret i teknologi

Thomas Reedtz, socialpædagog på Bostedet Vangeleddet, har brugt Konfront til en beboer, der er præget af angst og bekymring.

- Vi har tidligere støttet ham i at hæve penge ved at gå med ham op til hæveautomaten og hjem igen. Nu træner vi selvhjulpenhed gennem Konfront og VR-teknologi. Først bruger vi samtalekort og interaktive øvelser til at støtte kommunikationen, så beboeren får åbnet op for tanker om egen adfærd. Bagefter arbejder vi med eksponeringsdelen ved hjælp af VR-briller og en digital måltrappe, hvor vi skriver, hvad han skal gøre skridt for skridt.

For afdelingsleder Katharina Troelsen handler velfærdsteknologi om at støtte op om de værdier, som bostedet arbejder efter. 

- Vores socialpædagogiske fundament er selvstændighed, og med Konfront bliver arbejdet med selvstændighed nærværende og nemt at implementere i den pædagogiske praksis – både i forhold til færdigheder og kommunikation men også selvstændighed i forhold til at kunne forholde sig til ens egne tanker og følelser, siger hun.

Motivation er afgørende for succes

På Vangeleddet er man enige om, at velfærdsteknologi ikke er et vidundermiddel, der løser alle udfordringer. For beboerne skal være motiverede, før ny teknologi bliver en gevinst.

Fire beboere har ind til videre afprøvet Konfront, og den største udfordring for medarbejderne er, at beboerne ind imellem trækker sig fra planlagte aktiviteter. 

-  Vi strækker os langt for at skabe de bedste individuelle rammer for beboerne, og vi synes, at Konfront er en relevant velfærdsteknologi til målgruppen og til os som fagpersoner. Derfor bliver vi lidt modløse, hvis beboerne ikke møder op eller melder afbud i sidste øjeblik, selvom vi godt ved, at der kan være mange årsager til, at de melder fra, siger Thomas Reedtz.

For afdelingsleder Katharina Troelsen er det vigtigt at slå fast, at en læringsportal som Konfront kun kan lykkes, hvis der er beboerinddragelse og motivation fra beboerens side.

- Man skal som beboer være villig til at arbejde med sine kognitive kompetencer, og vi skal som medarbejdere og ledere være dygtige til at sætte en ramme, hvor beboernes engagement kommer i spil, siger Katharina Troelsen.

Førende på velfærdsteknologi i Greve

Vangeleddet er et nybygget bosted, der fra starten er blevet født med en ambition om at være førende på velfærdsteknologiske løsninger på det socialpædagogiske område i Greve Kommune. Interaktive skærme og Mobilize Me - et digitalt strukturværktøj - er blandt de løsninger, man har valgt at satse på.

Da Vangleddet er en it-teknologisk højborg, har man nedsat et permanent udvalg, der står for udrulningen af velfærdsteknologi. Udvalget består af tre medarbejdere og en leder, der mødes hver 14. dag i tre timer. Arbejdet i udvalget betyder, at der konstant er fokus på de velfærdsteknologiske tiltag, der er sat i søen. 

- Jeg er topstolt over vores velfærdsteknologiudvalg. Vi prioriterer det virkeligt højt, og vi afholder møderne, også selvom vi har travlt. Møderytmen er afgørende, hvis man som os vil være førende på velfærdsteknologi, siger afdelingsleder Katharina Troelsen, der er projektleder på projektet og selv sidder med i udvalget. 

Velfærdsteknologi på hvert personalemøde

Det samme gør socialpædagog Tina Hjorth, der fik ansættelse på Vangeleddet uden det helt store kendskab til velfærdsteknologi, men med en stor interesse i at tilegne sig viden på området.

- Det er alfa og omega for mig, at møderne afholdes hver 14. dag. Det giver en fast struktur. Der er en stor glæde i at arbejde med velfærdsteknologi, fordi vi fire medlemmer hver især bidrager med vores specielle viden omkring emnet og samtidig har et trygt sted, hvor vi kan gå hen med vores spørgsmål, siger hun.

Tina Hjorth understreger, at det er afgørende for at arbejde med velfærdsteknologi, at indsatsen er prioriteret af ledelsen på bostedet og i kommunen, og at det forventes, at velfærdsudvalget også inddrager medarbejdere.

- Vi har velfærdsteknologi med som punkt på hvert eneste personalemøde. Der er forventninger til, hvad vi som velfærdsteknologiudvalg skal levere, og udvalget er ikke lavet på baggrund af ét enkelt projekt. Det er lavet på baggrund af Greve Kommunes visioner for Vangeleddet. Så vi beskæftiger os ikke kun med Konfront, men med alt, der omhandler velfærdsteknologi, siger hun.    

Arbejdsglæde er at dele glæder og frustrationer

Arbejdsglæde spiller en afgørende rolle på Vangeleddet. Ved hvert møde i velfærdsteknologiudvalget bruger man en simpel trafiklys-model, hvor man på skift fortæller hinanden, om arbejdsglæden for tiden er rød, gul eller grøn.

Arbejdsglæde afhænger af resultater for beboerne og relationer mellem de medarbejdere og ledere, der arbejder med at implementere teknologien. Resultaterne kan være svære at styre, fordi de blandt andet afhænger af beboernes motivation. Derfor er relationer et godt sted at starte.

- For mig handler arbejdsglæde først og fremmest om at kunne dele både glæden, når noget lykkes, og frustrationerne over, når noget er svært. Det, jeg laver, skal give mening - også for andre, siger socialpædagog Thomas Reedtz.

Sådan arbejder man i Konfront

Undervisningsplatformen Konfront er bygget op, så undervisning og læring tager udgangspunkt i beboerens behov.

Man kan for eksempel starte med en screeningtest med en række spørgsmål, der afklarer, hvad beboeren skal arbejde med. Det kan være spørgsmål som "Jeg er ensom" eller "Jeg er ukomfortabel, når jeg er sammen med andre".

Hvis man for eksempel arbejder med angst og bekymring, kan man starte med en række opgaver, der handler om, hvad angst og bekymring generelt er, og hvad beboeren er bange og bekymret for.

Der er også til hvert modul tilknyttet en række læringsfilm og teorier, som medarbejderen kan se og læse, inden de taler med beboeren.  

Derefter kan man arbejde med eksponering blandt andet ved hjælp af VR-teknologi. Her taler man med beboeren om, hvorfor man kan arbejde med de ting, man er bange for. Derefter kan man se VR-film for eksempel fra en kiosk eller et busstoppested, hvor man skal forholde sig til andre. 

Man kan derefter bygge en trappe for, hvordan eksponerings-træningen skal føres ud i livet med en lang række trin, hvor de første trin eller mål er snublemål, så beboeren hurtigt får en følelse af succes. Derefter går man ud og træner de enkelte mål.

 

Billedtekst:

Thomas Reedtz (tv) demonstrerer VR-brillerne, mens hans kollega Morten Pondal Nielsen, afdelingsleder Katharina Troelsen og socialpædagog Tina Hjorth ser på.

Læs om projektet Velfærdsteknologi i dag- og botilbud

Projektets formål er at inspirere og stimulere til praksisnær kvalitetsudvikling i det faglige arbejde på botilbud ved anvendelse af velfærdsteknologi. Sociale tilbud i syv kommuner deltager. 

Ønsker du at høre mere om projektet, så kontakt:

Specialkonsulent Mie Bjerre, KL på MIBJ@kl.dk 
Konsulent Mette Bay Nyholm, Ergoterapeutforeningen på mbn@etf.dk

Gå til projektside

Velfærdsteknologi på bosteder