Bedre til ord, tal og IT

Sådan forbedrer I medarbejdernes kompetencer i dansk, regning og IT

Knap 600.000 voksne danskere har problemer med at læse og skrive, og kravene på fremtidens arbejdsmarked bliver kun større. Derfor havde KL, FOA og 3F inviteret ledere og medarbejdere til temamøde for at orientere om støttemuligheder og lade to kommuner fortælle om deres erfaringer.

Af Irene Aya Schou 24/06/2019
3F,
FOA,
KL

Hvordan motiverer man medarbejderne? Skal lederne også screenes? Og kan de ansattes danskkundskaber være så mangelfulde, at de ikke kan få tilbudt undervisning?

Interessen var stor, da KL, FOA og 3F på et temamøde i København orienterede om, hvordan man som kommune eller arbejdsplads kan forbedre medarbejderes grundlæggende kompetencer i dansk, regning og IT gennem "Bedre til ord, tal og IT".

42 kommuner er allerede i gang med fælles indsats under Den Kommunale Kompetencefond, hvor der ydes tilskud til vikardækning/lønrefusion i forbindelse med screening og efterfølgende kurser i dansk, matematik og IT.

Rengøringen i Rødovre overvejer tilbud

Håbet er, at endnu flere kommuner fremover vil benytte sig af muligheden, således at medarbejderens almene kompetencer kan kvalificeres til glæde for arbejdspladsen, men også for medarbejderen privat, understregede Jette Bakkedal, konsulent i Den Kommunale Kompetencefond.

- Ambitionen er at få alle 98 kommuner med, for dansk, matematik og IT er basale færdigheder, som man skal have for at varetage mange jobfunktioner. Samtidig kan 'Bedre til ord, tal og IT' være første skridt på vejen til at gå fra ufaglært til faglært eller tage en anden uddannelse, sagde hun.

Blandt deltagerne var serviceleder Annette Schläger fra Rødovre Kommune, der havde taget kollega Annette Bonde under armen for at blive klogere på, hvordan 'Bedre til ord, tal og IT' kan bruges på deres arbejdsplads.

- Vi har mange medarbejdere, der er meget dårlige til dansk. Det giver frustrationer, at vi ikke kan kommunikere ordentligt og give beskeder på dansk, sagde de to serviceledere, der har ansvaret for rengøringen på kommunens skoler og plejecentre, og hvor 85 procent af medarbejderne er tosprogede.  

LÆS OGSÅ: Det skal du vide om Bedre til ord, tal og IT

Gode erfaringer fra Hvidovre

På mødet blev der talt om tilskudsmuligheder og opmærksomhedspunkter i forhold til indsatsen. Det blev slået fast, at medarbejderne ikke behøver at være medlem af en bestemt fagforening, så længe man er ansat under 3F eller FOA's overenskomstområde.

Det blev også slået fast, at alle medarbejdere på en arbejdsplads skal screenes, mens det er frivilligt for lederne, og at undervisningen godt kan foregå på arbejdspladsen.

I Hvidovre Kommune er 139 rengøringsassistenter blevet screenet og 80 tilbudt undervisning i dansk og IT. 70 af dem har været på kursus, og det har de været glade for, fortæller tillidsrepræsentant Thomas Simicevis Sørensen.

- Bedre sprog giver bedre kommunikation og bedre selvtillid. Ledelsen lod sig screene først, hvilket var vigtigt for, at mine kolleger følte sig trygge, siger han og understregede, at det er vigtigt, at undervisningen foregår i arbejdstiden.

For rengøringsleder i Hvidovre Kommune, Heidi Eriksen Jensen, er medarbejderne blevet bedre til at læse, skrive og bruge IT.

- Vi har mange medarbejdere, der er lidt angste i forhold til at bruge computer og gå ind på e-Boks. Her kan vi hjælpe til, at medarbejderne får kompetencer, som de også kan bruge privat, sagde hun.  

Læsevanskeligheder er kæmpe tabu

Også Odense Kommune har de seneste tre år tilbudt medarbejdere inden for netop FOA og 3Fs overenskomstområde at blive screenet og efterfølgende modtage undervisning i læsning, stavning, matematik og IT, særligt inden for rengørings-, hjemmepleje- og teknisk serviceområdet.

- Der er så meget at hente for jer på arbejdspladserne – både på det arbejdsmæssige og personlige plan. Denne indsats flytter mennesker og giver mod og selvtillid, sagde udviklingskonsulent, Susanne Kongensgaard. 

På flere arbejdspladser er det kommet bag på lederne, hvor stort problemet er. I Odense Idrætspark, hvor samtlige 50 ansatte og ledere er blevet testet i dansk, matematik og IT, viste 10 sig at være ordblinde og 20 andre at være i målgruppe for undervisning. 

- De havde været kolleger i årevis og gået op og ned ad hinanden uden at vide, at de havde problemer. Det viser, at det stadig er et kæmpe tabu sagde Susanne Kongensgaard. 

I Odense skal man modtage undervisning

I Odense er alle godt 500 medarbejdere på rengøringsområdet blevet screenet, og til forskel fra andre afdelinger i kommunen, der lader det være op til den enkelte, om han eller hun vil modtage undervisning, har man i rengøringen valgt, at undervisning er obligatorisk, hvis man viser sig at være i målgruppen.

Det rejser en anden udfordring, fortæller Susanne Kongensgaard, for nogle tosprogede har ikke niveauet til at starte på laveste trin i dansk. 

- Disse medarbejdere falder i det hul, der er mellem sprogskolen og FVU Start. Det hul vil vi gerne have dem løftet op af, sagde Susanne Kongensgaard på temamødet.  

Gratis støtte fra Netværkslokomotivet

På temamødet fortalte to repræsentanter fra Netværkslokomotivet om de muligheder, der er for at komme i gang med kompetenceudvikling. 

Arbejdspladser, der ønsker at styrke medarbejdernes basale færdigheder inden for dansk, matematik og IT kan hente støtte hos Netværkslokomotivet, der er finansieret af statens satspuljemidler og som yder gratis og uvildig rådgivning til offentlige og private arbejdspladser.

- Det koster kun en kop kaffe. Til gengæld kan vi hjælpe med at fjerne barriere og skabe motivation, sagde konsulent Erik Serup Hansen på mødet. 

Netværkslokomotivet har erfaring for, at især tre ting er vigtige, når man skal i gang med opkvalificering og efteruddannelse: En brændende platform, en rollemodel og en pølsevogn. 

Medarbejderne skal forstå, at basale kompetencer som fx dansk er en fremtidssikring af deres job. De skal have mindst én rollemodel, gerne en kollega at spejle sig i, som selv har overvundet frygt og skam og gennemført kurset og som kan sige: ’Det er ikke så farligt.’ Og så er der pølsevognen.

- Hvis man vil have folk til at komme til et informationsmøde, skal man bare stille en pølsevogn op. Vi tager gerne en vogn med, og det virker især godt på folk fra drift- og materielgårde, for vejen til en mands hjerte går gennem hans mave, sagde Hans Kærgaard, konsulent i Netværkslokomotivet.

Ønske om tværfaglig indsats i Rødovre

I Rødovre Kommune er næste skridt for Annette Bonde og Annette Schläger at tale med ledelsen om muligheden for at søge Kompetencefonden om midler fra puljen.

- Vi vil gerne bruge det her tilbud, hvis vi får lov til det, og vi vil gerne have andre faggrupper med fx. på ældre-og daginstitutionsområdet. Vi er kolleger, vi samarbejder til daglig, og vi har de samme udfordringer, lyder det fra de to serviceledere.  

Jette Bakkedal, konsulent i Den Kommunale Kompetencefond
Jette Bakkedal

Dagen har været rigtig god. Der har været gode spørgsmål og gode oplægsholdere, der giver et realistisk indblik i, hvordan arbejdet foregår ude i kommunerne. Som det blev sagt fra Odense Kommune, så skal man lade være med at gå hjem og tro, at det er let. Det er en langsommelig proces. Til gengæld kan man se, at det flytter medarbejderne rigtig meget og øger trivslen på arbejdspladsen markant.

Tillidsrepræsentant Thomas Simicevis Sørensen og rengøringsleder Heidi Eriksen Jensen, Hvidovre Kommune
Rengøring, Hvidovre

Vi har 17 forskellige nationaliteter ansat, og det er et krav, at der skal tales dansk på arbejdspladsen, og alle skal kunne læse en arbejdsplan og etiketten på et rengøringsmiddel. For medarbejderne er det afgørende, at undervisningen foregår i arbejdstiden. Mange har familie, og når de kommer hjem fra arbejde, har de ikke lyst til selv at lære dansk. 

Serviceledere Annette Schläger og Annette Bonde, Rødovre Kommune
Rødovre

Vi vil gerne bruge det her tilbud, hvis vi får lov til det, og vi vil gerne have andre faggrupper med i kommunen fx. på ældre-og daginstitutionsområdet, som vi samarbejder med til daglig. Vi har synlig rengøring, og det her er en mulighed for at få en oplevelse sammen med vores brugere. Hvis det kun er fire timer én dag om ugen, så nedlægger vi heller ikke driften. Det kan vi godt håndtere.

Er du interesseret i flere artikler som denne?

Viden På Tværs samler de gode erfaringer fra kommunerne.
Tilmeld dig det nyhedsbrev, som passer til dit arbejdsområde, og få viden om nye indsatser, erfaringer fra den virkelige verden og gratis værktøjer.

Kort om "Bedre til ord, tal og IT"

Projektet 'Bedre til ord, tal og IT' henvender sig til ansatte på FOA eller 3F overenskomster i kommunerne.

Projektet går ud på at afklare medarbejdernes kompetencer i dansk, regning og IT og tilbyde kurser med vikardækning til de medarbejdere, der ønsker at tage imod tilbuddet. 

KL, FOA og 3F står bag projektet, og man søger om midler gennem Den Kommunale Kompetencefond. Siden januar 2018 har det muligt for samtlige 98 kommuner at søge penge til projektet

Se mere på fondens hjemmeside

Vil du vide mere om 'Ord, tal og IT'

Så kontakt:

Jette Bakkedal, konsulent i Den Kommunale Kompetencefond, jeba@kl.dk, 40871505

Cecilie Smedegaard Madsen, konsulent i Den Kommunale Kompetencefond, csma@kl.dk, 22247341