"Lad nullermændene ligge, solen skinner, og jeg vil hellere ud på bænken og drikke en kop kaffe med dig".

Med borgerens selvbestemmelse skrevet ind i ældreloven, bliver det mere legitimt for medarbejderne bl.a. i hjemmeplejen at imødekomme borgernes sociale behov og ønsker.

Det siger Maria Hjortsø Pedersen, der har skrevet ph.d. om selvstyrende teams og til daglig arbejder som konsulent hos FOA.

Usynligt arbejde kan komme frem i lyset

Ifølge hende kan den nye ældrelov give en anden legitimitet omkring borgernes mere sociale og psykologiske behov.

- Der er ting, som medarbejderne tidligere har gjort for borgeren, fordi borgeren synes, at det gav livskvalitet, men som ikke stod på kørelisten, og som medarbejderen derfor ikke skrev ind i Cura eller Nexus. Det er det, vi i forskningen har betegnet som 'usynligt arbejde', siger Maria Hjortsø Pedersen.

Selvbestemmelse skabes i relationen

Hun understreger, at borgernes ønsker og behov altid har spillet en rolle i ældreplejen. Det nye er nu, at man med selvbestemmelse taler om andet og mere end medbestemmelse, inddragelse eller involvering.

- Det signalerer noget om, hvor beslutningskompetencen ligger. Ingen forestiller sig, at beslutningskompetencen udelukkende vil ligge hos borgeren, men der er en større vægtning af borgerens ret til at bestemme over eget liv. Og når det skrives ind i ældreloven, sender man et klart signal til offentlige og private leverandører om, hvad det er for en rolle, man synes, at borgeren skal spille i fremtidens ældrepleje.

Maria Hjortsø Pedersen understreger, at selvbestemmelse ikke er et spørgsmål om enten-eller. Enten har man selvbestemmelse, eller også har man ikke. Selvbestemmelse skabes i relationen. 

Det er noget, der altid er i en proces og skal ses i en kontekst. Forskning peger på, at borgerne er meget bevidste om, at medarbejderne har begrænsede ressourcer og tager det ind i deres overvejelser, når de kommer med deres ønsker, siger hun. 

Hvad har man selvbestemmelse på?

Man taler tit om, at selvbestemmelse handler om borgerens behov, og det gør det også, understreger Maria Hjortsø Pedersen. Men det handler også om andre ting fx om tidspunkter, varigheden af et besøg, og følelsen af kontinuitet.

- Vi ved, at når besøgene er færre men længere, og det er de samme, der kommer i hjemmet, så øger det muligheden for borgerens selvbestemmelse. Hvis jeg har en halv time og kan løse flere opgaver omkring borgeren, så er der større rum for selvbestemmelse, end hvis jeg kommer ind ad døren og har 10 minutter til en støttestrømpe. På den måde hænger selvbestemmelse tæt sammen med organisering. Uden kontinuitet, tværfaglighed og helhedspleje får selvbestemmelse svære vilkår, siger Maria Hjortsø Pedersen.

Overgang fra ydelser til forløb

En anden ting, der øger selvbestemmelsen, er overgangen fra ydelser til forløb. Med ældreloven bliver borgeren visiteret til mere rummelige pleje- og omsorgsforløb fremfor enkeltydelser.

- Det betyder bl.a., at medarbejderen ikke skal tilbage til visitationen for at få ti minutter mere. Det kan teamet klare. Det giver større fleksibilitet ude i hjemmene, siger Maria Hjortsø Pedersen.

Model over selvbestemmelse

Selvbestemmelse er dog ikke den eneste værdi, der er i spil. Derfor har Maria Hjortsø Pedersen udviklet en model for, hvilke ting der har indflydelse på borgerens selvbestemmelse og medarbejderens beslutning i en given situation.

Det kan være arbejdsmiljøloven, der fordrer, at der er ting, man ikke må, selvom borgeren kunne ønske det. Der er sundhedsloven, hvor autoriserede sundhedspersoner har et fagligt ansvar og en omsorgspligt. Der er borgerens tilstand, de pårørendes ønsker og vores fælleskulturelle forståelse af, hvad der er værdigt og etisk korrekt at gøre. 

- Det er i relation til alle de her ting, at vi snakker selvbestemmelse. Der vil opstå mange dilemmaer, hvor der ikke nødvendigvis er enighed om, hvad det rigtige er at gøre. Der er ikke en facitliste, siger Maria Hjortsø Pedersen.

Dilemmaer står i kø

Hun har gennem sin forskning observeret og lyttet sig til mange af de dilemmaer, medarbejderne står i, når de skal navigere i alle de hensyn, der er på spil. Nedenfor er gengivet en dialog mellem tre kolleger i et grupperum.

System - selv for afvigelser

Ifølge Maria Hjortsø Pedersen viser dialogen de kulturer og tænkninger, der er i spil. 

Helle spørger, at man må gå en tur med borgeren i stedet for at gøre rent, og Mona svarer, at det må man ikke.

- Hun nævner klippekortet, og det viser noget om, hvad det er for et system, vi har fået bygget op gennem de sidste 20 år. Det er et system, hvor der er en standard - selv for afvigelser. Afvigelsen hedder klippekortet. Nu afskaffer vi så klippekortet, men det siger stadig noget om, hvad det er for en kultur, vi taler ind i, siger Maria Hjortsø Pedersen.

Vivian er inde på borgerens rettigheder: Borgeren har ret til rengøring. Man må ikke fjerne deres rengøring. Men så var der jo alligevel et aspekt omkring selvbestemmelse. For hvad nu, hvis borgeren selv ønsker det?

- Så skal de vide, at der går 14 dage, før de igen kan få gjort rent. Borgeren skal træffe beslutningen på et oplyst grundlag og være informeret om konsekvenserne af sin beslutning. Og hvis der trænger til rengøring, må vi ikke ignorere det. Her kommer den faglige vurdering. Så denne lille dialog indeholder rigtig mange elementer, siger Maria Hjortsø Pedersen.

"Nemt at tabe til praktik"

Hun pointerer, at selvbestemmelse som værdi kræver et vedvarende fokus og god ledelsesopbakning.

- Det er nemt at tabe værdier til praktik i dagligdagen. Derfor skal der være ledere, der vedvarende har et fokus på dette og gode tværfaglige borgermøder i teamet, hvor man kan vende disse ting med kollegerne, siger hun. 

Lige nu er mange kommuner optaget af at få designet forløb og beregnet takster, så de er klar til at visitere nye borgere efter forløb, når ældreloven træder i kraft 1. juli. Samtidig skal de huske borgerens selvbestemmelse og arbejde med faste teams, lederudvikling og tværfagligt samarbejde.

Det er en svær balancegang, og det er også derfor, at der skal være tid til tværfaglige møder og til møder med borgere og pårørende, påpeger Maria Hjortsø Pedersen.

- Der skal være tid og rum til at træffe gode beslutninger sammen med borgeren med alle de hensyn, der er på spil. Det er en kulturændring, at borgernes mere sociale og psykiske behov – det usynlige arbejde – nu bliver mere legitimt. Det er ikke nemt, siger hun.