Selvmordsrisiko

Forebyggelse af selvmord skal være del af SOSU-faglighed

Ældre mennesker har den højeste selvmordsrate i Danmark. Nyt materiale skal klæde social- og sundhedspersonale på til at hjælpe bedre.

Af Sine Molbæk-Steensig 12/08/2024

26 procent af de ansatte i ældreplejen har oplevet selvmord eller selvmordsforsøg på deres arbejdsplads ifølge en undersøgelse fra FOA.
 
I samme undersøgelse svarede 53 procent af de adspurgte, at de "i lav grad eller slet ikke" havde den nødvendige viden til at kunne håndtere borgere, der havde forsøgt at begå selvmord eller overvejede at gøre det.

Hvorfor er ældre i særlig risiko?

Der er flere faktorer, der gør ældre ekstra sårbare overfor selvmord, og ofte er faktorerne indbyrdes forbundne.

  • Ældre kan have en højere forekomst af depression på grund af fx helbredsproblemer, tab af nære relationer eller social isolation. Demenssygdomme øger også en persons risiko for selvmord. Depression hos ældre kan vise sig med andre symptomer end hos yngre mennesker, og derfor bliver sygdommen ikke altid opdaget og bliver derfor heller ikke behandlet.
     
  • Tab af funktionsevne spiller også en rolle. I takt med at den ældre person mister evnen til at deltage i aktiviteter og måske heller ikke længere ser eller hører særlig godt, opstår følelsen af at miste sin autonomi og muligheden for at gøre det, man har lyst til.
     
  • Tab, ensomhed og isolation gør også ældre mere udsatte. Tab af ægtefælle, venner og omgangskreds kan føre til dyb sorg og forhøjet risiko for selvmord. Ældre mennesker har i det hele taget en højere risiko for at opleve ensomhed og social isolation. Både på grund af tab, men også af mere praktiske grunde. Måske formår man ikke længere at komme særlig meget omkring. Måske er det svært at høre og indgå i en samtale. Måske er man flyttet i ældrebolig, langt fra sit netværk. 

Nyt materiale til SOSU-skoler og arbejdspladser skal forebygge

For at ruste social- og sundhedsansatte til at håndtere krisesituationer har Center for Selvmordsforskning og Center for Selvmordsforebyggelse udviklet undervisningsmateriale til landets SOSU-skoler, der indeholder viden og værktøjer om det svære emne. Materialet er også relevant for færdiguddannede.

Man håber, at indsatsen kan være med til at nedbryde tabuer og tydeliggøre, at social- og sundhedspersonale har en vigtig rolle at spille i at forhindre selvmord blandt ældre. 

Materialet er gratis og kan tilgås på Center for Selvmordsforsknings hjemmeside.

Materiale til social – og sundhedsuddannelserne

Få overblik over materiale på Center for Selvmordsforsknings hjemmeside

Tag et kik på undervisningsmappen