Sådan kan I styrke trivslen for børn med autisme og ADHD
Hvad kendetegner børn med ADHD eller autisme? Og hvordan kan man som fagperson styrke den vigtige relation? Læringsfilm fra VISO giver svar.
Flere og flere børn og unge bliver diagnosticeret med ADHD og/eller autisme, og det kræver, at fagfolk i kommunerne er klædt på med den rette viden og nødvendige kompetencer for systematisk at kunne styrke børnenes og de unges trivsel.
Derfor har VISO produceret en læringsfilm om børn og unge med autisme og/eller ADHD til pædagoger, lærere, myndighedsrådgivere eller lign., som møder børnene i deres hverdag.
Tanken er, at filmen kan bruges som afsæt for fælles refleksion på et teammøde eller personalemøde. Med filmen følger også forslag til refleksions-spørgsmål.
Viden i stedet for myter og fordomme
Filmen består af to dele, hvor VISO-specialist Marie Louise Stochholm deler ud af sin viden. Hun er uddannet sociolog og har de sidste 25 år beskæftiget sig med autisme og ADHD
Marie Louise Stochholm peger på, at autisme- og ADHD-området er kendetegnet af rigtig mange myter og rigtig mange fordomme.
- Derfor er det vigtigt at huske på, at det er meget forskellige børn og unge, som kan være under denne diagnostiske samlebetegnelse, siger hun.
- Del 1 Hvad kan der være på spil?
Hvad kendetegner børn og unge med autisme eller ADHD, og hvilke sårbarheder skal man være opmærksom på i samarbejdet med barnet eller den unge?
- Del 2: Hvad gør vi?
Hvordan kan man som fagperson styrke den vigtige relation til barnet eller den unge, og hvordan kan man arbejde systematisk med trivsel.