
Kvalitet i helhedsplejen: Hvordan holder I tværfaglige borgermøder?
EFTERLYSNING: Har I udviklet en systematisk metode til at arbejde med borgerkvalitet og helhedspleje i jeres faste tværfaglige team?
- I dette projekt efterlyser vi de gode eksempler fra kommunerne. Det gode eksempel er der, hvor medarbejdere og ledere selv synes, at deres tværfaglige borgermøder fungerer godt, og hvor man leverer kvalitet for borgeren.
Det siger Maria Hjortsø Pedersen, der er konsulent i FOA.
Sammen med Kirsten Salling fra Dansk Sygeplejeråd og Heide Hesselberg Lauritzen fra KL er hun projektleder på "Kvalitet i helhedsplejen i faste tværfaglige teams" - et nyt projekt under Fremfærd Sundhed og Ældre.
Kommuner skal inspirere hinanden
Med ældreloven er der fokus på kvalitet i helhedsplejen. Det tværfaglige samarbejde og borgernes selvbestemmelse er centrale redskaber til at sikre denne høje kvalitet i det samlede borgerforløb.
Men hvordan samarbejder man bedst i det tværfaglige team? Og hvem har erfaring med en rigtig god mødemetode til afholdelse af tværfaglige borgermøder, som de vil dele med andre kommuner?
- Mens rigtig mange kommuner allerede er i gang med at udvikle systematiske metoder til at arbejde med kvalitet på borgermøderne, så er andre kommuner stadig i en undersøgelsesfase. Vi ønsker med projektet at præsentere konkrete modeller, som kan inspirere kommunerne i det videre arbejde, siger Heidi Hesselberg Lauritzen, der er projektleder i KL og har en fortid som VIVE-forsker på ældreområdet.
Det tværfaglige rehabiliteringsmøde
Et eksempel på en mødemodel er 'Det tværfaglige rehabiliteringsmøde', som er udviklet af Fremfærd Sundhed og Ældre i samarbejde med Gladsaxe Kommune og Bornholms Regionskommune. Modellen anvendes til at styrke det tværfaglige samarbejde i relation til et rehabiliteringsforløb og bruges i flere kommuner i forskellige varianter.
- Det vigtigste ved mødemodellen er, at den sikrer kvalitet i det samlede borgerforløb ved at forene fokus på det rehabiliterende, på det sundhedsfaglige og på borgerens sociale og relationelle behov i det tværfaglige samarbejde, siger Kirsten Salling, der er konsulent og projektleder i Dansk Sygeplejeråd.
Der er således ikke korte triagerings- eller tavlemøder, der efterlyses, men de lidt længerevarende borgermøder, hvor flere fagligheder mødes og gennemgår borgerne. Udgangspunktet er, at når ydelser erstattes af forløb, bliver det tværfaglige samarbejde og de gode tværfaglige diskussioner om den enkelte borger, endnu vigtigere.
Bare send to-tre linjer
Kommuner eller arbejdspladser, der har erfaring med en vellykket mødemetode til tværfagligt samarbejde i faste teams, kan kontakte Maria Hjortsø Pedersen fra FOA på mhpe@foa.dk
Indsamlingen af gode eksempler løber her i foråret. Projektledelsen fastslår, at man ikke behøver at forberede og indsende en forkromet præsentation af ens mødemodel.
- Det kan også bare være to-tre linjer, hvor der står 'Hej, vi laver noget spændende. Ring til os,' siger Maria Hjortsø Pedersen, der har skrevet ph.d. om faste teams i hjemmeplejen.
Cases præsenteres på Vidensdag
Nogle af de kommuner og arbejdspladser, der henvender sig med gode eksempler, vil få besøg af én eller flere partskonsulenter.
På baggrund af researchen, udvælges tre-fem mødemodeller, der vil blive præsenteret bl.a. på Fremfærd Sundhed og Ældres Vidensdag i Nyborg til november. Her vil også blive afholdt en workshop, hvor ledere og medarbejdere fra andre kommuner kan arbejde med modellerne.
Der vil også løbende blive formidlet fra projektet og 'best practice-mødemetoderne' her på VPT.