Top banner
Kort om denne side:

Hvordan holder I gode tværfaglige møder i hjemmeplejen, som skaber sammenhæng i helhedsplejen og kvalitet for borgerne?

Det spørgsmål er udgangspunktet for en række film og artikler, som Fremfærd Sundhed og Ældre har fået produceret fra fire kommuner. 

De fire kommuner giver hvert deres bud på, hvordan de holder gode tværfaglige borgermøder - og er hver især eksempler på eksisterende vellykkede metoder til at arbejde med kvalitet i det tværfaglige samarbejde i faste teams i ældreplejen.

I Frederiksberg Kommune afholder de tværfaglige teams korte tavlemøder fire gange dagligt og bruger "hjulet" til at komme hele vejen rundt om borgeren.

I Sønderborg Kommune mødes de tværfaglige teams en gang om ugen til borgerteamsmøde, hvor de borgere, der på de daglige tavlemøder triageres røde eller gule, tages op, og indsatser koordineres. 

I Silkeborg Kommune sikrer beboerkonferencen trivsel både blandt borgere og medarbejdere i hjemmeplejen bl.a. ved hjælp af refleksionskort.

Og i Aarhus Kommune afholder de hver uge tværfaglig konference med deltagelse af bl.a. kompetenceudviklende sygeplejersker/terapeuter og som en prøvehandling i Distrikt Syd også visitator, i Aarhus kaldet borgerkonsulenten. 

De fire film blev præsenteret på Fremfærd Sundhed og Ældres Vidensdag i Nyborg den 3. november 2025.