
Gode tværfaglige borgermøder - hvad kan vi lære af andre?
Få forskellige mødemodeller og erfaringer fra kommuner, der arbejder med tværfaglige borgermøder for at styrke samarbejdet i de faste teams.
Der er korte tavlemøder - og lange beboerkonferencer. Der er lederstyrede møder - og møder, hvor medarbejderne faciliterer.
Der er møder, hvor visitator og demenskonsulent deltager - og møder, hvor tværfagligheden består af social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker suppleret af terapeuter.
Der er mange veje til gode, tværfaglige borgermøder i hjemmeplejen og ikke kun én måde at gøre det på.
Møderne er vidt forskellige
Derfor har partssamarbejdet Fremfærd Sundhed og Ældre været rundt i landets kommuner for at finde ud af, hvordan man holder gode tværfaglige møder om borgeren i hjemmeplejen. Det er der kommet fire film ud af, der viser fire meget forskellige måder at holde tværfaglige møder på.
Disse film blev præsenteret for landets øvrige kommuner på Vidensdag om ældreplejen, der blev afholdt i Nyborg fornylig.
- Vi har været ude i fire kommuner og se, hvordan man afholder tværfaglige møder om borgerne, og det, der er super spændende, er, at møderne er helt vildt forskellige. Så I skal tage det med hjem, som I kan bruge, sagde Mie Andersen, chefkonsulent i FOA, på Vidensdagen.
Ikke én mødemetode er rigtig
Projektet er sat i søen på baggrund af ældrelovens begreb om helhedspleje og indførelsen af faste team som et redskab for at kunne levere kvalitet i det samlede borgerforløb.
Specialkonsulent i KL Heidi Hesselbjerg Lauritzen slog på Vidensdagen fast, at der ikke er en måde at holde tværfaglige borgermøder på, der er mere rigtig end andre.
- Det afhænger af, hvordan man har organiseret sig, og hvilke rammer man i øvrigt har. Men vi kan se, at nogle kommuner er kommet et godt stykke i forhold til at udvikle systematiske metoder for, hvordan man kan arbejde med kvalitet på borgermøderne, sagde hun.
Inspireret af Frederiksberg
Efter at have set de fire film er Irmgard Birkegaard (billedet), sundhedsfaglig konsulent hos UCL, ikke i tvivl om, hvad der virker.
- Det virker at have et fælles redskab, som de har på Frederiksberg med 'hjulet'. Alle kender redskabet og er klædt på til at bruge det. Men det går igen i alle film, at de fire kommuner har en metode, der virker for dem, og er meget velstrukturerede omkring at bruge denne metode, sagde Irmgard Birkegaard.
I Sønderborg Kommune er daglig leder Helle Schmidt Andersen også inspireret af Frederiksberg Hjemmepleje.
- Jeg er blevet nysgerrig på 'hjulet' som en metode til at komme hele vejen omkring borger, sagde hun.
Medledelse i Sønderborg
Også lederrollen er noget, der optager Helle Schmidt Andersen fra Sønderborg Hjemmepleje.
- Vi arbejder meget med medledelse, så jeg lægger meget mærke til, hvem der leder møderne. Hos os er det ikke lederen. Hos os sidder lederen nede og forsøger at tie stille, sagde hun.
Ligesom i Aarhus Hjemmepleje, distrikt Syd, deltager visitationen også på tværfaglige møder i Sønderborg Hjemmepleje. Det giver ikke nødvendigvis mindre dokumentation, men til gengæld hurtigere borgerforløb, forklarede Helle Schmidt Andersen.
- Relationen betyder noget. Det gør, at alle også social- og sundhedshjælpere og ufaglærte tør ringe eller skrive til visitator, fordi man ved, hvem de er.
Beboerkonference giver perspektivskifte
Andre kommuner er inspireret af Silkeborg Hjemmeplejes beboerkonference, der ser på både borger- og medarbejdertrivsel - også kaldet det dobbelte perspektiv.
- Det er oprindelig en metode, der blev anvendt på plejehjemsbeboere med demens, men det er et interessant perspektiv at tage med ind i hjemmeplejen, når man tænker på, at vi har borgerforløb i hjemmeplejen, der fylder rigtig meget, og hvor der er brug for et perspektivskifte, lød det fra én i salen.
Pernille Bechlund (billedet) fra Høje-Taastrup Kommune har også lyttet med. Hun er sundhedsfaglig konsulent i kommunen, men har en fortid som faglig leder i Frederiksberg Hjemmepleje og har været med til at indføre 'hjulet'. Hun er ikke i tvivl om, hvorfor 'hjulet' kan inspirere andre.
- Hjulet gør det nemt at få et fælles faglig sprog, og så er det fysisk. Mens andre sidder med iPads på møderne, er man fuldt til stede, når man bruger 'hjulet'. Det kan noget andet, sagde hun.









