Undersøgelsen viser, at der er en stor variation i de fagprofessionelles forståelse af trivsel og mistrivsel hos børn og unge, og at flere diskurser lever side om side. Der findes en fælles forståelse blandt det pædagogiske frontpersonale og PPR-psykologer, hvor der er fokus på barnets samspil med andre og på dets kompetence til at indgå i fællesskaber, mens der blandt familiebehandlere i højere grad er fokus på mere strukturelle forhold, såsom familieforhold, socioøkonomiske forhold, m.m.

Sundhedsplejen er i højere grad end de andre professioner optaget af fysiske forhold, såsom vægt og kost. Alle respondenter i undersøgelsen er optaget af relationers betydning for børns trivsel og mistrivsel. Generelt har forskerne ikke fået tilbagemeldinger, der peger på, at de fagprofessionelle har stort fokus på barnets egen oplevelse af dets trivsel.

Undersøgelsen viser, at der er stor forskel på, hvordan de fagprofessionelle ser på samarbejdet med andre fagprofessionelle og forståelsen af, hvad der er vigtigt for at løfte kvaliteten i samarbejdet.

Her deler de fagprofessionelle sig grundlæggende i to grupper. En gruppe fremhæver videndeling, fælles refleksioner, helhedstænkning og det at løfte i flok som det, der udgør kvaliteten i samarbejdet. Denne gruppe repræsenterer en forståelse af samarbejdet som kollaboration og ser mistrivsel primært som det, der foregår i samspillet mellem barnets og barnets omverden. 

Den anden gruppe ser samarbejdet som koordination. Her er det vigtigste, at samarbejdet fører til handling og effektive processer, fx gennem faste tilbagevendende møder. Her ses mistrivsel overvejende som noget, der primært knytter sig til barnet.

Undersøgelsen viser, at trygge og tillidsfulde relationer har afgørende betydning for, at samarbejdet opleves som velfungerende sammen med klar kommunikation. Undersøgelsen peger på, at der er behov for at kvalificere og professionalisere det tværprofessionelle samarbejde, så relationer i samarbejdet bliver et resultat af det konkrete samarbejde, fremfor at 'gode relationer' bliver en forudsætning for et velfungerende samarbejde.

Undersøgelsen viser også, at alle fagprofessionelle italesætter et relativt klart hierarki i det tværprofessionelle samarbejde, og at der er bestemte roller.

PPR-psykologer og myndighedspersoner opleves generelt som gatekeepere, der sidder med foden på speederen, og bestemmer farten i forhold til det videre forløb. Frontpersonalet ser deres opgave som dem, der tilkalder hjælp, mens PPR-psykologer ser deres rolle, som dem, der skaber ’forstyrrelse’ – en forstyrrelse, som frontpersonalet ofte ikke kan håndtere, fordi de står alene med opgaven og ikke har overskud til at foretage den anbefalede forandring.

Især samarbejdet med myndighedspersoner beskrives som problematisk og præget af lang sagsbehandlingstid, træge beslutningsprocesser og manglende information.

Forskerne påpeger, at der stor afstand mellem samarbejdet/samarbejdsprocessen og selve indsatsen. I samarbejdet holder de fagprofessionelle møder, hvorefter frontmedarbejderne skal ud og løse problemet i praksis. Man kan i stedet samarbejde med det fokus at kunne vurdere, om barnet og den unges situation bliver forbedret. Det, at arbejde sammen, skal være selve indsatsen. Dermed rykker samarbejdet væk fra at foregå på møder og over til at foregå i praksis, der hvor børnene og deres familier er.