Der er behov for at gentænke indsatsen og samarbejdet i forhold til børn og unge i mistrivsel, mener ph.d. og Janne Hedegaard Hansen, der indtil 1. marts i år var ansat som centerchef på Nationalt Videncenter om Udsatte Børn og Unge. 

Hun er i dag forskningsleder på Institut for Pædagoguddannelse på Københavns Professionshøjskole og har stået i spidsen for forskningsrapporten ”På tværs – en undersøgelse af samarbejdet om børn i mistrivsel”.

Rapporten er bestilt af partssamarbejdet Fremfærd og kortlægger samarbejdet mellem 10 fagprofessioner i forhold til børn og unge i mistrivsel. Rapporten konkluderer bl.a., at de fagprofessionelle har forskellige holdninger til samarbejdet og forståelser af begrebet mistrivsel, og at disse holdninger og forståelser har betydning for, hvorvidt organiseringen af samarbejdet opleves som meningsfuld. 

Hvad er du selv mest overrasket over i undersøgelsen?

Jeg ved ikke, om jeg er overrasket, men det, vi har fået af ny viden i denne undersøgelse, er, hvor meget ens holdning til samarbejde betyder. Da vi gik i gang med at arbejde med vores datamateriale tænkte jeg: 'Det handler om relationer. Det handler om kommunikation.' Det var først, da vi fik lavet faktoranalysen og de tværgående analyser, at det blev meget tydeligt for os, at den individuelle forståelse af og holdning til samarbejde får stor betydning for, hvordan man samarbejder, og om man oplever, at samarbejdet er præget af kvalitet. Derfor peger vi i rapporten på, at man godt kan lave nogle organiseringer ude i kommunerne. Det er bare ikke sikkert, at det giver mening for de fagprofessionelle, og at de følger det.

Hvad viser undersøgelsen om relationerne mellem de fagprofessionelle?

- Undersøgelsen viser, at trygge og tillidsfulde relationer har afgørende betydning for, at samarbejdet opleves som velfungerende sammen med klar kommunikation. Undersøgelsen viser også, at alle fagprofessionelle italesætter et relativt klart hierarki i det tværprofessionelle samarbejde, og at der er bestemte roller. Frontmedarbejderne ser primært deres rolle i samarbejdet som dem, der kalder på eller bestiller hjælp og støtte til et barn i mistrivsel, mens PPR-psykologer giver udtryk for, at deres opgave er at skabe forstyrrelser hos frontpersonalet og understøtte refleksion over egen praksis. Frontpersonalet siger, at de gerne vil denne forstyrrelse, men når de står ude i virkeligheden alene, så kan de ikke nå det. De kan ikke skabe forandringen alene. Derfor vender de tilbage til rutinen. 

Hvordan er samarbejdet med myndighed?

Et gennemgående træk er, at der fra alle andre faggrupper er en generel frustration over samarbejdet med myndighedspersoner, altså sagsbehandlerne. Frontmedarbejderen kan opleve at føle sig mindre værd og betydningsfuld i samarbejdet, og at de ikke bliver hørt af dem, der har magten til at træffe beslutninger. Her vil det være en fordel at trække sagsbehandleren tættere på praksis. Man kan ikke undgå, der er stor forskel på, om man er sagsbehandler eller frontmedarbejder. Men man må kigge på, hvordan de to funktioner i højere grad kan mødes om sammen at løse en opgave. 

I taler om, at relationer skal professionaliseres. Hvad mener I med det?

Undersøgelsen viser, at man i samarbejdsrelationen mellem fagprofessioner er mest optaget af, at man kender hinanden og ved, hvem man skal kontakte. Relationer er vigtige, og det er rart at samarbejde med nogle, man kender og er på bølgelængde med. Men det er ikke det samme som, at relationer skal personliggøres. Forskning viser, at hvis samarbejdet bliver personliggjort, så neutraliserer man også de forskelle og uenigheder, der er enormt betydningsfulde i samarbejdet, og som gør, at samarbejdet rent faktisk er produktivt. For nu har vi de her ’gode relationer’, og så ønsker man ikke at fornærme eller skabe dårlig stemning. Hvis man har en professionel relation, er det vigtigste at være sammen om at løse en opgave. Hvis fokus er på, hvordan vi hver især kan bidrage til sammen at skabe trivsel for børn og unge, så bliver det mere robuste, modstandsdygtige og professionaliserede relationer. 

Hvad er den største barriere i forhold til at skabe mere virkningsfulde indsatser for børn og unge i mistrivsel?

I forhold til denne undersøgelse er den største barriere, at der er alt for stor afstand mellem samarbejde og den indsats, man foretager i forhold til børn og unge. Samarbejde er, at man sidder til nogle møder og laver analyser af problematikken og overvejer: 'Hvad kan vi gøre i forhold til dette barn'. Så aftaler man det, og så er der nogle, der skal gøre det. Det kan være sundhedsplejersken, familiebehandleren eller pædagogen. Det er ikke noget, man arbejder sammen om. På den måde bliver indsatsen adskilt fra samarbejdet. Hvis vi skal have gjort indsatsen mere virkningsfuldt, skal vi sadle helt om. 

Hvad mener du med at sadle helt om?

Sætte borgeren i centrum. I stedet for at tale om samarbejde, skal vi tale om at arbejde sammen i praksis, der, hvor barnet, den unge og forældrene er - dvs. i klasserummet, på grøn stue og hjemme hos familien. I undersøgelsen fortæller en sundhedsplejerske om, hvordan hun arbejder sammen med en familiebehandler ude i familien. Hun siger:  ”Det har meget større virkning, for vi skal ikke bruge en masse tid på at koordinere, for vi ved, hvad hinanden siger, og vi er enige om, hvad vi gør.” Og familien skal heller ikke være den, der koordinerer og fortæller: ”Hvad sagde den anden. Hvad gjorde den anden”. Vi taler ikke om netværksmøder. Vi taler om det konkrete arbejde, man gør for at støtte op om en familie og skabe mere trivsel hos barnet. Om det er at lære familien at have mere struktur i hverdagen, eller at lære barnet at have bedre social kontakt. Det kan være alt muligt. Tanken er, at familien og barnet og den unge er i centrum. Nogle kommuner arbejder allerede med, at man som fagprofessionel ikke taler om en sag, uden at forældrene er til stede. Men undersøgelsen fastslår, at barnets og forældrenes stemme generelt er meget fraværende. I stedet for at de fagprofessionelle finder ud af, hvilken indsats, der vil være god for barnet, kan man spørge barnet: Hvad er det, du oplever, du har brug for?

Er der en bevægelse i gang?

Der er en bevægelse i gang, og flere og flere kommuner arbejder med samarbejde på nye måder og har gjort det i mange år. Det kan vi se i forhold til co-teaching og Nest-metoder. Her fungerer samarbejdet mellem de fagprofessionelle helt anderledes. Her er man sidestillet og fuldstændig afhængig af hinanden i det at arbejde sammen. PPR-psykologen kan ikke løfte sin opgave uden den viden, som pædagogen repræsenterer. Så det foregår, men det er ikke det dominerende billede. Det er ekstremt indgribende at skulle lave så meget om.

Hvad kan de fagprofessionelle tage med fra denne rapport?

Et sted, hvor man umiddelbart kan starte, er lærer- og pædagog-samarbejdet. Det samarbejde kan man udbygge. Her er man allerede til stede ude i klasserummene med børnene. På dagtilbudsområdet kræver det, at ledere bestemmer, at dem, der har den specialiserede viden, skal ind og arbejde sammen med det pædagogiske personale. Det er ikke noget, den enkelte professionelle kan klare selv.