Samarbejde om børn i mistrivsel

Sådan samarbejder de fagprofessionelle om børn i mistrivsel

Ny undersøgelse viser, at der er stor forskel på, hvad de fagprofessionelle forstår ved mistrivsel og samarbejdet med andre professioner.

Af Irene Aya Schou 16/06/2021
Fremfærd

Når Sofie klager over ondt i maven, når Sofus igen og igen møder i børnehave uden madpakke og regntøj, og når William slår og sparker de andre børn i skolen, kan det være tegn på mistrivsel, hvor der er brug for, at dagplejere, lærere, pædagoger, PPR, familievejleder og socialrådgiver sammen finder løsninger og koordinerer indsatser for barnet og familien.

Men hvordan er dette tværprofessionelle samarbejde organiseret? Hvordan fungerer samarbejdet set fra de fagprofessionelles perspektiv? Og hvad forstår de fagprofessionelle overhovedet ved mistrivsel? Det har Nationalt Videncenter om Udsatte Børn og Unge (NUBU) undersøgt i en ny rapport, bestilt af partssamarbejdet Fremfærd.

Forskellige forståelser af mistrivsel

Rapporten fastslår, at når fagprofessionelle samarbejder om børn i mistrivsel, så spiller forskellige forståelser af, hvad mistrivsel er, en stor rolle for kvaliteten af det samarbejde. Det samme gør forskellige forståelser af, hvad et godt samarbejde er. Mens selve organiseringen, som fagprofessionelle og myndighed indgår i, ikke i sig selv spiller en stor rolle.

- Det står meget, meget tydeligt for os, at den individuelle forståelse af og holdning til samarbejde får stor betydning for, hvordan man samarbejder, og om man oplever, at samarbejdet er præget af kvalitet, siger Janne Hedegaard Hansen, der er ph.d. og tidligere centerchef for NUBU og har stået i spidsen for forskningsrapporten ”På tværs – en undersøgelse af samarbejdet om børn i mistrivsel”.

Pædagogisk diskurs er dominerende

Undersøgelsen bygger bl.a. på en kortlægning af forvaltningsstrukturen i landets 98 kommuner, en spørgeskemaundersøgelse blandt 10 udvalgte medarbejdergrupper i 25 kommuner og 55 kvalitative interviews og 55 Q-interviews med fagprofessionelle i syv kommuner. 

Konklusionen er, at der er stor variation i forståelse af, hvad mistrivsel er blandt de fagprofessionelle bl.a. lærere, pædagoger, PPR-psykologer, familiebehandlere, dagplejere og sundhedsplejersker. 

- Der findes forskellige diskurser og forståelser af mistrivsel bl.a. den pædagogiske, den sundhedsfaglige, den psykologiske og den sociologiske, siger Janne Hedegaard Hansen, der sammen med kolleger fra NUBU har brugt et år på undersøgelsen. 

Mens den pædagogiske diskurs, der er den dominerende blandt undersøgelsens informanter, har fokus på samspil, aktiv deltagelse i fællesskabet og evnen til at regulere sig selv, retter det sundhedsfaglige perspektiv sig mod forebyggelse, udsathed og det fysiske.

Det psykologiske perspektiv har fokus på det mentale og den psykiske sundhed, mens den sociologiske tilgang i højere grad har blikket rettet mod strukturelle forhold såsom familieforhold og socio-økonomiske forhold.

Fokus på barnets sociale kompetencer

Holdningen til, hvornår et barn er i mistrivsel, og hvad trivsel egentlig vil sige, har stor betydning for, hvordan man som fagperson agerer i en given situation. Hvis problemet opfattes som manglende samspil med andre børn og voksne, så rettes fokus ofte på barnets manglende sociale kompetencer. Mens fokus på, hvordan fællesskabet er, eller hvilke relationer, barnet tilbydes, ikke er lige så meget i fokus.

- Det er barnets ansvar at kunne indgå i relationer og samspil med andre. Når man har den forståelse, vil indsatser rette sig mod barnet, den unge eller familien. Det betyder også, at det bliver barnet, den unge eller familien, der bliver modtager af indsatsen, mens det, der handler om den professionelle praksis og mødet med barnet, bliver fraværende, siger Janne Hedegaard Hansen.

Koordination versus kollaboration

Udover forståelsen af mistrivsel er der også forskel på, hvordan de fagprofessionelle ser på samarbejdet med andre fagprofessionelle og forståelsen af, hvad der er vigtigt for at løfte kvaliteten i samarbejdet.

Her deler de fagprofessionelle sig i to grupper. En gruppe fremhæver videndeling, fælles refleksioner, helhedstænkning og det at løfte i flok som det, der udgør kvaliteten i samarbejdet. Denne gruppe repræsenterer en forståelse af samarbejdet som kollaboration og ser mistrivsel primært som det, der foregår i samspillet mellem barnets og barnets omverden. 

Den anden gruppe ser samarbejdet som koordination. Her er det vigtigste, at samarbejdet fører til handling og effektive processer, fx gennem faste tilbagevendende møder. Her ses mistrivsel overvejende som noget, der primært knytter sig til barnet.

- Disse holdninger til både mistrivsel og samarbejde går mere på tværs af fagprofessioner, end vi troede, de gjorde. Det er ikke sådan, at frontmedarbejderne står for det individuelle blik, mens PPR-psykologer har det kontekstuelle-relationelle blik. Nej, det fordeler sig på tværs. Det overrasker os, siger Janne Hedegaard Hansen, der siden 1. marts i år har været ansat som forskningsleder på Institut for Pædagoguddannelse på Københavns Professionshøjskole.

Holdning til samarbejdet er afgørende

Undersøgelsen viser generelt, at der er en enorm mangfoldighed og en meget stor forskel på, hvordan man organiserer det tværprofessionelle samarbejde i kommunerne.

Undersøgelsen viser også, at det ikke er organiseringen i sig selv, der har betydning for den oplevede kvalitet af samarbejdet men derimod den holdning, de fagprofessionelle tager med ind i samarbejdet, forklarer Janne Hedegaard Hansen.

- Selv i en kommune, hvor man har gjort meget for at styre processerne omkring én bestemt organisering, er der stor forskel på de fortællinger, de professionelle har i forhold til, om organiseringen har betydning og skaber værdi. Det er således helt individuelt, hvordan det gode samarbejde og den gode organisering opleves, siger Janne Hedegaard Hansen og understreger, at man ikke kan sige noget om, hvorvidt samarbejde forstået som koordination eller kollaboration har den største effekt. 

Personlige relationer vægtes højt

Undersøgelsen fastslår, at trygge og tillidsfulde relationer samt klar kommunikation har afgørende betydning for, om samarbejdet på tværs opleves som velfungerende.

Hvis en frontmedarbejder har en bekymring for et barn, foregår det videre forløb typisk i tre trin.

  • Først kontakter medarbejderen sine interne kolleger og får sparring.
  • Dernæst kontaktes lederen på institutionen
  • og til sidst eksterne samarbejdspartnere fx PPR-psykologer og familiebehandlere.   

Undersøgelsen peger på, at der er behov for at kvalificere og professionalisere det tværprofessionelle samarbejde, så relationer i samarbejdet bliver et resultat af det konkrete samarbejde fremfor, at 'gode relationer' bliver en forudsætning for et velfungerende samarbejde.

- Man er mest optaget af, at man kender personen. "Åh nej, nu kom der en ny sagsbehandler." Det personlige kendskab har stor betydning. Det, synes vi, er interessant at kigge på, for hvorfor er man ikke i lige så høj grad optaget af hinandens fagligheder? Faglige uenigheder kan skabe synergi. I stedet er man optaget af ikke at være uenig, siger Janne Hedegaard Hansen.

PPR skaber forstyrrelser

Undersøgelsen fastslår, at der er hierarkier blandt de fagprofessionelle på baggrund af uddannelsesniveau, viden og placering i forhold til myndighedspersoner, og at disse hierarkier kan udgøre en barriere for samarbejdet.

PPR-psykologer og myndighedspersoner opleves generelt som gatekeepere, der sidder med foden på speederen, og bestemmer farten i forhold til det videre forløb. Frontpersonalet ser deres opgave som dem, der tilkalder hjælp, mens PPR-psykologer ser deres rolle, som dem, der skaber ’forstyrrelse’ – en forstyrrelse, som frontpersonalet ofte ikke kan håndtere, fordi de står alene med opgaven og ikke har overskud til at foretage den anbefalede forandring.

Især samarbejdet med myndighedspersoner beskrives som problematisk og præget af lang sagsbehandlingstid, træge beslutningsprocesser og manglende information.

- Som frontmedarbejder kan man føle, at man ikke bliver hørt af dem, som har magten til at træffe beslutninger, og at man bliver dekoblet fra samarbejdet. Det handler ikke om den enkelte sagsbehandler men om de opgaver, sagsbehandleren sidder med. Her er der brug for at kvalificere samarbejdet med myndighedspersonen, siger Janne Hedegaard Hansen.

Familiens stemme bliver ikke hørt

Generelt viser undersøgelsen, at børn og forældres perspektiver er fraværende i samarbejdet om børn og unge i mistrivsel, og at der er en udfordring med, hvem der har ansvaret for det tværprofessionelle samarbejde.

- Den lokale leder i skolen og dagtilbuddet har stor betydning i forhold til at få orkestreret et samarbejde, men selve samarbejdsprocessen er der ikke noget ledelse af, siger Janne Hedegaard Hansen.

Baggrund for undersøgelsen:
fremfærd børn

Stadig flere børn og unge kæmper med mistrivsel. Det kan have store konsekvenser for deres livskvalitet og udvikling både på kort og lang sigt, hvis der ikke sættes ind med den nødvendige hjælp og støtte.

Det er baggrunden for, at Danmarks Lærerforening, BUPL, KL, FOA og Dansk Psykolog Forening i regi af Fremfærd Børn har finansieret forskningsprojektet ”Samarbejde om børn i mistrivsel”.  

Projektet undersøger, hvordan samarbejdet mellem fagprofessionelle bl.a. lærere, pædagoger, PPR-psykologer, dagplejere, familiebehandlere og sundhedsplejen kan styrkes, så børn og unge fra 0-16 år får de bedst mulige vilkår og den bedst mulige støtte til at klare sig i livet.

Det er Nationalt Videnscenter om Udsatte Børn og Unge (NUBU) med projektleder Janne Hedegaard Hansen i spidsen, der har afdækket, hvordan det tværprofessionelle samarbejde ser ud i landets 98 kommuner.

Undersøgelsen består af en række delundersøgelser bl.a. en afdækning af forvaltningsstrukturerne i landets 98 kommuner, en surveyundersøgelse blandt 10 udvalgte medarbejdergrupper i danske kommuner, en række kvalitative interviews med fagprofessionelle i syv kommuner og såkaldte Q-interviews med en repræsentant fra hver faggruppe fra hver af de syv kommuner. Formålet med Q-interviewene har været at afdække, hvilke holdningspositioner de fagprofessionelle har i forhold til forståelsen af samarbejde.

De to holdninger til samarbejde:

Forskerne bag rapporten har identificeret, at de fagprofessionelle overvejende deler sig i to grupper i forhold til deres forståelse af, hvad der er vigtigt i et tværprofessionelt samarbejde og deres holdning til, hvad samarbejdet skal kunne. Den ene gruppe repræsenterer en forståelse af samarbejdet som kollaboration, mens den anden repræsenterer en forståelse af samarbejdet som koordination.

1. Kollaboration: Her er man optaget af at videndele, rådgive og vejlede hinanden og have fælles refleksioner. Man tænker i helhedsorienterede løsninger og løfter i flok. Man er optaget af, at der er fælles rammer for samarbejdet, et fælles mindset, fælles sprog og faglige klare retninger for samarbejdet. Man ønsker gennem gode og refleksive processer at finde frem til de rigtige indsatser. Trivsel og mistrivsel opfattes primært som det, der foregår i samspillet mellem barnet og barnets omverden.

2. Koordination: Her er man optaget af hurtige beslutningsprocesser og direkte kontakt. Man ser samarbejdet som et sagsbehandlingsforløb, der skal være effektivt, hurtigt og smidigt. Man deler viden, der er et højt informationsflow, men man er ikke så optaget af fælles rammer og fælles sprog. Man har fokus på, at man ved, hvem man samarbejder med og hurtig kan få kontakt. Trivsel og mistrivsel opfattes som noget, der primært knytter sig til barnet, og barnet er modtager af indsatsen.

Læs hele rapporten

Undersøgelsen er lavet for Fremfærd af Nationalt center for forskning i udsathed blandt børn og unge. 

Du kan downloade den i fuld længde her.