Medarbejderne designer og bygger selv nye værktøjer i Vej og Park i Bornholms Regionskommune

Ukrudtsbørste og løftestang er skabt i en opfinder-kultur

IDÉ NR. 1: Medarbejderne designer og bygger selv nye værktøjer i Vej og Park i Bornholms Regionskommune.

Af Mia Dalby Larsen 10/06/2014

Hele to ideer sendte Vej og Park i Bornholms Regionskommune ind, da kampagnen Danmarks Bedste Mindste Idé efterlyste hverdagsinnovation i kommunerne. Og de har mange flere at tage af – innovation blandt medarbejderne er nemlig en naturlig del af arbejdet, fortæller Bjarne Freund-Poulsen, der er Centerchef i Ejendomme og Drift. Han var den person, som indstillede de gode ideer.

- Vi arbejder med LEAN, men ikke på den måde som Toyota gør det på. Vi arbejder efter Work smarter, not harder, og som i al sin enkelthed handler om at skabe en forbedringskultur, siger han.

Selvstændige sjak

Siden 2003 har afdelingen været organiseret i selvstændige sjak. Det betyder, at det er det enkelte sjak, der har ansvar for at planlægge og udføre de bestillinger, der kommer ud til dem.

Afdelingen har arbejdet på at italesætte, at medarbejderne selv har ansvaret inden for de aftalte kompetencer, og at løsninger på det, man gerne vil gøre bedre, kommer fra dem, der arbejder med tingene til daglig.

- Det betyder, at der kommer de her små ideer. Vi har arbejdet med det i så mange år nu, at vi ikke tænker over det længere. Det er bare en del af vores kultur, siger Bjarne Freund-Poulsen, der fortæller at inspirationen blandt andet er kommet fra idrætslivet og andre frivillige organisationer.

Tanken var, at man gerne vil have medarbejderne til at tage ansvar og udvikle nye initiativer på samme måde, som de gør, når de har fri og arbejder frivilligt i f.eks. den lokale idrætsforening.

Løftestang mod ømme rygge

En af de små ideer kommer fra asfaltsjakket, der sammen med kollegaen Alf Tang Seerup i værkstedet har udviklet en løftestang til tunge gaderiste. Gaderistene skal løftes, når der lægges nyt asfaltslidlag ud, og på en vejstrækning kan der være tale om mange tunge løft, der kan give problemer med lænden.

Flottere fliser og mindre lugning

Den anden idé kommer fra gartnersjakket, der sammen med kollegaerne i værkstedet har udviklet en lugeanordning, der kan børste ukrudt og jord væk fra revnerne mellem fliser på smalle steder, der før krævede, at medarbejderne lugede med håndkraft. Selve lugeanordningen består af nogle stive metalbørster, og de er blevet sat på en lille værktøjsbærer, der kan komme rundt på stier, hvor andre større maskiner ikke kan komme og dermed erstattes hårdt manuelt arbejde.