Der udvikles og indkøbes rigtig mange teknologier lige nu, ikke mindst i pleje- og sundhedssektoren. Desværre ender nogle velfærdsteknologier henne i hjørnet. Derfor er der brug for en bedre og dybere forståelse af, hvor teknologier havner henne, og hvordan de bliver brugt af henholdsvis medarbejdere, beboere og pårørende. 

Det siger antropolog og videnskabelig assistent på Antropologisk Analyse, Københavns Universitet, Simone Felding, der har undersøgt, hvad der sker, når velfærdsteknologi møder en travl hverdag på landets plejecentre.

To teknologier studeres

Konkret har Simone Felding studeret to teknologier på fire plejecentre og et dagcenter og talt med i alt otte ledere og medarbejdere samt fem virksomheder, der udvikler velfærdsteknologi.

Den ene teknologi, Soft Tilt fra GDV Technology, er en særlig overseng til en plejeseng, hvor siderne kan hæves til hjælp for personalet, når en patient skal vendes. Sengen har også en vuggefunktion, hvilket kan skabe tryghed for beboerne om natten.   

Den anden teknologi, Touch & Play fra Applikator, er en touch storskærm med en masse funktioner til brug for kognitiv og motorisk træning af ældre og borgere med demens.

Oplevelsen er, at ny teknologi generer en masse muligheder og kan skabe stor værdi men også, at teknologierne skal indpasses i en meget kompleks hverdag med mange forskellige faggrupper, aften- og dagvagter, beboere med demens, der opfører sig forskelligt næsten fra dag til dag og pårørende, der skal medtænkes som brugere, da det kan være dem, der træffer beslutningerne om nye teknologier på vegne af beboerne med demens.

-  Én af de ting, jeg har undersøgt, er, hvilke arbejdsgange, der allerede er ude på plejecentret, og som den nye teknologi går ind og påvirker. På plejecentre løser man rigtig mange opgaver samtidig. Derfor kan det være svært at få en teknologi ind, der kun løser én opgave, for det er ikke sådan, man håndterer omsorgsarbejde, siger Simone Felding.

Høje forventninger

Hun har generelt oplevet medarbejdere, der – når de skal tale om teknologien – er ”super positive” over for ny teknologi, og som bruger teknologien forskelligt alt efter, hvad der giver mening for dem. Men hun har også observeret, at en del teknologi står rundt omkring i hjørnerne og ikke bliver brugt.

Det tales der bare ikke så meget om. I det hele taget er problemerne gemt lidt ad vejen. Måske fordi forventningerne til ny teknologi er meget høje, påpeger Simone Felding.

- Man skal være opmærksom på, at disse forventninger påvirker den praksis, de kommer ind i. Når man har alle disse forventninger til, at den nye teknologi skal skabe en mere effektiv hverdag, et bedre arbejdsmiljø og flere aktiviteter for beboerne, kan det være svært at tale om det, der ikke fungerer, siger hun.  

Simone Felding mener, at der er opstået en diskurs, hvor dygtige medarbejdere opfattes som professionelle, nytænkende og omstillingsparate, og hvor teknologioptimisme er et must.

Det betyder, at det rum, hvor man kan tale om alt det, der er svært ved den nye teknologi, bliver meget lille.  

- Der kommer en afstand mellem teknologi og medarbejdere, og der er en tendens til, at medarbejderen siger: ’Det er nok også bare mig, der ikke kan finde ud af det’.  

- I stedet skal vi udvikle medarbejderne til at blive mere konstruktivt kritiske over for ny teknologi, så de kan se, hvor teknologien understøtter kerneopgaven. For er der noget, der motiverer medarbejdere i forhold til at bruge ny teknologi, er det, hvis de kan se, at det gør en forskel for borgerne, siger hun.    

Teknologi som ny kollega

Hun opfordrer til, at man betragter teknologien som en ny kollega, man skal lære at kende.

- Når der kommer en ny medarbejder, skal medarbejderen oplæres, og der opstår et samarbejde, hvor man lærer af hinanden. Har man problemer med den nye kollega, gør man noget ved det. Man siger ikke bare: ’Jeg vil ikke samarbejde’. På samme måde skal man heller ikke bare stille teknologien væk, siger hun.

Hvis ny teknologi med succes skal implementeres på landets arbejdspladser kræver det mere omsorg og en dybere forståelse af, hvem brugerne er.

På demensområdet er brugeren ikke bare borgeren med demens, det er også plejepersonalet og de pårørende. Man skal have de pårørendes accept og tænke dem ind som brugere, siger Simone Felding.

Kreative medarbejdere

Og så skal man huske, at man ”ude i praksis” aldrig løser én opgave isoleret. Simone Felding betegner plejepersonalet som ”en af de mest kreative faggrupper”, hun kender, fordi de skal jonglere mellem så mange opgaver samtidig.

Derfor er der brug for løbende justeringer af velfærdsteknologien og en løbende kontakt mellem de virksomheder, der har produceret teknologien, og plejecentrene.

- Vi skal væk fra tænkningen: Hvis teknologien ikke virker, må der være noget galt med praksis. Implementering af velfærdsteknologi er en løbende proces, hvor man hele tiden skal kigge på, hvordan personalet interagerer med teknologien, og hvordan der skabes plads til at sige til og fra, hvis en teknologi ikke matcher behovet i den konkrete situation, eller hvis en borger med demens indimellem ikke gør, som teknologien forventede.