Relationer mellem børn og ældre skaber ny læring
Beboere på plejecenter og skoleelever blomstrer op i det nye fællesskab, hvor de to institutioner åbner sig mod hinanden.
Eleverne fra 3. b på Lind Skole ved Herning går hver mandag formiddag de få hundrede meter hen til Lind Plejecenter, hvor de har hver deres forkælelsesmakker blandt de ældre beboere.
- Der er altid stor gensynsglæde, når børnene kommer – også blandt beboerne med demens, siger Aase Jonassen, der er demenskoordinator og gruppeleder på Lind Plejecenter.
Hun har arbejdet i tæt parløb med lærer på Lind Skole Belinda Hornshøj om at opbygge den særlige relation, der nu er mellem beboerne og børnene, som har kendt hinanden i tre år.
- Eleverne underviser de ældre i nogle emner, som vi har forberedt hjemme på skolen. De skal videregive deres egen viden og dét, de kan. Men det kan også være ting, de skal lave sammen, som at lægge puslespil, tegne eller lege sandhed og konsekvens, siger Belinda Hornshøj.
Hun underviser i entrepreneurskab og ser projektet som et godt eksempel på arbejde på tværs af sektorer i kommunen, hvor plejesektoren og skolesektoren kan tænke samskabelse og vidensdeling.
Innovativ tilgang giver gensidig værdiskabelse
Hun lægger vægt på, at projektet handler om at tænke skole med udsyn og at skabe relationer mellem generationer, hvilket er en stor gave både for de ældre og i forhold til elevernes læring.
- Eleverne får udelt opmærksomhed fra deres forkælelsesmakker og oplever samtidig at være noget for andre, så de blomstrer op, og der er et rum for vidensdeling, hvor de ikke bliver testet. Og der er ikke noget større end at blive set og hørt på den måde, siger Belinda Hornshøj.
Hun oplever, at elever, som har det svært socialt eller fagligt, får rigtig meget ud af besøgene. Så det er en innovativ måde at tænke skolegang på, indrømmer hun.
- Det kræver en speciel lærer at turde tage børnene ud på en anden platform end den normale. Man skal tillægge, at relationen kan være det bærende for undervisningen og turde tro på, at den sociale trivsel kommer før den faglige trivsel, siger hun.
Beboerne får stort udbytte af besøgene
Aldersforskellen er i flere tilfælde 70-80 år, men det betyder ikke så meget, når der skal skabes relationer, oplever sosu-assistent Aase Jonassen.
- De går sammen ind i beboerens lejlighed og snakker, tegner, læser, spiller eller har nogle opgaver med. Og så slutter vi altid af i fællesrummet med at synge, siger Aase Jonassen og fortsætter:
- Beboerne er godt beskæftiget og keder sig ikke, og glæden sidder i dem længe efter, at børnene er gået, nogle sidder ligefrem og synger videre, siger Aase Jonassen.
Besøgene fra Lind Skole er også til glæde for personalet, som på skift hjælper til, når børnene er der. For det understøtter plejecenterets værdigrundlag, siger Aase Jonassen.
- Her oplever beboerne, at de normale roller kan blive byttet om. Nu kan de være dem, der er de omsorgsgivende – i stedet for altid kun at modtage, og det er rigtig godt for dem.
Det rammer lige ned i hjertet af kerneopgaven
Lederen af plejecenteret, Gundi Halfmann, er ovenud begejstret for projektet, som hun beskriver som noget af et bedste, hun har oplevet i hele sit arbejdsliv inden for plejesektoren.
- Det er en del af kerneopgaven at arbejde med hjertet og med relationsopbygning, og det gør vi i høj grad her. At skabe relationer er lige så meget en kerneopgave,som at yde pleje, for de sociale relationer er så vigtige - uden dem så dør man, siger hun.
Derfor er projektet i høj grad med til at afhjælpe ensomhed og kedsomhed blandt beboerne.
- Det giver en utrolig livsglæde, og det er så smukt og fint, siger Gundi Halfmann.
Når en forkælelsesmakker dør
Det sker jo, at en af beboerne dør. Derfor har eleverne også gennemgået et undervisningsforløb om at miste og være i sorg, samt talt om begreber som en rustvogn, at flage på halv, og hvad det vil sige at kondolere.
- Der er for eksempel to piger, som har mistet tre gange. Vi har hver gang skrevet breve til kisten og de efterladte, så de her børn har fået en uvurderlig indsigt i tilværelsen, siger Belinda Hornshøj.
Båndene mellem beboerne og ”deres” børn, som nogle af de ældre kalder dem, er så stærke, at eleverne skriver postkort fra deres ferier, skriver julekort og gækkebreve, og nogle dage kigger de lige forbi efter skole.
- Så kommer de ind og hilser og snakker lidt, og hvis det er ved kaffetid, får de lige en kage eller lidt chokolade, siger sosu-assistent Aase Jonassen.
Forældre og pårørende bakker op og kan mærke en forskel
Projektet har også fået positive tilbagemeldinger fra elevernes forældre samt de pårørende til de ældre.
- De pårørende er meget glade for det, de kan godt se og mærke, at det giver deres mor eller far noget, siger Aase Jonassen.
Nogle gange tager en forældre også med på besøg, oplever Belinda Hornshøj.
- Der har været så mange sideeffekter, som jeg aldrig har drømt om. Jeg håber så meget, at flere får den her gave med, siger Belinda Hornshøj.
Projektet afprøves fem andre steder i Herning Kommune
Samarbejdet mellem Lind Skole og Lind Plejecenter begyndte så småt i 2014 og udviklede sig på baggrund af en dedikeret indsats fra de to ildsjæle Belinda Hornshøj og Aase Jonassen.
Men kan dette relationsarbejde bredes ud til andre skoler og plejecentre, som ikke har en Belinda eller en Aase?
Det undersøger Herning Kommune i øjeblikket med et to-årigt projekt kaldet ”HeartWork som pilotprojekt”, hvor en række andre skoler og plejecentre deltager. Belinda Hornshøj er idémager til projektet, som hun er tovholder på. Derfor arbejder hun kun to dage om ugen i folkeskolen. Hun har udviklet skabeloner og en drejebog til de nye plejehjem og skoler, som deltager.
- Vi er i gang med at finde ud af, om det er bæredygtigt og kan fungere på andre skoler og plejehjem. Og det tyder det på, nu hvor vi er halvvejs i projektet, siger Preben Siggaard, der er centerchef for Børn og Læring i Herning Kommune.
Han ser gode muligheder for projekt HeartWork, da det rammer godt ind i flere dagsordner, som er i folkeskolen i disse år.
- Vi skal arbejde med den åbne skole og det omkringliggende samfund, så det er oplagt at åbne sig mod plejecentre, som ofte også er bygget tæt på skolerne, siger han og tilføjer:
- Og der er mange faglige og dannelsesmæssige perspektiver i det her projekt. Vi er inde at berøre dannelsesdagsordnen med at blive et helt menneske, og der rejses nogle eksistentielle spørgsmål hos de her børn, hvor de møder de store spørgsmål som liv og død, ensomhed og fællesskaber, siger Preben Siggaard.