demens

Demensoverblik: Fra ro og renlighed til rehabilitering

Mange ældre på landets plejecentre lider i dag af en demenssygdom. Men hvordan behandler man mennesker med demens? Og hvad er tendensen over tid? Få svarene her.

Af Irene Aya Schou 26/07/2016

For 40 år siden blev mennesker med demens betragtet som stakkels ældre, der intet kunne og havde bedst af at sidde i et hjørne i en hengemt institution.

I dag ved man, at sygdomsforløbet kan bremses bl.a. gennem sund livsstil og en rehabiliterende indsats. Tag med på en tidsrejse og bliv klogere på, hvordan behandlingen af demente har udviklet sig siden 1970’erne.

70'erne: Demente har intet potentiale

I 70’erne var plejehjemmene mere som små hospitaler, og miljøet bar præg af at være en institution. Plejepersonalet var uddannet indenfor hospitalsvæsnet og tog mange af hospitalets rutiner med ind i arbejdet på plejehjemmene.

- Der var en stigmatiserende holdning til mennesker med demens. Når man først havde fået en demenssygdom, blev man sidestillet med, at man ikke kunne noget, og at personalet var dem, der vidste bedst, forklarer Karen Tannebæk, der er uddannelsesleder hos Nationalt Videnscenter for Demens.

Hun fortæller, at man langsomt begyndte at få mere fokus på det sociale aspekt. Beboerne skulle ikke kun have ro, renlighed og regelmæssighed. De skulle stadig kunne leve et indholdsrigt liv.

90'erne: Mennesket i centrum

I slutningen af 90’erne blev den engelske psykolog Tom Kitwoods bog oversat til dansk. Hans teorier om den personcentreret pleje af mennesker med demens afløste så småt de mere institutionsprægede tanker om demente. Tom Kitwoods teorier handler om at have fokus på den enkelte person fremfor kun at have øje for sygdommen.

Det enkelte menneske er i centrum, og der laves individuelle plejeplaner. Der kigges på, hvordan den enkelte kan blive beskæftiget og på, hvordan borgeren kan inkluderes i fællesskabet og få dækket sine basale behov for tryghed og nærvær.

- På det tidspunkt var det en ny kultur. Det var en ny måde at anskue det at have en demenssygdom på og hele tilgangen til plejen af den demensramte, siger Karen Tannebæk og understreger, at Tom Kitwoods teorier stadig bruges den dag i dag.

00'erne: Demente i fællesskabet

I 00’erne går socialpædagogikken og Tom Kitwoods teorier hånd i hånd, og man får generelt en mere pædagogisk tilgang til arbejdet med demente. Her handler det om, hvordan man kan gøre omverdenen mere begribelig for borgere med en demenssygdom, og hvordan kan man få et bedre samspil personale og borger imellem.

00’erne er også en tid, hvor der kommer fokus på anvendelse af tvang og magtanvendelse.

- Vi får en lovgivning, der klart skitserer, hvornår det er lovligt at bruge magt. Det står som en del af lovgivningen, at de socialpædagogiske metoder skal være udtømt, før at man anvender magt, siger Karen Tannebæk.

Man arbejder videre med boformer såkaldte LeveBo-miljøer, hvor man laver små og skærmede enheder, der fungerer som en familie eller en lille hverdags-bofællesskab. Det er her, der laves mad, så det dufter i hele huset, og tøjet bliver vasket tæt på borgeren.

2016: Rehabilitering og samskabelse

Fra at have haft stor fokus på socialpædagogikken er man i dag også gået over i rehabiliteringstankegangen. Centralt står tiltag, der kan øge borgerens funktionsevne.

- Man kigger på, hvordan man kan vedligeholde færdigheder mest muligt og giver mennesker med demens en stemme og inddrager dem til at blive mest muligt selvhjulpne, siger Karen Tannebæk.

Hverdagsrehabiliterings-bølgen er de sidste otte år rullet ind over Danmark. Men det er først inden for de sidste par år, at rehabilitering er kommet på tale inden for demensområdet.

- Der har længe været arbejdet med genoptræning og rehabilitering, men der har også været en tendens til, at man har ekskluderet mennesker med demenssygdomme, fordi man ikke mente, at der var et potentiale. Her er man i dag blevet klogere. Forskning og erfaringsbaseret projekter har vist, at der er noget at hente, både i forhold til at vedligeholde livskvaliteten og funktionsniveauet, siger Karen Tannebæk.

På boligfronten sker der også en udvikling. Hvor kommunerne tidligere lavede skærmede enheder til demente, arbejder man i dag mere i retning af, at alle plejeboliger skal være egnede til demente. Der er også en tendens til, at man igen bygger større f.eks. storkøkkener og centrale vaskerier.

- Det handler selvfølgelig også om ressourcer, fordi driften tit bliver dyrere i en mindre enhed, forklarer Karen Tannebæk.

Demente elsker dyr

En anden tendens de senere år er frivillighed og inddragelse af det omgivende samfund. Karen Tannebæk tror, at denne form for samskabelse er noget, vi kommer til at se meget mere af i fremtiden.

- Der bliver lavet flere og flere projekter, hvor frivillige inddrages. Det handler om at skabe liv og inddrage demente i lokalsamfundet. Men det handler selvfølgelig også om ressourceknaphed, siger hun og nævner, at også børn og dyr i stigende grad inddrages i de dementes verden.

- Mange mennesker med demens elsker at være sammen med børn og dyr. Der findes såkaldte besøgshunde, og flere og flere plejecentre har dyr i form af fugle, katte, får, kaniner, siger Karen Tannebæk.

Kompetenceudvikling

Kompetenceudvikling af personalet fylder ligeledes mere og mere. Her benyttes den hollandsk udviklede metode Marte Meo ofte. Metoden går ud på, at man bruger videofilm til at blive klogere på, hvad der sker, når personale og beboeren interagerer. Værktøjet kan på den måde være med til at forbedre plejen og omsorgen.

Der er også kommet mere viden om, hvordan man fremmer menneskers sundhed. Forskningen har vist, at det er vigtigt at forsætte med fysisk aktivitet og en sund levestil, selvom man har en demenssygdom. Det hjælper blandt mod diabetes, men også på depression.

I forbindelse med rehabilitering og sundhedsfremme er vi også begyndt at se velfærdsteknologien som en integreret del af hverdagen på mange plejecentre.

- Velfærdsteknologien er inde i en rivende udvikling. Især GPS-teknologi er brugbart på demensområdet og kan redde liv, siger Karen Tannebæk.

Stimulering af sanserne

- I dag arbejder man også meget med at stimulere sanserne på den rigtige måde. Her er metoden Snoezeln kommet i anvendelse mange steder. Det er forholdsvist nyt, at man bruger denne form for målrettet sansestimulering i forhold til demente. Metoden har i mange år været brugt på børneområdet f.eks. i forhold til hjerneskadede.

Musikterapi og musikstimulering har også vundet indpas på de danske plejecentre. Ifølge Karen Tannebæk er brugen af musik mere og mere udbredt, og det er der gode grunde til.

- Ved hjælp af musikken kan man gå ind og påvirke et menneske både til at kommunikere, få kontakt eller bliver beroliget.

Research: Helga Grønvold